Gode råd: Sådan håndteres krænkelser bedst

Der er en afgørende forskel på mobning og enkelstående krænkelser
Før slutningen af 1990’erne havde mobbeofre stort set ikke noget sted at gå hen, og ofte endte de i sygesengen med “samarbejdsproblemer”. Derfor er det positivt, at flere og flere mobbepolitikker tager udgangspunkt i den krænkede parts oplevelser. Det siger lektor og mobbeekspert ved Syddansk Universitet Eva Gemzøe Mikkelsen.

Alligevel kan det være problematisk. For hvor mobning over tid kan have store helbredsmæssige konsekvenser, er det ikke nødvendigvis tilfældet ved enkeltstående oplevelser af at blive krænket.

I tilfældet Københavns Universitet defineres krænkelser som “overgreb af enhver art”. Og det kan give udfordringer, mener Eva Gemzøe Mikkelsen.

“Hvis jeg i enkelte situationer ikke oplever mig tilstrækkeligt respekteret fx på grund af min alder eller køn, handler det i min optik ikke om en krænkelse, som hører under en politik om mobning. Enkeltsituationer kalder på dialog, ikke undersøgelse”, siger hun.   

Ordet nultolerance hører ikke hjemme i regler om krænkelser
KU’s retningslinjer for krænkende adfærd bruger begrebet “nultolerance”. Men der bør ikke stå nultolerance i retningslinjer for, hvordan vi skal omgås hinanden, siger Eva Gemzøe Mikkelsen. For politikker er i første omgang et forebyggende redskab.

“Derfor kan jeg ikke lide ordet nultolerance. Det skaber en forventning om, at enhver negativ handling, herunder mindre konflikter, skal håndteres gennem et formelt klagesystem, hvor en person ender med at have ret”.

“Problemet er så, at du risikerer at skabe en kultur, hvor det handler om at være den første til at trække krænkelseskortet. En politik skal fremme en kultur, hvor man taler om, hvordan man skal behandle hinanden. Og den skal have retningslinjer for håndtering af klager om gentagne negative handlinger”.

Mobning er et fælles ansvar
Det er ofte svært at placere et individuelt ansvar for krænkelser. Sats i stedet på at ændre kulturen, siger mobbeforsker og ph.d.-studerende ved Københavns Universitet Mille Mortensen. Hun ser mobning som en del af en social dynamik.

“Arbejdspladser udvikler bestemte måder at være sammen på, og de tilpasningsdygtige har størst chance for at overleve. Det betyder på nogle arbejdspladser, at man får adgang til fællesskabet ved at deltage i krænkende handlinger”.

Sådan forklarer Mille Mortensen mobning som en del af en social dynamik. Det betyder også, at mobning mere angår fællesskabet end enkelte individer. Mobning rammer individuelt, men er et fælles ansvar. Mobbepolitikker, der lægger op til at undersøge enkeltindividers ansvar for mobning, risikerer faktisk at gøre mere skade end gavn og har kun eksistensberetigelse i et fagretsligt system, mener hun.

“Der sker også det, at når enkelte medarbejdere udpeges som ansvarlige, så vokser angsten for eksklusion.

Og så søger vi alliancer, og utrygheden bliver større. Derfor er man nødt til at arbejde med fællesskabet og ad den vej opbygge tillid til, at man kan tale om mobning og krænkende handlinger. Så man skal hellere bringe folk sammen end udpege skyldige”.