Socialdemokratiet vil skabe mere lighed blandt kommunerne
© Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Fattige kommuner skal have flere penge, mener Socialdemokratiet, efter at Magisterbladet fredag skrev, at Udkantsdanmark er flyttet til Sjælland.
Socialdemokratiet vil skabe større lighed mellem de danske kommuner. Det siger kommunal- og landdistriktsordfører Magnus Heunicke (S) til Ritzau, efter at Magisterbladet i fredags kunne berette om øget ulighed blandt kommunerne, hvor især en række sjællandske kommuner er hårdt ramt på likviditeten.
12 ud af de 20 kommuner med den laveste kassebeholdning ligger på Sjælland, og den økonomiske forskel mellem de pressede kommuner og de mest velstående kommuner er voksende ifølge professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh.
Det er denne ulighed, som Socialdemokratiet vil gøre op med.
”Vi er i Danmark et for lille land til at have så store forskelle. Så der skal også udlignes noget mere fra de mest velstillede kommuner til dem, der har det sværest. Ellers hænger det simpelthen ikke sammen,” fortæller Magnus Heunicke til Ritzau.
Socialdemokratiet lægger samtidigt op til, at alle kommuner skal have flere penge til velfærd, så de bedre kan følge med udviklingspresset fra et stigende antal ældre.
Venstre vil også efter valget se på, hvordan man kan lave et nyt udligningssystem. Forslaget om flere penge til velfærd i kommunerne møder til gengæld skepsis fra Venstre, der savner at få at vide, hvor pengene skal komme fra.
”Hvis man går ud og siger, at man vil anvise flere penge, må man som minimum kunne sige, hvor de penge skal komme fra”, siger politisk ordfører Britt Bager (V) til Ritzau.
Gentofte Kommune er heller ikke glade for Socialdemokratiets forslag. De ønsker ikke at betale mere i udligning.
"Vi betaler nu 56 procent af indkomstskatten til andre kommuner. Vi betaler 93 procent af sidste skattekrone til andre kommuner. Det betyder, at Gentofte Kommunes borgere først betaler til egen kommunekasse d. 24. juli", fortæller borgmester Hans Toft (K) til Magisterbladet.