Konfliktvarsel udsendt til kommuner og regioner
Mandag er strejkevarslet på statens område udvidet til også at omfatte kommuner og regioner. Hospitaler i Aarhus, Odense og Aalborg vil blive ramt. Arbejdsgiverne skal skifte kurs, siger Akademikernes formand.
Strejker blandt op imod 100.000 offentlige ansatte er mandag formiddag kommet et skridt tættere på at blive virkelighed.
Det står klart, efter at de faglige organisationer efter fredagens strejkevarsel på det statslige område mandag formiddag har fulgt op med konfliktvarsler på det regionale og kommunale område.
For de akademiske fagforeninger omfatter varslet ca. 3.000 ansatte i regionerne og 2.500 kommunalt ansatte. De i alt 5.500 medlemmer er fordelt på otte kommuner og samtlige fem regioner.
I alt 697 DM-medlemmer på kommunale og regionale arbejdspladser er omfattet af strejkevarslet, hvilket bringer det samlede antal konfliktramte DM’ere op på ca. 2.000.
Mandagens konfliktvarsel indebærer, at alle akademikere i kommuner som Høje-Taastrup, Herlev, Holbæk og Esbjerg vil blive omfattet af en strejke, mens en strejke i regionerne blandt andet vil ramme universitetshospitalerne i Aalborg, Odense og Aarhus.
Ifølge Akademikernes formand Lars Qvistgaard bliver det vanskeligt at finde en vej ud af det dødvande, der har hidtil har præget forhandlingerne.
”Vi kæmper for at nå en forhandlingsløsning i Forligsinstitutionen, men det bliver svært. Vi vil ikke finde os i at indgå aftaler med en modpart, som ikke vil lytte. Hvis ikke de offentlige arbejdsgivere skifter kurs, er de i gang med at kortslutte grundlæggende dele af den unikke danske sammenhængskraft”, siger Lars Qvistgaard.
Her kan du se, hvilke kommuner der rammes af strejke fra de akademiske fagforeninger:
Kommune | Forvaltning | Afdeling |
Høje-Taastrup | Alle | Alle |
Aarhus | Teknik og Miljø | Alle |
Thisted | Alle | Alle |
Holbæk | Alle | Alle |
Herlev | Alle | Alle |
København | Teknik og Miljø | Alle |
København | Økonomi | Alle |
Aabenraa | Alle | Alle |
Esbjerg | Alle | Alle |
Østjylland Beredskab | Alle | Alle |
Her kan du se, hvilke regioner der rammes af strejke fra de akademiske fagforeninger:
Region | Sted | Afdeling |
Midtjylland | Aarhus Unihospital | Alle |
Nordjylland | Aalborg Unihospital | Alle |
Sjælland | Regionshuset | Alle |
Syddanmark | Odense Unihospital | Alle |
Hovedstaden | Region H's Apotek | Alle |