Du skal ikke være god til alt!
Ensomhed og stress er en udbredt følelse på universiteterne. “Der er en meget usund præstationskultur, der gør det nemt at føle sig utilstrækkelig”, siger psykolog fra Studenterrådgivningen.
Lea Allouche læser dansk på Københavns Universitet og er i gang med at lægge sidste hånd på sit speciale. Hun er en af de universitetsstuderende, der kender følelsen af stress og ensomhed på studiet.
Lea Allouche har deltaget i en rundspørge fra Dansk Magisterforening, der viser, at næsten halvdelen af de adspurgte ret ofte eller meget ofte er nervøse eller stressede, og at ensomhed er en udbredt følelse blandt de studerende.
Tidligt i studietiden valgte Lea Allouche det sociale på studiet fra, fordi hun syntes, at der manglede et fagligt fællesskab.
“Rustiden handlede nærmest ikke om det faglige. Det var svært at tale med andre om fx litteratur, og jeg havde ikke følelsen af, at vi udgjorde et særligt fagligt fællesskab. Så efter noget tid besluttede jeg mig for at satse på det faglige og i en vis grad vælge det sociale fra. Det gør, at jeg nok har været meget alene på studiet”, siger hun til Magisterbladet.
Den “faglige ensomhed” har fået hende til at føle sig som en fremmed.
“Oftest har jeg ikke betragtet universitetet som et rart eller hjemligt sted, som var mit, fordi jeg snarere forbandt det med stress og ensomhed. Følelsen af ikke at have haft et fagligt interessefællesskab har betydet, at jeg ikke har følt et særligt tilhørsforhold til mit studium og i det hele taget en faglig stolthed”, siger hun.
Ensomme isolerer sig
Lea Allouche er langtfra alene. Santos Paz Perez er psykolog og taler til daglig med mange studerende, der oplever både stress og ensomhed på studiet.
Santos Paz Perez sidder i Studenterrådgivningen, som bruges af studerende fra RUC såvel som fra Københavns Universitet og University College Sjælland. Her kan man bestille tid til at tale med psykologer og socialrådgivere og deltage i forskellige workshops om bl.a. stress og eksamensangst.
Santos Paz Perez oplever i sine samtaler med de studerende, at ensomhed stresser og gør det svært at søge hjælp.
“Når man er ensom, kan der være en tendens til at isolere sig og måske ikke søge den hjælp, man har behov for. Det siger sig selv, at hvis man ikke taler med andre om sine udfordringer, så tror man, at man er den eneste, der har et problem, men det er man ikke”, siger Perez.
Lea Allouche bor på P. Carl Petersens Kollegium i Charlottenlund, og netop denne boform er en af de ting, der har hjulpet hende, når hun har følt sig mest alene og stresset på studiet.
“I løbet af studietiden har jeg brugt mine venner uden for studiet meget, for eksempel mine medkollegianere. Især nu, hvor jeg skriver speciale, som til tider har været meget stressende, har jeg haft meget glæde af mine venner på kollegiet”, siger Lea Allouche.
Usund præstationskultur
Psykolog Santos Paz Perez oplever, at flere og flere studerende kæmper med en usund præstationskultur.
“De studerende tror, at de skal være gode i alle facetter af livet. De skal være gode til alting. De skal præstere på studiet, socialt og på studiejobbet. Mange studerende sammenligner sig med deres medstuderende og har en forestilling om, at de andre klarer sig bedre. Det er meget nemt at føle sig utilstrækkelig”, fortæller Perez.
Det nikker studenterpræst Ulla Pierri Enevoldsen genkendende til. Hun taler med studerende på Roskilde Universitet og mener, at meget af det høje stressniveau hænger sammen med tidens krav.
“Der er efter min mening desværre opstået et foruroligende præstations- og konkurrencesamfund, hvor de studerende er blevet en slags råstof. Universitetet opfattes i den forbindelse ikke længere primært som et lærings- og forskningsrum, men som et forstadium til arbejdslivet, og det påvirker mange af de studerende, jeg taler med”, siger hun.
Studenterpræsten mener, at denne generation har været tvunget til at tænke konkurrenceminded det meste af deres liv, og at det derfor er vigtigt at få aftabuiseret stress og behovet for hjælp.
“Vi er gået bort fra det fællesskabsorienterede, så det er vigtigt at aftabuisere og afdramatisere stress og ensomhed og være solidariske med hinanden. Det må ikke kun ses som et individuelt problem”, siger Ulla Pierri Enevoldsen.
Gruppesamtaler
Santos Paz Perez oplever også, at de studerende har høje forventninger til sig selv. Det er dog ikke i sig selv usundt, men problemet opstår, når de forventninger ikke bliver indfriet, og den enkelte studerende vender problemerne indad.
“De studerende skal indse, at der ikke er noget galt med dem. Der er en tendens til at bebrejde sig selv for alt, hvad der er galt, og det prøver vi at hjælpe dem med at komme væk fra. Vi skal have talt om og dermed normaliseret disse problemer”, siger han.
Det forsøger begge rådgivere at gøre ved at tilbyde gruppesamtaler og workshops om både stress og ensomhed. Ulla Pierri Enevoldsen ønsker dog, at man kunne tilbyde de studerende mere kontinuitet.
“Jeg tilbyder gruppesamtaler om blandt andet ensomhed og andre eksistentielle forhold. Men det er ikke alle, der kommer flere gange, så jeg synes i høj grad, der mangler kontinuitet i trygge rum, hvor man kan komme og gå”, siger hun.
Lea Allouche er snart færdig på studiet og har ikke nået at benytte sig af nogen af universitetets tilbud. I stedet har det virket stressdæmpende at bevæge sig.
“Jeg dyrker yoga, løber og går slackline, som jeg sætter meget pris på i dagligdagen. Det er dog ikke kun for at afhjælpe stress og ensomhed, men også fordi jeg synes, det er vigtigt at have interesser og fællesskaber uden for studiet”, siger hun.