Dansk Magisterforening

Copenhagen Business School i top 20 blandt erhvervs­universiteter

Af Anna Dalsgaard
Del artikel:

Copenhagen Business School er igen i år kommet i fint selskab med en række prominente universiteter og er landet på en 17. plads på en rangliste over verdens bedste erhvervsuniversiteter.

Hvis du er studerende eller forsker på Copenhagen Business School (CBS) har du grund til at være stolt. Den britiske institution Quacquarelli Symonds (QS) står bag en ny opgørelse, som placerer CBS på en 17. plads blandt verdens bedste erhvervsuniversiteter, skriver Berlingske

På førstepladsen inden for ”Business & Management Studies” ligger Harvard Business School i USA, mens det franske INSEAD-universitet indtager en andenplads. Herefter kommer blandet andre de britiske universiteter London Business School, University of Cambridge samt University of Oxford, og lige foran Copenhagen Business Schools 17. plads, ligger det australske universitet The University of Melbourne og The Hong Kong University of Science and Technology. 

“Vi er i et fremragende selskab, så vi er naturligvis meget stolte over at være i top 20 blandt de bedste internationale business-skoler. De andre universiteter, vi er i selskab med, er alle nogle, vi respekterer meget højt for deres forskning og undervisning”, siger Gregor Halff, der er uddannelsesdekan på Copenhagen Business School (CBS) til Berlingske.

CBS har tidligere haft en endnu bedre placering på verdensranglisten, og Gregor Halff mener, at den lidt ringere placering i år kan skyldes, at CBS som offentligt universitet også skal tjene det danske samfund i en bredere forstand. 

”Vi skal ikke bare sørge for, at der er fremragende forskning, vi har også forpligtigelse til at investere i at skabe fremragende muligheder for mange studerende i form af adgang til viden. Det er ikke nødvendigvis en opgave, som alle andre universiteter har”, siger han til Berlingske.

Listen bygger på oplysninger fra over 75.000 universitetsforskere, arbejdsgivere og studerende.