Spring menu over
Dansk Magisterforening

Medieforlig: Danmarks Radio skal skæres med 20 procent

© Colourbox

Af Farhiya Khalid
Del artikel:

Regeringen og Dansk Folkeparti er nået til enighed om et medieforlig, der vil betyde massive besparelser i Danmarks Radio, hvis budgetter skal skæres med 20 procent de næste fem år. ”Det er vigtigt, at besparelserne bliver gennemført med den nødvendige inddragelse af medarbejderne”, siger DM-formand.

Regeringen har netop offentliggjort et nyt medieforlig, som der er opnået enighed om med Dansk Folkeparti.

Danmarks Radio skal skæres med 20 procent de næste fem år. Besparelserne svarer, ifølge Politiken, cirka til 754 millioner kroner af de 3,7 milliarder kroner, DR modtog i licensindtægter fra befolkningen i 2016.

”Med aftalen får vi et mere fokuseret DR, som skal gentænke sig selv som kulturinstitution. DR skal ikke længere være en bred mastodont, men et smalt fyrtårn”, siger kulturminister Mette Bock (LA) i en pressemeddelelse.

Ifølge Camilla Gregersen, der er formand for Dansk Magisterforening, vil medieforliget medføre massive fyringer i DR, hvilket vil have store konsekvenser for medarbejderne.

”Det er vigtigt, at besparelserne bliver gennemført med den nødvendige inddragelse af medarbejderne - og så skånsomt som muligt med fokus på medarbejderne. Det afgørende er, at de berørte medarbejdere kommer godt videre”, siger Camilla Gregersen.

Licensen afskaffes
Besparelserne vækker også en bekymring hos for public service i Danmark.

”Det er nødvendigt at investere i dansk public service som modspil til de store udenlandske tech-giganter, som har sat sig på store dele af nyhedsstrømmen og som ofte er styret af ”likes” og click. Jeg er bekymret for, at de fremlagte besparelser på DR kommer til at svække dansk public service”, siger Camilla Gregersen

Aftalepartnere bag medieforliget er også blevet enige om at afskaffe licensen. Afskaffelsen skal finansieres gennem en reduktion af personfradraget. Og det glæder finansminister Kristian Jensen (V), der udtaler, at han er ”stolt af at være den finansminister, der fik afskaffet licensen”.

”Det er en medieskat, der hører fortiden til”, siger Kristian Jensen i en pressemeddelelse.