Spring menu over
Dansk Magisterforening

Bornhack: Kunstig intelligens har også mørke sider

Del artikel:

Vi hører det hele tiden. Robotterne kommer. De tager vores jobs.. Men står det så slemt til? Står vi alle til at miste vores arbejdspladser i fremtiden? Og hvor sikker er teknologien?

Han stiller sig op ved talerstolen i festivalteltet. Tripper lidt, indtil han finder sig til rette. Hans dybe åndedrag kan høres gennem mikrofonen og fire store højtalere.

”Det her er det sidste slide med tekniske begreber”, siger han undskyldende til de godt 35 fremmødte. Så tager han en dyb indånding og begynder at tale om neurale netværk.

Den kommende ph.d.-studerende Mateusz Jurewicz er på BornHack 2019 for at tale om maskinlæring og kunstig intelligens. Et emne, der har fyldt meget den offentlige debat de seneste år.

”Et eksempel på simpel maskinlæring er, at du giver computeren en masse data. Det kan eksempelvis være, at du giver den en masse billeder af elefanter”, forklarer han, da jeg møder ham til en snak om fremtiden, bekymringer og muligheder.

”Computeren vil lære af sig selv, hvordan en elefant ser ud, og vil derfor kunne genkende elefanter på fremtidige billeder”.

Det er en evne, som de fleste af os nyder godt af i hverdagen. Maskinlæring hjælper dig, når du søger på nettet. Når du oversætter en tekst på Google Oversæt. Og ikke mindst når du modtager e-mails. Grunden til, at visse e-mails ender i spam er på grund af den kunstige intelligens.

Men der er også mørke sider af kunstig intelligens, påpeger Mateusz Jurewicz. Maskinlæring og kunstig intelligens vil højst sandsynligt overtage nogle arbejdspladser før eller senere. Men det vil også skabe arbejdspladser. Hvorvidt teknologien vil skabe flere job, end den overtager, tør han ikke vide sig sikker på.

”Nogle jobs udgår og andre jobs kommer til”, konstaterer han kort.

”Der er specifikke ting indenfor maskinlæring, som skal gøre de ting, som vi selv gør manuelt i dag. Når kritikken falder på, at det kommer til at overtage jobs, så tyer folk, som arbejder med maskinlæring ofte til forklaringen om, at det er jobs ingen gider have. Det er ofte jobs med mange gentagelser, og jeg tror, at det er dem, som kommer til at blive udfaset først”.

Mateusz Jurewicz er bekymret for fremtiden. Han fastslår, at der bliver nødt til at være sikkerhedsforanstaltninger for, hvad man kan og må gøre, når det handler om at udnytte den kunstige intelligens.

”Det er utrolig vigtigt, at der bliver arbejdet med sikkerhed indenfor kunstig intelligens.”

”Man har set sager som Cambridge Analytica, hvor at maskinlæring og kunstig intelligens ikke er blevet behandlet med den integritet, der skal til.”