OK18-forhandlinger i Corydons skygge

Hvad er gået galt, og hvorfor har innovationsminister Sophie Løhde (V) og de offentlige lønmodtagere med Flemming Vinther i spidsen ikke kunnet få enderne til at mødes i de dramatiske overenskomstforhandlinger?

Skyldes det dårlig personlig kemi mellem forhandlerne? At lønmodtagerne stiller urealistisk høje krav? Eller at Sophie Løhde repræsenterer en borgerlig regering, der vil tryne de offentligt ansatte?

Nej, lyder vurderingen fra arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl ved Aalborg Universitet. Den egentlige kilde til uenigheden findes på Moderniseringsstyrelsens hjemmeside. Her kan man under et fælles foto af “Maria, Hanne, Poul og Linda” – fornavnene på styrelsens fire direktører – klikke sig ind på den såkaldte mål- og resultatplan, hvor man under strategisk pejlemærke nr. 2 finder følgende formulering:

“Moderniseringsstyrelsen gør løn- og arbejdstid i det offentlige til en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken”.

Formuleringen er direkte kalkeret fra den resultatkontrakt, Moderniseringsstyrelsen indgik med Finansministeriet under Bjarne Corydon som optakt til det forløb, der endte med lærerlockouten i 2013.

Og hvor resultatkontrakten i 2013 var direkte møntet på de forestående overenskomstforhandlinger, hedder det i den aktuelle mål- og resultatplan, at målet for OK 18 er “en smal økonomisk ramme”. 

Så når OK 18 styrer mod en konflikt, skyldes det dybest set, at Sophie Løhde agerer i fuld overensstemmelse med det dogme, Bjarne Corydon som finansminister i 2013 gjorde til et hovedanliggende for Moderniseringsstyrelsen.

“I dag er løn- og arbejdsvilkår en integreret del af Finansministeriets udgiftspolitik. Det blev det i 2013 under Bjarne Corydon, og det er det i 2018 under Sophie Løhde”, siger Laust Høgedahl.

Selvom konflikten i 2013 og det efterfølgende lovindgreb i lærernes arbejdstid var specifikt kædet sammen med folkeskolereformen, ser Laust Høgedahl nogle af de samme ansatser i det aktuelle forløb. For uanset hvordan OK 18 ender, venter der nye reformer i det offentlige på den anden side.

“Sophie Løhde har en sammenhængsreform i baghånden med nogle initiativer, der skal finansieres på den ene eller anden måde. Sophie Løhde har selv sagt, at reformen, skal få det offentlige til at ”køre længere på literen”, men hvilken rolle de ansatte skal spille for at få det regnestykke til at gå op, må fagforeningernes forhandlere foreløbig nøjes med at spekulere i. Reformudspillet skulle være præsenteret før årsskiftet, men er udskudt til efter OK18”, siger Laust Høgedahl.

Når arbejdsgiver er lovgiver og budgetmyndighed
For lønmodtagerorganisationerne har det dog først og fremmest været en kilde til irritation, at Sophie Løhde har insisteret på en smal økonomisk ramme i en situation, hvor Danmark ifølge samme regering har en økonomi, “som de fleste andre lande misunder os”.

Efter flere “kriseoverenskomster”, hvor de har udvist ansvarlighed og accepteret smalle forlig, kræver de derfor pæne reallønstigninger. Når Sophie Løhde tværtimod har insisteret på en smal økonomisk ramme, hænger det ifølge Laust Høgedahl igen sammen med det nybrud, som Bjarne Corydon skabte, da han bandt udgiftspolitik og offentlige overenskomster sammen.

Finansministeriet har ganske vist siden 1990’erne fået en betydelig magt, når det eksempelvis gælder budgetlove eller kontrollen med kommunerne, men med oprettelsen af Moderniseringsstyrelsen i 2011 får man en helt ny situation.

“Finansministeriet er selvfølgelig sat i verden for at holde styr på den offentlige pengekasse, men ved at lægge Personalestyrelsen og Økonomistyrelsen sammen får du en stærk kobling mellem arbejdsgiverrolle og udgiftspolitik og dermed løn og arbejdsvilkår”, siger Laust Høgedahl.

Problemet opstår ifølge Laust Høgedahl, i det øjeblik den politiske magt og arbejdsgiverrollen flyder sammen. Som ved lovindgrebet i lærerlockouten i 2013. Det udstillede nemlig, at den danske aftalemodel på det offentlige område bygger på et asymmetrisk magtforhold, hvor arbejdsgiveren ikke bare er forhandlingspart, men i sidste ende også kan bestemme udfaldet af en konflikt.

“Siden Corydon og på grund af Moderniseringsstyrelsen er der kommet et stærkt fokus på løn- og arbejdsvilkår, og det tror jeg vil hænge ved. Men hvis man vil have en rigtig partsmodel med afbalancerede overenskomstfornyelser, kræver det, at man kan forhandle uden unødig politisk indblanding”.

Om den nuværende situation ender med et regeringsindgreb som i 2013, vil de kommende dage og uger vise. Under alle omstændigheder er der behov for en revision af modellen, mener Laust Høgedahl.

“Der er et meget højt konfliktniveau i den offentlige sektor i Danmark sammenlignet med fx Sverige og Norge. Men i Norge og Sverige har man også instanser, der garanterer armslængde mellem politikere og offentlige arbejdsgivere og dermed sikrer åbne, frie og afpolitiserede forhandlinger”.

“Måske burde finans­ministeren selv forhandle”

Steen Scheuer, arbejdsmarkedsforsker. Foto:SDU

Ifølge Steen Scheuer, arbejdsmarkedsforsker ved Syddansk Universitet, kan det være en ulempe, at det er innovationsminister Sophie Løhde (V) og ikke finansministeren, der forhandler de offentlige overenskomster i den danske model.

“Det er måske i virkeligheden ikke nogen fordel. I virksomheder forhandler man jo med direktøren. Som det er nu, er det nok Kristian Jensen, der udstikker rammerne, som Sophie Løhde så må efterleve. Og det gør det nok mindre fleksibelt, fordi hun kan mangle et mandat til at give de indrømmelser, der skal til for at lande et forlig”.

“Vi går i retning af en markedslig­gørelse”

Henrik Christoffersen, forskningschef i Cepos. Foto: Cepos

Henrik Christoffersen, forskningschef i Cepos, peger på, at den danske model fra starten af var tænkt sådan, at vismandsinstitutionen var omdrejningspunktet i trepartsforhandlingerne. Ånden i modellen var, at aftalerne skulle være balancerede.

“I dag ser det langt mere dystert ud. Men hvad kommer så efter den nuværende model? Tingene må nødvendigvis blive afstemt, og den mekanisme, jeg tror, vi får, vil være mere markedsmæssig. Medmindre man kan få nogle uvildige parter, fx vismændene, der kan forholde sig til reguleringsordningen. Men det er ikke det, jeg hører, at der bliver sagt”.