Kulturminister: "Jeg ville gerne love, at de hårde tider er ovre, men det kan jeg ikke"
© Foto: Arthur J. Cammelbeeck, Ritzau Scanpix
Joy Mogensen kom alle spørgsmål om besparelser på kulturen i forkøbet, da hun torsdag åbnede Kulturmødet på Mors: "Vi må have tid til at tænke os om".
Spørgsmålet om de årlige kulturbesparelser hang i luften, da Kulturmødet på Mors torsdag eftermiddag blev skudt i gang. Og kulturminister Joy Mogensen gik allerede i hendes åbningstale til sagen og slog fast, at hun ikke er klar til give et klart svar på, om omprioriteringsbidraget i kultursektoren vil blive fjernet.
"Jeg ville gerne love, at de hårde tider er ovre, men det kan jeg ikke, og det er ikke mit mål," sagde hun med en sætning, der angiveligt refererede til besparelser og trange økonomiske tider, kulturlivet har oplevet de senere år.
"Både finansministeren og jeg ønsker omprioriteringsbidraget hen hvor peberet gror, men vi må samtidig forebeholde os ret til at tænke os om, og vente med at melde noget ud, til vi er klar til det".
"Jeg ville gerne love, at de hårde tider er ovre, men det kan jeg ikke, og det er ikke mit mål". - Kulturminister Joy Mogensen
Med sit ikke-svar forstærker Joy Mogensen den tvivl, der er opstået omkring fjernelsen af omprioriteringsbidraget. Op til folketingsvalget blev det meldt ud af partier både i rød og blå blok, at man ønskede at fjerne den forhadte besparelse. Men tirsdag kom det frem, at Joy Mogensen på et lukket møde havde sagt, at det ville være strategisk uklogt at kæmpe for at fjerne besparelserne under dette års finanslovsforhandlinger.
Joy Mogensen er især fredag deltager ved en række debatter ved Kulturmødet. Klokken 9 fredag skal hun således deltage i en seance, hvor hun i samtale med Christian Have fremlægger sine kulturpolitiske visioner, og samme dag 12.30 skal hun diskutere de næste fire års kulturpolitik i et panel med blandt andet DM's formand Camillia Gregersen. Men med sin åbningstale er kulturministeren altså kommet de mange spørgsmål om besparelser, som formentlig ligger mange deltagende kultur-aktører på læben, i forkøbet.