Spring menu over
Dansk Magisterforening

Profileret Aalborg-forsker fyret: "Det er dig, vi bedst kan undvære"

© Jacob Nielsen

Del artikel:

Peter Hervik er en profileret forsker, der kan skaffe forskningsmidler og som får flotte evalueringer af de studerende. Alligevel er han blevet varslet afskediget fra Aalborg Universitet.

Det er dig, som vi i den givne situation bedst kan undvære”. Sådan lød ledelsens forklaring, da lektor Peter Hervik blev fyret på AAU.

Han er en af de 107 medarbejdere, som er blevet prikket, hvilket han har svært ved at forstå. Det skriver Forskerforum.

“Enhver, der ser mine kvalifikationer, vil undre sig. Jeg bliver betragtet som en internationalt anerkendt forsker, som kan skaffe eksterne midler, og som får flotte evalueringer af min undervisning”, siger han.

Peter Hervik peger på, at han har forsket og undervist på universiteter i USA, Japan, Egypten, Mexico, Sverige og Norge, og at han har publiceret en række bøger på tre forskellige kontinenter.

Han siger, at myndighederne bruger ham i deres arbejde med langsigtet terrorbekæmpelse, han inviteres ofte af politikere, organisationer og medier til at bidrage med faglige input i både indland og udland, og han deltager i et netværk med forskere i flere lande om terrorbekæmpelse.

Faktisk er han netop blevet inviteret til en stor konference på Cairo Universitet som “den prominente repræsentant fra Aalborg Universitet”, og nu ved han ikke, hvad han skal svare. “Jeg kunne jo skrive: “Tak for invitationen, men jeg er netop blev afskediget””, siger han.

Vage fyringskriterier
Peter Hervik kalder fyringskriterierne, som AAU-ledelsen har foretaget udvælgelsen efter, for “så vage, at de kan bruges til at slippe af med stort set hvem som helst”.

Der tales om strategiske hensyn for fremadrettet at understøtte visionen for Aalborg Universitet, og om medarbejdernes faglige og personlige kompetencer matcher og understøtter den fremtidige opgaveløsning inden for instituttets uddannelses- og forskningsprofil.

Det virker vilkårligt på Peter Hervik, hvem ledelsen har valgt:

“Jeg vil vove den påstand, at institutledelsen stort set ikke aner, hvad den enkelte forsker laver og står for”, siger han og tilføjer, at det virker besynderligt, at udvælgelsen har været lagt i hænderne på en institutledelse, der ikke selv skal fortsætte.

Hele Institut for Kultur og Globale Studier bliver nemlig nedlagt og de tilbageværende medarbejdere forflyttet.

“Det svarer til, at en privat virksomhed afsatte direktøren og sagde, at han lige kunne nå at afskedige 50 medarbejdere, inden han smuttede”, siger Peter Hervik.

Kan skaffe forskningsmidler
Fyringen giver endnu mindre mening, når han læser om AAU’s nye budgetmodel og rektor Per Michael Johansens udtalelser i forbindelse med afskedigelserne.

Budgetmodellen handler om at skabe mest muligt incitament til at hente eksterne midler hjem fra offentlige og private fonde til forskningen, da det er den eneste mulighed for at øge universitetets indtægter, siger rektor.

“Det er det, som det handler om i den danske universitetsverden, og jeg har netop vist alle de steder, hvor jeg har været ansat, at jeg kan skaffe finansiering til min forskning”, siger Peter Hervik.

Aktuelt har han en bevilling på 5,6 millioner kroner fra Velux Fonden, hvor han er projektleder og vejleder for to ph.d.-studerende. AAU har bidraget med 1,2 millioner kroner til projektet.

“Det er uhørt i det danske fondsmiljø, at bevillingshavere fyrer en projektleder midt i projektperioden. Har ledelsen overvejet, hvilke konsekvenser dette skridt vil få for tildelingen af eksterne bevillinger fremover?” spørger han.

Han tilføjer, at fyringen af ham har skabt turbulens og usikkerhed, men han er i tæt kontakt med fonden om at forlænge projektet, der ellers skulle være færdigt i august. Blandt andet skal de afholde en workshop i juni, hvor de fem forskere skal præsentere deres resultater for forskerkolleger, der flyves ind fra Europa og Nordamerika, og tre større publikationer med projektets hovedresultater skal færdiggøres og udgives.

Projektet handler om racialisering, dvs. de mekanismer og årsager, der skaber inklusion af nogle grupper og eksklusion af andre på baggrund af opfattelse af kultur, etnicitet og race. I projektet undersøger de bl.a., hvordan racialisering hænger sammen med radikalisering i fængsler, og hvordan dannelsen af venskaber i danske skoler håndteres og forhandles.

Vil savne de studerende
Det gør mest ondt på ham, at han ikke længere skal undervise sine studerende. Han siger, at han hvert år har 70-80 studerende på sit kursus om medier og fremtiden, og at evalueringerne fra de studerende ligger i top.

“Min forskning omhandler temaer, som er en stor del af unges hverdag i dag. De er i den grad optaget af spørgsmålene om racialisering, og når jeg først har fået deres opmærksomhed, kan jeg meget nemmere lære dem videnskabelige metoder. Det er utroligt givende at formidle min erfaring med at studere mennesker, som ikke ligner en selv, videre til de unge”, siger han.

Er det politisk?
Han har valgt at fortælle åbent på de sociale medier, at han er blevet afskediget, og han har også offentliggjort sit parthøringsbrev, som han har sendt til rektor.

Han mener, at det er vigtigt, at offentligheden ved, hvad der foregår på AAU.

Af flere kommentarer på Facebook fremgår det, at kolleger mener, at afskedigelsen af ham er politisk betinget, da studiet af racisme og racialisering i Danmark er behæftet med stærke moralske og politiske interesser og følelser.

Peter Hervik siger, at flere af de mest fremtrædende forskere inden for feltet i de nordiske lande, Storbritannien, USA og Australien opfatter det som en politisk afgørelse at afskedige ham.

“De tolker det sådan, at man fra politisk side ikke ønsker den slags forskning, som jeg udøver, i Danmark, fordi den ikke flugter med den førte politik. Jeg kan ikke lyve mig fra, at det unægtelig ser sådan ud, eller at det i hvert fald er et aspekt af det”, siger han.

Peter Hervik siger, at han ikke er bekymret for fremtiden, da han har flere projektbevillinger på vej.

“Det vigtigste for mig er, at det her ikke kommer til at ødelægge min faglige profil, og det kommer det heller ikke til. For den internationale forskning i emner som racialisering og ekstremisme kan godt undvære Aalborg Universitet, mens det omvendte ikke er tilfældet”, siger han.

Ledelsen på AAU ønsker ikke at udtale sig om fyringen af Peter Hervik.