RUC-institut havde fire ph.d.-studerende: Ingen af dem fik løn

Det var en årelang drøm, der gik i opfyldelse, da Tore Holst i 2011 fik tilbudt en plads som ph.d.-studerende på et RUC-institut. Han havde kæmpet hårdt for det, siden han blev færdig med sin kandidat i 2008 og efterfølgende startede som ekstern lektor i 2009. Der var dog lige en hage ved tilbuddet: Han ville ikke få et stipendium. Og det ville de tre andre, som instituttet også havde tilbudt en plads, heller ikke. De ville kun få løn for vejledning og undervisning.

Baggrunden var, at instituttet var blevet ramt af nye regler for, hvor mange ph.d.-studerende et institut skulle have. Derfor havde instituttet pludselig fået travlt med at hverve nye ph.d.-studerende, på trods af at der ikke var penge til stipendier.

“I udlandet får man næsten ikke noget for at skrive ph.d., så måske kan det også lade sig gøre for mig. Så kan jeg tjene mine penge som ekstern lektor ved siden af”, tænkte Tore Holst ifølge eget udsagn dengang.

Reddet af feltarbejde
Det var dog ikke alene undervisningstimerne, der blev hans redning. Instituttet havde afsat lidt penge til at rejse for, og dem gjorde Tore Holst brug af.

Hans ph.d. skulle handle om slumturisme, så han tog på feltarbejde i Indien et semester, hvor han kunne dedikere al sin tid til sin ph.d. ved at leve på en sten.

Rejsen viste sig også at være en stor fordel, da han kom hjem. Efter et år havde instituttet nemlig samlet penge til ét stipendiat, som de fire ph.d.-studerende måtte konkurrere om. Her havde Tore Holst som den eneste været i stand til at hive et helt semester ud af kalenderen dedikeret til sin ph.d., mens de andre havde været nødt til også at bruge tid på job ved siden af ph.d.en.

Tore Holst fik to år af stipendiet til at gøre sin ph.d. færdig, mens en anden fik ét år.

“De to, der ikke fik noget, hoppede begge fra; den ene med svære stresssymptomer, den anden med en resigneret kommentar om, at det ikke hang sammen med hans familieliv”, fortæller Tore Holst.

Næste kamp begynder
Tore Holst lykkedes dog med at gennemføre sin ph.d. i 2016 ved hjælp af stipendiet. Sidenhen har han været tilbage i samme type stillinger som før ph.d.en: Han har været ekstern lektor og undervisningsassistent.

“Hver gang et adjunktur er blevet slået op, er der mindst tre ansøgere, som alle er super velkvalificerede og har investeret hjerteblod i deres forskning”, fortæller han.

Tore Holst oplever, at folk typisk er nødt til at investere 5-10 år på alene at opnå deres ph.d. Derefter begynder kampen om adjunkturet, som også kræver, at man investerer tid og gratis arbejdskraft. For eksempel bliver man som undervisningsassistent eller ekstern lektor ikke betalt for at tage til internationale konferencer eller at skrive de forskningsartikler, der er afgørende for at få stilling som adjunkt. Det må man gøre for egen regning.

Bliver man i stedet ansat som postdoc, kan det være svært at få den undervisningserfaring, som også er afgørende for et adjunktur.

“Vi er på en måde fanget. Vi kan skifte metier, men den valuta, vi har investeret så meget i, den er ikke gangbar andre steder. For eksempel antallet af forskningsudgivelser: Ingen i den virkelige verden bekymrer sig om det. Den meget forskningsrettede ph.d.-uddannelse, som vi har brugt 5-10 år på, skal vi så også lige prøve at overbevise en arbejdsgiver om er brugbar”, siger Tore Holst.

RUC’s svar
Magisterbladet har været i kontakt med Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, RUC, der bekræfter, at fire personer var indskrevet som ph.d.-studerende uden løn på instituttet. RUC oplyser, at man ikke bruger ordningen med ulønnede ph.d.-studerende længere, og har ikke yderligere kommentarer.