Spring menu over
Dansk Magisterforening

Nye tal: Magistre har dobbelt så høj ledighed som andre akademikere

Flere dimittender skal ud af jobcentret og ind i en privat virksomhed i Aarhus Kommune

Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix © Foto: Scanpix

Del artikel:

Til trods for mangel på arbejdskraft i flere brancher er relativt mange magistre fortsat arbejdsløse. Problemet er, at magistre har svært ved at få det første job, lyder forklaringen.

Seks procent af alle dagpengeberettigede magistre er arbejdsløse, viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik, cirka 4.700 personer. Andelen af arbejdsløse magistre er dermed næsten dobbelt så høj som blandt akademikere og andre faggrupper.

På samme tid skriger private virksomheder på mere kvalificeret arbejdskraft. Dansk Arbejdsgiverforeninger kalder situationen bekymrende og manglen på medarbejdere koster danske virksomheder 10 mia. kroner om året i tabt indtjening ifølge konsulenthuset PwC.

Men hvis det er tilfældet, hvorfor er en relativt stor del af magistrene så fortsat arbejdsløse?

Forklaringen er, at mange virksomheder ikke har øje for særligt nyuddannede magistres kompetencer – og at dimittenderne heller ikke selv altid har det, lyder det fra direktør i Magistrenes A-kasse, Hans Peter Messerschmidt Andersen.

”Generelt tager det relativt længere tid for magistre, særligt dimittender, at lande et job. Set over en længere periode, så kommer magistre imidlertid lige så meget i arbejde som andre. Det tager bare længere tid, og det påvirker ledighedsprocenten”, siger han.

”Det er vores erfaring, at det primært skyldes, at både de selv og arbejdsgiverne er usikre på, hvor de passer ind, hvilket modsat ikke er tilfældet for professionsuddannede så som læger, jurister eller ingeniører”, forklarer Hans Peter Messerschmidt Andersen.

Hvis andelen af arbejdsløse magistre skal ned på niveau med andre akademikere, kræver det, at magistre breder jobsøgningen ud – også til brancher og stillinger, som de ikke normalt er vant til at søge. Det er heldigvis noget, mange magistre allerede gør i dag, vurderer han.

”Hvor magistre tidligere i langt højere grad alene fandt traditionel beskæftigelse indenfor eksempelvis i uddannelsessektoren, så finder de i dag jobs i mange brancher og funktioner. I dag får halvdelen af MA’s ledige eksempelvis job i den private sektor. Det er en udvikling, som vi i MA glæder os over, og som vi støtter aktivt op omkring – både i kontakten med vores ledige medlemmer og i vores mange samarbejder med diverse virksomheder”, siger Hans Peter Messerschmidt Andersen.