Spring menu over
Dansk Magisterforening

Skarpe protester mod at whistleblower mistede job

Af William Leerbeck Meyer
Del artikel:

Det blev mødt med både offentlig kritik og udmeldelser, da Akademikernes A-kasses tidligere bestyrelse besluttede, at samarbejdet med den whistleblower, som afslørede omfattende problemer med den nu tidligere direktørs virke, ikke kunne fortsætte. Den nye bestyrelsesformand afviser kritikken og har respekt for fratrædelsesaftale med whistleblower.

”Fyret whistleblower i a-kasse for akademikere er kastet for løverne”.

Sådan lød den dramatiske udmelding fra whistleblower-organisationen Veron i Politiken, efter Akademikernes A-kasse i en pressemeddelelse, der nu er fjernet fra a-kassens hjemmeside, skrev, at de har ”opsagt samarbejdet” med whistlebloweren, der havde afsløret misbrug af medlemspenge og dårlig arbejdsmiljø.

I samme pressemeddelelse offentliggjorde a-kassen også for første gang whistleblowerens fulde navn sammen med hans tidligere stillingsbetegnelse, vicedirektør.

Næstformanden i Veron, Anders Kærgaard, udtalte i den forbindelse til Politiken, at han ”ser afskedigelsen som en hævnakt”, og at det er ”uhørt”, at man offentliggør whistleblowerens identitet.

Behandlingen af whistlebloweren har fået flere medlemmer til at melde sig ud af a-kassen i en offentlig protest på sociale medier. Protesten blev startet af aktivisten Peter Kofod, der før whistleblowerens stop opfordrede medlemmer til at skrive til a-kassen, at deres medlemskab afhang af, at han ikke blev afskediget.

Blandt de udmeldte er Thomas Monberg, en gymnasielærer fra Gladsaxe. I en mail til Akademikernes A-kasse, som han har lagt ud på Facebook, forklarer han, hvorfor han har meldt sig ud:

”Opsigelsen af mit medlemskab af AKA, skal findes i jeres fyring af den whistleblower, der har sat medlemmernes penge og interesser højere end direktørens”.

Thomas Monberg er nu i færd med at melde sig ind i en anden a-kasse.

”Jeg håber, at min nye a-kasse vil handle anderledes, hvis de en dag kommer i sådan en situation. Jeg kan ikke stå inde for, at en akademisk a-kasse handler i strid med grundlæggende akademiske værdier som sandhed og saglighed”, siger han til Magisterbladet.

Respekt for aftale
Akademikernes A-kasse har for nyligt lavet en udskiftning i deres bestyrelse, og Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA, er blevet valgt som ny bestyrelsesformand.

Han er ikke enig i kritikken, der har været og understreger, at der ikke har været tale om en afskedigelse.

Siden den første pressemeddelelse har a-kassen sendt en ny meddelelse ud om, at man har indgået gensidig fratrædelsesaftale med whistlebloweren.

”Den forrige bestyrelse og whistlebloweren har indgået en aftale sammen. Jeg går ind for beskyttelse af whistleblowere, men jeg kender ikke sagsforløbet i detaljer. Derfor har jeg respekt for deres gensidige aftale, som de begge er tilfredse med”, siger Thomas Damkjær Petersen.

Så der er altså ikke tale om en fyring?

”Nej, det er en frivillig fratrædelsesaftale”.

Var offentliggørelsen af whistleblowerens identitet også en del af aftalen?

”Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har haft meget travlt og har endnu ikke fået læst op på selve aftalen”, fortæller Thomas Damkjær Petersen.

Ser fremad
Magisterbladet ville gerne have talt med whistlebloweren selv om, hvorvidt han er tilfreds med, hvordan a-kassen har behandlet ham. Det er ikke muligt, fordi der er en tavshedsklausul i fratrædelsesaftalen som betyder, at whistlebloweren ikke må udtale sig.

I siger, at bestyrelsen nu vil skabe gennemsigtighed. Alligevel må whistlebloweren ikke udtale sig – er det ikke modstridende?

”Nej. Nu er der brug for at kigge fremad og ikke på, hvad der er sket førhen”, siger Thomas Damkjær Petersen.

Hvis whistlebloweren er tilfreds, som du siger, hvorfor er det så overhovedet nødvendigt med en tavshedsklausul?

”Jeg har respekt for fratrædelsesaftalen. Mere kan jeg ikke udtale mig om dét. Jeg mener, at det er ganske normalt, at man laver tavshedsklausuler”.

Ifølge Thomas Damkjær Petersen er Akademikernes A-kasse i færd med at undersøge, om der har været en medlemsflugt. Foreløbigt tyder det dog ikke på det, siger han.

Efter at have læst Magisterbladets artikel vender Thomas Damkjær Petersen tilbage og pointerer, at der ganske rigtigt var tale om en fyring i første omgang, men at fratrædelsesaftalen trumfer den, så der nu er tale om en fratrædelse.

"For mig er der ikke længere tale om en fyring, når der er indgået en fratrædelsesaftale mellem den tidligere bestyrelse i Akademikernes A-kasse og medarbejderen. Denne aftale afløser den opsigelse, som vedkommende modtog i december. Jeg er meget glad for, at der er indgået en fratrædelsesaftale, som begge parter er tilfredse med, så sagen ikke blot blev afsluttet med en afskedigelse af medarbejderen, hvis arbejde med at kaste lys over denne sag har været af meget stor betydning", skriver han i en mail til Magisterbladet.