Spring menu over
Dansk Magisterforening

Enhedslisten vil give alle sparekroner tilbage til universiteterne

Jakob Sølvhøj, medlem af Folketinget for Enhedslisten, hvor han er uddannelse- og forskningsordfører

© Enhedslisten

Del artikel:

Modsat andre partier er Enhedslisten ikke bange for at love at tilbageføre pengene fra omprioriteringsbidraget til uddannelsessektoren i den kommende valgperiode.

”Vi vil tilbageføre den økonomi som er frataget uddannelsesinstitutionerne i Løkke-perioden”.

Sådan siger Enhedslisten uddannelses- og forskningsordfører, Jakob Sølvhøj, da Magisterbladet ringer til ham som en del af den igangværende valgføljeton.

Han forklarer, at partiet ønsker at investere mere i uddannelse, og derfor skal institutionerne først og fremmest have de penge tilbage, som de har sparet siden omprioriteringsbidraget blev indført af Venstre-regeringen i 2015.

”Vi synes ikke, at det er nok bare at standse omprioriteringsbidraget. Derfor vil vi stoppe besparelserne og tilbageføre de midler som er blevet sparet. Og det gælder hele uddannelsesområdet. Uddannelse er jo drivkraften i vores samfund, og derfor er det rigtig fornuftigt at investere i området”.



Der er tale om en voldsom erhvervsrettet styring af forskningen, og det indskrænker forskningens frihed, fordi forskerne kan føle sig presset til at udelade undersøgelser eller droppe projekter, fordi de er støttet af det private erhvervsliv. - Jakob Sølvhøj, uddannelses- og forskningsordfører for Enhedslisten

Hvordan vil I finde penge til det?
”Vi lægger op til en række forskellige højere beskatning blandt andet skal formueskatten genindføres, der skal være en forhøjet betaling på arveafgift samt beskatning af kapitalindkomst. Derudover vil vi sørge for, at der sker en effektivisering af skatteopkrævningen, så den skat, der skal betales, faktisk vil blive inddraget fremover. Men tilbagebetalingen af midlerne vil ske løbende over den næste valgperiode, så det er ikke noget, der kommer i finansloven for 2019".

Erhvervslivet sidder på forskningen
Udover flere penge til uddannelserne, mener Enhedslisten også, at der bør ske noget ændringer på forskningsområdet.

Ifølge Jakob Sølvhøj er den danske forskning nemlig ”voldsomt” styret af det private erhvervsliv. Dette skyldes, at forskere er afhængige af private medfinansieringer og derfor giver afkald på emner og retninger for at få økonomien til at løbe rundt.

”Der er tale om en voldsom erhvervsrettet styring af forskningen, og det indskrænker forskningens frihed, fordi forskerne kan føle sig presset til at udelade undersøgelser eller droppe projekter, fordi de er støttet af det private erhvervsliv”.

For at komme problemet til livs ønsker Enhedslisten derfor et opgør med det nuværende system.

”Vi mener dels at erhvervslivets placering i universiteternes ledelse bør ændres. Derudover mener vi, at man skal sikre sig, at når private fonde yder finansiering til forskning, så skal de financierer alle omkostninger. På den måde undgår vi, at man som i dag i høj grad diktere, hvad de offentlige midler bruges til”.

Magisterbladets valgføljeton

Magisterbladet.dk vil i den kommende tid bringe interviews med uddannelses- og forskningsordførerne om deres ambitioner på uddannelsesområdet.