Spring menu over
Dansk Magisterforening

Humanister: Google Wants You

Del artikel:

Drop dit it-job og tag en humanistisk ph.d. Sådan lød opfordringen fra to Google-chefer på en konference i USA for nylig. Alene i år forventer virksomheden at ansætte 4.-5000 af slagsen.

De bedste digitale udviklere er dem, der også er gode til at lytte, observere og forstå andre mennesker. Ingen er bedre klædt på til det end ph.d.stipendiater fra de humanistiske fag.

Med den begrundelse forventer tech-giganten Google at ansætte 4.-5.000 humanistiske ph.d.er alene i år.

Sådan fortalte Damon Horowitz på en konference på Stanford Universitet i sidste uge. Horowitz, der er direktør for Googles IT-ingeniørafdeling, har selv en ph.d. i filosofi.

Hans slags kommer der flere af, vurderer han.

Filosofi gjorde ham til bedre IT-udvikler
”For 10 år siden var jeg digital udvikler, tjente masser af penge og udviklede kunstig intelligens. Det, som er drømmen for mange. Indtil det gradvist gik op for mig, at langt det meste af det, jeg lavede, højst var klogt legetøj”,” fortalte Damon Horowitz, ifølge en artikel i Times Higher Education.

Den oplevelse sendte ham tilbage til universitetet, hvor han skrev sin ph.d.-afhandling i filosofi.

Sin humanistiske forskning blev samtidig en personligt intellektuel transformation for ham.
”Det gjorde mig også til ”en bedre it-udvikler”, forklarede Horowitz på Stanford.

Marissa Mayer, som er såkaldt vice-president for forbrugerprodukter i Google, var heller ikke i tvivl. De store tech-virksomheder er altid på udkig efter talent med vidt forskellig baggrund.

Humanisterne er særligt relevante, påpegede Marissa Mayer.

The Second Machine Age kræver humanistisk tænkning
”At forstå menneskers adfærd og derved udvikle den bedste og mest brugervenlige teknologi handler om meget mere end tekniske færdigheder”, fastslog Googles vice-president.

Også andre software virksomheder har fået øjnene op for, at humanisterne kan tilføre tech-industrien noget ekstra.

Allerede for to år siden skrev magasinet Forbes en artikel om, at både Facebook og Uber var begyndt at hyre filosoffer og historikere til deres produktudvikling.

Samme artikler omtaler bogen ”The Second Machine Age"  af MIT professor Erik Brynjolfsson. Brynjolfsson sammenligner den digitale tidsalder med 1920´ernes automobile revolution: Først skulle bilerne fremstilles, så kom sælgerne, instruktørerne, vejarbejderne osv.