Søstre står bag forskning i verdensklasse

Is fylder ikke kun på desserttallerkenerne, når Trine og Dorthe Dahl-Jensen mødes for at spise middag sammen en gang om ugen i København.

Andet ville også være sært, når iskerneboringer på den grønlandske indlandsis har fyldt hele forskerlivet hos den ene, og dataindsamlinger vedrørende jordrystelser i den ekstreme kulde er hverdag for den anden.

“Grønland gik i blodet på os begge, allerede mens vi læste geofysik og deltog i feltarbejde for første gang. For en nysgerrig tidligere pigespejder som mig var det en drøm at få lov at leve som en slags sigøjner på indlandsisen og arbejde et nyt sted hver sommer”, siger Dorthe Dahl-Jensen.

Søstrene deler en glæde ved nærheden til naturen og historien, supplerer Trine Dahl-Jensen.

“Lejren og det aktive udeliv er en leg. Formidling er også en opgave, jeg påtager mig med kæmpe fornøjelse. Jeg holder mange foredrag og synes, det er vigtigt at dele ud af vores viden fra feltarbejdet, ikke mindst fordi vi er gæster i Grønland år efter år”, supplerer hun.

Isen stammer fra før istiden
Det er 40 år siden, at de to søstre med kun et års mellemrum begyndte at læse geofysik på Niels Bohr Institutet i København.

I dag er de topforskere på hvert deres felt.

Dorthe Dahl-Jensen er professor i glaciologi og har været tilknyttet Niels Bohr Institutet i alle årene. Siden 2002 har hun ledet den såkaldte iskernegruppe, som består af 50 danske og internationale personer. Gruppen gennemfører specialiserede boringer på indlandsisen med det formål at hente gammel is op fra undergrunden. Analyserne af isen har gentagne gange leveret afgørende viden om klimaforandringer og deres hyppighed langt tilbage i historien.

“I 1981, da jeg kom med i iskernegruppen, borede vi en 2.025 meter dyb iskerne ved Dye3. Siden har vi boret flere iskerner helt ned til 3.000 meter. Vi kan se på prøverne, hvornår der fx er sket pludselige temperaturstigninger, og vi har is helt tilbage til mellemistiden, som lå før istiden”, forklarer Dorthe Dahl-Jensen.

Den seneste boring, som efter planen er færdig i 2019, sker i en såkaldt isstrøm.

“Der kan vi se, hvordan isen har flydt. Og vi kan konstatere, at der i historien har været eksempler på den type af ekstremt vejr over indlandsisen, som vi selv oplevede i 2012. Da regnede det over lejren midt i det allerkoldeste, og vi så endda en regnbue”, forklarer Dorthe Dahl-Jensen.

Seismografer måler 10-20 skælv
Trine Dahl-Jensen, der er et år yngre end storesøster, har vidst, at hun skulle gå naturvidenskabsvejen, lige siden hun som teenager i Hobro fik lov til at passe en seismograf, der var opstillet på fast grund i beskyttede og lettilgængelige omgivelser i en kalkmine tæt på hjemmet.

“Dengang satte vi papir på en tromle, og alle rystelser blev registreret af en pen, der tegnede 24 timer i døgnet. Det er de færreste, der ved, at vi i Danmark kan måle 10-20 skælv om året, og at vi som en del af verdenssamfundet skal indrapportere alt, hvad vi registrerer”, forklarer hun.

Oprindeligt troede Trine Dahl-Jensen, at hun skulle beskæftige sig med astrofysik.

“Men på kandidaten fik jeg et studenterjob i Grønland en sommer under den forrige leder af iskernegruppen, Willy Dalsgaard. Det var min opgave at indsamle iskernebidder og pakke dem i små gennemsigtige poser”, fortæller Trine Dahl-Jensen.

Den form for hands-on dataindsamling blev hun helt grebet af.

“Og det ville jeg jo aldrig kunne opnå på kosmologi. Så da jeg kom hjem, søgte jeg dispensation og skiftede hovedfag til den faste jords geofysik”, forklarer hun.

Hun tog en ph.d. i Uppsala, tilbragte et år som postdoc på Cambridge University – og i 1990 blev Trine Dahl-Jensen ansat i det, der dengang hed GGU, Grønlands Geologiske Undersøgelser. I dag hedder det GEUS:

“Da jeg blev seniorforsker i 2007, var der tre målestationer i Danmark og Grønland. I dag har jeg medansvar for at drive og indsamle data fra i alt 20 målestationer. Den seismiske tjeneste er vokset betydeligt”, fortæller hun.

Med far på job
Da de to søstre første gang satte fod på Niels Bohr Institutet, var de med deres far, som også var fysiker. Han arbejdede i syv år ved CERN, mens de var helt små, og siden i København i højenergigruppen på instituttet. Dengang som i dag var der fortvivlende få kvinder i fysikken, fem kvinder på hendes hold og fire på lillesøsters, påpeger Dorthe Dahl-Jensen. Det var heller ikke, fordi hun selv havde drømt om at følge i farens fodspor hele sin barndom:

“Men jeg var god til matematik og fysik, og en dag i min gymnasietid kom min far med et lektionskatalog fra Københavns Universitet. Jeg faldt over glaciologien, primært fordi feltarbejde var obligatorisk”, smiler isprofessoren.

At de to søstre havde været med far på job, betød, at de ikke blev skræmt væk af det stærkt mandsdominerede Niels Bohr Institutet. Den fordel har ikke alle kvindelige fysiktalenter, erkender Trine Dahl-Jensen.

“Jeg kan se, hvor forskelligt kvinder og mænd griber fysik- og matematikopgaver an. Kvinder kredser længe om opgaven, før de går i gang, mænd prøver sig frem. Jeg er overbevist om, at langt flere kvinder ville vælge naturvidenskaben, hvis man allerede i folkeskolen lavede kønsopdelt undervisning i de fag”, påpeger GEUS-forskeren.

For Dorthe Dahl-Jensen havde det stor betydning, at hun selv blev gift med en geofysiker, at de sammen kunne tage på feltarbejde i Grønland i måneder ad gangen, og at de også kunne deles om barselsorloven og pasningen af deres fire børn.

“Vil du være med på topniveau af international forskning, kræver det, at du har mindst ét langt forskningsophold i udlandet, og at du kan rejse i lange perioder. Det oplever flere kvinder end mænd som en hæmsko”, siger hun.

I iskernegruppen gør hun sig stor umage for at tilrettelægge arbejdet, så alle kan have et familieliv ved siden af.

“Jeg gør også en dyd ud af at fortælle især de kvindelige talenter, at det kan være dejligt fleksibelt at skrive en ph.d., mens man har små børn. Alligevel er de mere tilbageholdende med at søge”, fortæller Dorthe Dahl-Jensen.

Når solen kommer, vågner instrumenterne
Tre af glaciologiprofessorens fire børn har valgt at følge forældrene og uddanne sig inden for fysikken. Den yngste, der satser mere på kunsten, bliver temmelig fjern i blikket, når de to søstres samtale over middagsmaden – igen og igen – handler om Grønland.

“Min begejstring kan godt løbe af med mig. Selv efter så mange år er det fascinerende, hvor mange informationer der gemmer sig i et lille bitte stykke gennemsigtig is”, erklærer Dorthe Dahl-Jensen.

I vinterhalvåret taler søstrene en del om, hvornår solen får tilstrækkelig kraft oppe på isen.

“Det er dyrt at drive målestationer i Grønland. Hver gang Dorthe tager af sted, sender jeg instrumenter med, som hun kan sætte i sneen i de fjerneste egne. Der er ingen strøm på udstyret i de mørke måneder, men når solen kommer, så vågner det”, lyder det forventningsfuldt fra Trine Dahl-Jensen.

Vinterhalvåret i Danmark bruger Dorthe Dahl-Jensen på at opmåle iskerner, modellere og i det hele taget følge det videnskabelige skrivearbejde helt til dørs. Hendes forskergruppe har blandt andet påvist, hvordan temperaturerne sprang 25 gange i løbet af istiden, og at temperaturen blev 16 grader varmere på 50 år. En anden afgørende opdagelse er, at det for 120.000 år siden var fem grader varmere i Grønland end nu.

“Dengang smeltede så meget af indlandsisen, at det svarer til, at havvandet steg med to meter. Man ved dog fra andre kilder, at havstigningen var seks-ni meter, så der må også være smeltet meget is fra Arktis. Den viden fra boringerne har været afgørende for, at verdenssamfundet nu har sat en grænse for den globale opvarmning ved to grader. Som temperaturen udvikler sig i dag, hvor vi nærmer os en global tograders opvarmning, risikerer vi igen havstigninger på mellem seks og ni meter”, siger glaciologiprofessoren.