OK18: Forligsmanden indkalder til møde - demonstration foran Moderniseringsstyrelsen
© Scanpix
Forhandlingerne mellem de statslige arbejdstagere og arbejdsgivere brød sammen fredag, og søndag indbød forligsmanden Mette Christensen derfor til første møde i forligsinstitutionen torsdag den 1. marts. Mandag eftermiddag er der demonstration foran Moderniseringsstyrelsen.
OK18-forhandlingerne mellem repræsentanter for de 180.000 statsansatte og arbejdstagerne brød sammen fredag. Parterne kan ikke blive enige om, hvor store lønstigninger politibetjente, gymnasielærere, og ansatte i ministerierne skal have i de kommende tre år.
Forligsmanden Mette Christensen indbød søndag derfor forhandlerne til et møde den 1. marts i Forligsinstitutionen, hvor også forhandlere for kommunerne og regionerne er indbudt, for at bringe parterne nærmere hinanden. Det er dagen efter deadline på en aftale mellem parterne, som efter køreplanen skal foreligge senest den 28. februar. Derefter kan der varsles strejke og lockout.
Mødet i forligsinstitutionen på torsdag kan aflyses, hvis parterne skulle lande en aftale inden.
Forligsinstitutionens blev etableret i 1910, og dens rolle er at bistå ved interessekonflikter og hjælpe arbejdsmarkedets parter med at nå til enighed og afslutte overenskomster, så man undgår arbejdsretslige konflikter.
Begge parter: I mødekommer os ikke
De statsansattes løn har sammen med et krav om, at de statslige arbejdsgivere skal anerkende de ansattes ret til betalt frokostpause, været centrale for lønmodtagerne.
"Problemet er, at de ikke imødekommer os overhovedet på nogle af vores centrale krav", sagde chefforhandler for de offentlige ansatte Flemming Vinther fredag til TV2 efter forhandlingerne var blevet afbrudt.
Mens ét af de centrale krav, fra fagforeninger er, at de vil have en garanti for, at den betalte spisepause er fredet, så har Moderniseringsstyrelsen modsat lagt op til, at de enkelte arbejdsgivere skal have lov til at fjerne den.
Søndag skrev innovationsminister Sophie Løhde (V) på Twitter, at hun er parat til at forhandle alle krav - også løn"
"Men det kræver, at I møder op ved forhandlingsbordet. Jeg har inviteret til forhandlinger søndag, hvor I afviste at møde op. Og i dag har I fået en ny invitation til forhandlinger i morgen kl. 12. Ses vi?”
Lønnen er ikke god nok
Der er endnu ikke aftalt nye møder for de statslige forhandlinger, men til gengæld er der udsigt til, at der møder demonstrerende op foran Moderniseringsstyrelsen, som Sophie Løhde står i spidsen for.
Mandag demonstrerer offentlige ansatte foran Moderniseringsstyrelsen på Landgreven mellem klokken 17 og 18.
Utilfredse pædagoger, social- og sundhedspersonale og andre offentligt ansatte medbringer her en direkte besked til de offentlige arbejdsgivere: Kære Sophie Løhde: Vi vil have flere kroner – resultater nu!
Demonstrationen bakkes op af Københavns Lærerforening, 3F, Bygge-, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF), Dansk Sygeplejerråd, Landsforeningen af Socialpædagoger (LFS), FOA BUPL og Uddannelsesforbundet København.