Kan det betale sig? Det er kun det, der kan tælles, der tæller

“Vores land bliver rigere. Men bliver vores liv rigere?” spurgte dronningen i sin nytårstale ved indgangen til 2019.

Ifølge FN’s årlige World Happiness-rapport går det meget godt. Her boner Danmark ud blandt de tre lykkeligste folk i verden, og forudsætningerne for lykke er til stede: Vi lever i et demokrati med en høj grad af frihed, vores materialistiske velstand har aldrig været højere, vi har tillid til hinanden, og de fleste har mulighed for at tage en uddannelse.

Alligevel viser tal fra den uafhængige medlemsorganisation Stress­foreningen, at hver tiende af os hver dag har symptomer på alvorlig stress. Cirka hver tiende over 25 år er ifølge Sundhedsdatastyrelsen på anti-depressiv medicin, og psykiatere kalder angst for en folkesygdom.

Det kan skyldes, at vi bliver målt på det, vi yder og præsterer, men ikke på alt det, som er svært at måle, fx kærlighed, omsorg og hjælpsomhed.

“Bundlinjen er, at vi som mennesker vurderes ud fra det målbare”, siger Mickey Gjerris, som er bioetiker på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet og beskæftiger sig med etiske aspekter af natur, dyr, klima og menneskelivet.

Markedstænkningen breder sig
I vores privatliv har vi længe haft mulighed for at måle søvn, kost og motion med såkaldte wearables, så vi tæller kilometer, når vi løber, og kalorier, når vi spiser.

Men ikke nok med det. Ifølge Tidsskrift for Arbejdsliv er wearables også på vej ind i arbejdslivet som HR- og ledelsesteknologier. Phoebe Moore, lektor i økonomi og teknologi ved University of Leicester, regner således med, at der i 2019 vil være omkring 13 millioner “wearable fitness devices” på arbejdspladser rundtom i verden, hvoraf mange bliver promoveret som teknologier til at øge medarbejdernes trivsel og velvære. Kritiske røster mener dog, at det er nye former for kontrol.

Og ifølge sognepræst Mikkel Wold, som er en vedholdende stemme i kritikken af det samfund, som kun bryder sig om det, der kan måles og registreres, er det slet ikke det, vi har brug for.

“Hvis vi kun har øje for det rationelle og det, som kan tælles, går vi glip af, hvad et menneske er, og hvad det gode liv er”, siger Mikkel Wold.

Han er sognepræst i Marmorkirken i det centrale København og redigerede i 2015 debatbogen “Tag etikken tilbage – Markedstænkningen og dens konsekvenser” med bidrag fra videnskabsfolk og debattører.

“Vi beskriver mennesket som krop, sjæl og ånd. Men hvor blev ånden af? Og hvor blev sjælen af?” siger Mikkel Wold, som mener, at man mistolker mennesket, hvis man fraregner den åndelige dimension.

Markedsgørelsen går også ud over diversiteten i kulturen, hvor vi allerede ser tegn på, at det kun er det, som de fleste vil have, der klarer sig, mener bioetikeren Mickey Gjerris.

“Vi går glip af noget, når vi ikke har de smalle teaterstykker, de smalle romaner, de smalle film og de smalle radiokanaler”, siger han.

Vi fokuserer på målet i stedet for processen
Mickey Gjerris mener, at når vi måler alt i en økonomisk nytteværdi, får vi et bestemt syn på tingene.

“Glæden ved det, vi gør, har det med at forsvinde, når det skal måles på en snæver parameter”, siger han og mener, at det får os til at gå ind i aktiviteter på en særlig måde, hvor vi har større fokus på målet end på processen.

“Banalt sagt handler det om, at det bør være vejen, man går, der er interessant, og ikke der, hvor man ender”, siger han.

At vi så har vendt det om, kan være et problem for os, fordi vi også begynder at måle mennesker på, om de er nyttige eller ej.

“Vi ser i højere og højere grad på hinanden ud fra en nytteværdibetragtning. Og de, der ikke kan levere, ender ude på et sidespor og bliver taget mindre alvorligt”, siger Mickey Gjerris, som henviser til, at Venstre-politikeren Claus Hjort Frederiksen på et tidspunkt har sagt, at det vigtigste i et menneskes liv er at have en fast tilknytning til arbejdsmarkedet.

“Det er, som om vi har besluttet, at alle de ting, vi kan finde ud af at måle på, er de vigtigste”, siger han.

Det kan Mikkel Wold også registrere fra sin præstestol, og når han har samtaler med folk.

“Jeg kan mærke, at der er kommet en større brutalitet i samfundet, og jeg møder mange, der lider under, at et højt tempo nærmest er blevet en værdi”, siger han.

For lidt plads til forundring og nysgerrighed
Samfundets trang til at måle alting går også ud over vores evne til at undres og være nysgerrige. For det kræver tid og en accept af, at det er o.k. at lave ingenting.

“Men der er ikke megen status i at svare, at der ikke sker så meget, når folk spørger, hvordan det går. Derfor svarer vi typisk: “Joeh, jeg har lidt travlt” og griner lidt indforstået”, siger Mickey Gjerris.

Mikkel Wold mener, at det er altafgørende at kunne forundre sig for forundringens skyld, og lærer derfor sine konfirmander at sige “taumetsain”, som er det græske ord for forundring, som Platon og Aristoteles brugte.

“Undren er kilden til al viden. De store videnskabsfolk har jo altid haft forundringen som det væsentligste redskab”, siger Mikkel Wold.

Men forundringen har svære kår på universiteterne. Mickey Gjerris underviser på et naturvidenskabeligt fakultet, hvor mange kurser varer ni uger inklusive eksamen.

“Det betyder, at der er meget lidt tid til at undre sig. Du skal hele tiden tage dine eksamener, for ellers risikerer du at miste din SU”, siger han og mener, at nyttespørgsmålet i høj grad bliver stillet, når man underviser.

“Man skal konstant kunne forklare, hvordan det, man inddrager i undervisningen, er relevant for eksamen. De studerende spørger ikke, om det er relevant for studiet eller sågar for deres dannelse. De spørger, om det er relevant for det, de skal sige til eksamen for at få høje karakterer”, siger Mickey Gjerris, som mener, at det giver et dårligt læringsmiljø hele tiden at fokusere på resultater i stedet for på emner i sig selv, og hvad det skal bruges til bagefter. Og det betyder, at de studerende fra starten lærer, at alt det, de lærer, skal kunne bruges til noget.

“Men meningen med universitetet er, at man skal lære at lære, så man resten af livet kan gå ud og undre sig og blive nysgerrig. Man skal lære, hvordan man sætter sig ind i nye ting, for man får ikke så meget ud af at lære en række ting udenad, som man kan sige til en eksamen”, siger han.

Det unyttige er nyttigt for samfundet
45 procent – eller næsten tre millioner danskere – tager til begravelse i løbet af et år. Det viser en YouGov-undersøgelse, som teolog Karen Marie Leth-Nissen har gennemført i 2016 i forbindelse med sin ph.d.-afhandling.

“Det er rigtig mange, og vi behøver jo ikke at gøre det. Der er ikke noget rationelt i det, men i forhold til at vedligeholde relationer giver det mening”, siger Karen Marie Leth-Nissen, som forsker på Københavns Universitet.

I sin ph.d.-afhandling har hun påvist, at når vi bruger kirken, er vi samtidig med til at styrke den sociale sammenhængskraft, og det betyder, at meget af det, som kan ses som unyttigt for den enkelte, er ret nyttigt for samfundet.

“Når vi bruger folkekirkens ritualer til barnedåb, bryllup eller begravelse, er det med til at opbygge den sociale sammenhængskraft i samfundet”, siger hun og fortæller, at 32 procent af os også er til barnedåb i løbet af et år, hvilket betyder, at relativt mange stadig holder barnedåb, selv om dåben set i et rationelt perspektiv også er ret unyttig.

“Den er dyr og besværlig. Man skal arrangere en fest, man skal tale med præsten, og der kan opstå familiekonflikter om dåbskjolen og gudforældrene osv., og når barnet er gammelt nok, skal det også betale kirkeskat”, siger Karen Marie Leth-Nissen.

Men selv om forældrene på mange måder forholder sig til religionen som forbrugere og vejer nytteværdien for og imod, mener Karen Marie Leth-Nissen, at valget af barnedåb også har noget med meningen med livet at gøre.

“Forældrene spørger sig selv: Er det noget, jeg kan bruge i min fortælling? Og det kan de. Barnedåben giver mening, også fordi den giver identitet”, siger hun.

Hun mener, at det ofte er det irrationelle, der giver identitet, og at vi derfor også laver meget unyttigt i vores fritid såsom at rode i haven, reparere en veteranbil eller bare hygge os.

“Jeg vil faktisk tro, at hvis vi sorterede alt det unyttige fra, ville alt det varme forsvinde, og vi ville få et helt andet samfund”, siger hun.

Markedstænkningen er ikke noget nyt fænomen. Allerede i 1939 offentliggjorde den amerikanske forsker Abraham Flexner, som også var leder af det verdensberømte Institute for Advanced Study i Princeton, en artikel i det amerikanske tidsskrift Harpers med overskriften “The Usefulness of Useless Knowledge”, hvor han opponerede imod det store fokus på, at al forskning umiddelbart skal kunne betale sig.

“Så selve tanken om kun at prioritere det umiddelbart nyttige er ikke ny. Det nye er, at denne tanke nu har overtaget kontrollen og styringen af samfundet, hvilket har været skadeligt og forarmende for vores opfattelse af viden og dannelse”, mener Mikkel Wold.