Spring menu over
Dansk Magisterforening

Uventet støtte til lønmodtagerne: DF vil reparere skaderne fra 2013

© Dansk Folkeparti

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

Regeringens støtteparti og Folketingets næststørste parti, Dansk Folkeparti, bakker op om lønmodtagerne i den verserende konflikt med staten, KL og regionerne. "Der er bodsgang at gå", siger Kristian Thulesen Dahl.

Lønmodtagerne får støtte fra Dansk Folkeparti i den igangværende OK18-konflikt med staten, kommunerne og regionerne.

Partiformand Kristian Thulesen Dahl opfordrede torsdag i forbindelse med KL's topmøde i Aalborg til, at de offentlige arbejdsgivere viser imødekommenhed ved forhandlingsbordet.

"Der er en bodsgang at gå i forhold til lærerne, der blev kørt fuldstændig over ved sidste konflikt", siger partilederen til TV2 med henvisning til 2013, da en konflikt om lærernes arbejdstid blev afbrudt af et regeringsindgreb.

Han understreger samtidig, at de offentlige arbejdsgivere bør få "repareret nogle skader" fra forløbet i 2013, da et flertal i Folketinget fastsatte lærernes arbejdstid ved lov.

Opbakning til den danske model
Netop lærernes arbejdstid har været et af tre centrale krav fra lønmodtagerne i de igangværende overenskomstforhandlinger, som brød sammen i sidste uge, og hvor parterne siden har udsendt henholdsvis strejke- og lockoutvarsler.

Ud over lærernes arbejdstid har lønmodtagerne stillet krav til en lønfremgang, der matcher den forventede udvikling på det private arbejdsmarked, ligesom man har ønsket at få de offentlige arbejdsgivere til at anerkende lønmodtagernes ret til den betalte frokostpause.

Med Kristian Thulesen Dahls udmelding får lønmodtagerne støtte til sit krav om at få en aftale om lærernes arbejdstid, og det glæder lærernes formand, Anders Bondo Christensen, som også er de kommunalt ansattes chefforhandler ved overenskomstforhandlingerne.

"Det er en opbakning til den danske model", påpeger formanden for Danmarks Lærerforening.