Spring menu over
Dansk Magisterforening

Arbejdsløse nyuddannede akademikere gør det, de bliver bedt om: flytter, pendler eller skifter fag

S-tog

Nyuddannede akademikere, som har været lidt længe om at finde arbejde, pendler i gennemsnit 27 kilometer hen til deres første job. © Foto: Colourbox

Af Anna Dalsgaard
Del artikel:

Især humanister har på det sidste fået kritik for at være jobkræsne og ikke søge job under akademisk niveau. Men ifølge en analyse fra Danmarks Statistik gør nyuddannede arbejdsløse akademikere det, de bliver opfordret til: De pendler, de flytter, og de er villige til at tage job på et lavere niveau.

Nyuddannede akademikere, som var arbejdsløse i mere end tre måneder efter endt uddannelse, ender i højere grad end andre med job, der kræver, at de pendler, flytter eller arbejder på et lavere niveau, end deres uddannelse giver muligheder for. Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik.

”Arbejdsløse opfordres ofte til at søge job mere bredt, både fagligt og geografisk, hvilket analysens resultater kan give et fingerpeg om, at de faktisk også gør”, skriver chefkonsulent i Danmarks Statistik, Michael Drescher, som har stået for Analysen hos Danmarks Statistik

Analysen sammenligner udviklingen på arbejdsmarkedet for de personer, som enten var beskæftigede eller arbejdsløse tre måneder efter deres uddannelse. Den fokuserer på dimittender med lang videregående uddannelse eller erhvervsuddannelse og har blandt andet fokus på arbejdsfunktionen for de nyuddannede, samt hvor langt de pendler til arbejde.

Hver tredje tager job på lavere niveau efter ledighed

Cirka 58 procent af de nyuddannede akademikere finder job inden for tre måneder efter endt uddannelse. Efter 21 måneders ledighed er cirka 80 procent i arbejde.

Danmarks Statistik har valgt at analysere gruppen af nyuddannede, som endnu ikke har fundet job efter tre måneder, men som er i job efter 21 måneder. Analysen viser, at:

  • 72 procent af de nyuddannede akademikere er kommet i job efter 21 måneder
  • 67 procent af dem fandt akademisk arbejde
  • 31 procent af de nyuddannede, som har sværere ved at komme i arbejde, er villige til at tage job på et lavere niveau. 22 procent af dem fandt arbejde, det forudsætter viden på mellemniveau eller indenfor kontor- og kundeservice, mens 7 procent har øvrige arbejdsfunktioner.

At det er sværere for humanister at finde det første job, bekræfter analysen. De tæller sammen med teologer 25 procent af dem, der bruger længere tid på at finde det første job, mens de udgør 14 procent af dem, der får job indenfor de første tre måneder.

Arbejdsløse både pendler og flytter efter job

De nyuddannede akademikere, som har sværere ved at komme i arbejde, pendler i gennemsnit 27 kilometer hen til deres første job. Det er lidt over fem kilometer længere end dem, som får job hurtigere.

Men ikke nok med det. Cirka hver fjerde af dem, som bruger længere tid på at finde det første job, er efter 21 måneder flyttet til en anden kommune, mens det gælder for cirka 18 procent af dem, som finder job indenfor tre måneder.

Ifølge Michael Drescher kan det skyldes, at længere uddannelser typisk kræver større specialisering, og det kan betyde, at det rette job for akademikere findes i en anden kommune eller landsdel.

Det viser analysen

  • 72 pct. af akademikerne, som var arbejdsløse tre måneder efter uddannelsen, var i beskæftigelse efter 21 måneder. Det er en markant lavere beskæftigelsesandel efter 21 måneder end blandt de nyuddannede, som var i beskæftigelse efter tre måneder.
  • 67 pct. af de nyuddannede akademikere, som var arbejdsløse 3 måneder efter uddannelsen, men havde fundet arbejde efter 21 måneder, arbejdede på højeste niveau. For de nyuddannede akademikere, som var beskæftiget hurtigt efter uddannelse var andelen 75 pct.
  • Akademikere, som var arbejdsløse tre måneder efter deres uddannelse, pendler efter 21 måneder i gennemsnit fem kilometer længere til arbejde end akademikere, der fandt arbejde indenfor tre måneder efter deres uddannelse.
  • Akademikere, som var arbejdsløse tre måneder efter uddannelsen, flytter i højere grad til en ny kommune end akademikere, der var i beskæftigelse efter uddannelsen.
  • Resultaterne kan indikere, at arbejdsløse er villige til at søge mere bredt både fagligt og geografisk efter job, men resultaterne kan også skyldes, at de dygtigste studenter har lettest ved at finde arbejde. I analysen er det forsøgt at tage højde for dette ved at korrigere for udvalgte baggrundskarakteristika, men forhold som fx arbejdsindsats, motivation og erfaring fra eventuelt studiejob er der imidlertid ikke korrigeret for.

Kilde: DST Analyse