Sociale medier er den store kampplads
Kampen mellem parterne i overenskomstforhandlingerne brager løs på de sociale medier. Danskernes sympati er vigtig, hvis lønmodtagerne skal gøre sig håb om at få deres krav igennem. Men begge parter risikerer at støde befolkningen fra sig, advarer ekspert.
Hashtagget #ok18 er rødglødende på de sociale medier.
Og det er ikke bare de offentlige lønmodtagere, der har travlt ved tastaturet. Både politikerne, fagforeningerne og chefforhandlerne bruger tiden flittigt på både Twitter og Facebook.
“Det er en ret ny tendens, at parterne i en overenskomstforhandling hele tiden sidder og tweeter, men hvis de skal lykkes med at vinde danskernes sympati, kræver det, at de bruger de sociale medier med omhu og lader være med at svine hinanden til. Ellers risikerer de, at folk bliver trætte af at høre på dem,” siger professor og ekspert i politisk retorik Christian Kock.
Kamp om legitimitet
Med udsigt til endnu en konflikt på det offentlige arbejdsmarked ruster parterne sig til kamp på hver sin side. Ifølge forsker i politisk økonomi Rune Møller Stahl er det dog snarere en kamp om legitimitet over for befolkningen end en kamp, der står i en direkte konfrontation mellem arbejdere og arbejdsgiver.
“Jeg tror, de færreste forstår, hvor usædvanlig og historisk en situation vi står i på det offentlige arbejdsmarked. Mens den faglige organisering er blevet svagere på det private område, er fagforeningerne for de offentligt ansatte blevet stærkere og mere kampberedte. Problemet er, at strejkevåbnet ikke har samme effektivitet som i det private”, siger Rune Møller Stahl og uddyber:
“Når arbejdere i det private strejker, har det store konsekvenser for de private arbejdsgivere, der potentielt kan gå konkurs. Den samme konsekvens oplever de offentlige arbejdsgivere ikke, når pædagoger, sygeplejersker og lærere strejker. Her er det befolkningen, der må bære byrden”.
Derfor er befolkningens sympati også altafgørende i OK 18, hvis fagforeningerne vil gøre sig håb om at få opfyldt deres krav.
“Det handler om at vinde massivt i popularitetskonkurrencen. Uden den folkelige opbakning vil selv den mest effektive brug af strejkevåbnet ikke få regeringen og Moderniseringsstyrelsen til at rykke sig en tomme,” siger Rune Møller Stahl.
De andres skyld
Det er dog ikke kun fagbevægelsen, der har en interesse i at få befolkningens sympati på sin side. Det har politikerne også, da de ikke er interesserede i at miste opbakningen til den politik, der bliver ført. Og i den kamp gælder alle retoriske greb.
“De sociale medier er blevet en kampplads, hvor parterne forsøger at vinde sympati ved at få modparten til at fremstå urimelig, mens de selv repræsenterer sig som de fornuftige. På den måde handler kampen på de sociale medier mere om parteres adfærd end om selve overenskomstforhandlingerne”, forklarer Christian Kock.
Han peger på, at innovationsminister Sophie Løhde (V) og chefforhandler for KL Michael Ziegler (K) primært tweeter om det urimelige i, at de andre ikke vil komme tilbage til forhandlingsbordet, og at urimelige krav fra de ansattes side er med til at ødelægge muligheden for et lønløft.
For eksempel skriver Michael Ziegler på Twitter d. 26. februar: “Ærgerligt, at spisepausen for akademikere i staten skal blokere for substantielt lønløft for sosu-assistenter og sygeplejersker!”
Folk mister interesse
På lignende vis skriver formanden for socialrådgiverne Majbrit Berlau på Facebook d. 23. februar: “… Nu beder vi arbejdsgiver udvise samme ansvarlighed – men de holder desværre fast i, at offentligt ansatte ikke skal belønnes for deres bidrag til den danske økonomi”.
“Begge parter kører på, at den anden er urimelig og uansvarlig, mens de selv er den fornuftige part. Det er det overordnede mål. Og det er med garanti noget, de er meget bevidste om”, siger Christian Kock.
Han peger på, at både politikere og organisationer er inspireret af det seneste amerikanske præsidentvalg, hvor Donald Trump havde succes med at hive vælgere op af sofaen ved at pege på modparten.
“Men hvis det skal lykkes at vinde danskernes gunst, kræver det, at parterne bruger de sociale medier med omhu og lader være med at angribe deres modparter personligt. Ellers ender det med, at folk bliver lede og kede af at høre på det og stopper med at interessere sig for overenskomstforhandlingerne. Gensidig mudderkastning virker kun på nogle få”.
Mere substans
Christian Kock råder i stedet til, at parterne bruger de sociale medier til at fremvise dokumentation.
“Drop alt det der med, hvor skrækkelig modparten er, og prøv i stedet at dokumentere det fornuftige og rimelige i de forskellige krav. Lønmodtagerne mener, at de får mindre lønstigninger end dem på det private arbejdsmarked. Her er det oplagt at bruge de sociale medier til at vise nogle statistikker. En lønseddel, som en sygeplejerske for eksempel har lagt på Facebook, er god dokumentation. Det skal der være mere af”.
