Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ukendt magister står til at blive borgmester

© Scanpix

Af Farhiya Khalid
Del artikel:

Aktiv og arbejdsom, men uprøvet og ukendt. Ninna Hedeager Olsen står til at blive borgmester i København for Enhedslisten efter kommunalvalget.

Ninna Hedeager Olsen.

Et navn, man måske ikke har hørt så ofte, men det vil snart ændre sig.

Ninna Hedeager Olsens navn er allerede kendt på undervisningsgangene på professionshøjskolen Metropol. Her har hun arbejdet i syv år som lektor i arbejdsmarkedspolitik og har i seks år været tillidsrepræsentant på Institut for Ledelse og Forvaltning.

Hun har som tillidsrepræsentant netop været vant til at slå i bordet og tale op imod ledelsen på kollegaernes vegne, men nu skal hun pludselig selv til at være en del af ledelsen med ansvar for en stor forvaltning. For efter kommunalvalget den 21. november bliver Ninna Hedeager Olsen sandsynligvis borgmester i Københavns Kommune, da hun er spidskandidat for Enhedslisten.

Hendes kollega Morten Kabell, der er den nuværende teknik- og miljøborgmester, genopstiller nemlig ikke på grund af partiets rotationsregler.

I begyndelsen af februar vandt Ninna Hedeager Olsen urafstemningen i Enhedslisten over partikammerat og gruppeformand Rikke Lauritzen, som ellers blev støttet af profiler som Johanne Schmidt-Nielsen og Stine Brix fra partiets top på Christiansborg.

Rollen som kommende borgmester skal Ninna Hedeager Olsen vænne sig til, men hun tror, at hun kan trække på sin erfaring fra sin rolle som tillidsmand, fordi hvervet har givet “træning i kompromisets kunst”.

De sidste tre et halvt år har Ninna Hedeager Olsens siddet i beskæftigelsesudvalget i Borgerrepræsentationen for Enhedslisten. Hendes politiske såvel som faglige hjerte banker for beskæftigelsesområdet, og valget af både uddannelse og karriere flugter med hendes politiske passion.

Ninna Hedeager Olsen blev færdiguddannet på Roskilde Universitet i 2010 som kandidat i arbejdsmiljøplanlægning, hvilket hun underviste i på Metropol, indtil hun for nylig blev frikøbt til at føre valgkamp.

“Jeg har i min uddannelse og undervisning specialiseret mig i arbejdsmiljø og arbejdet meget med fagbevægelsen og sociale klausuler. Det har gavnet mig meget i kampen for et godt arbejdsmiljø i forhold til de kvalitetskriterier, som underleverandører, der arbejder for kommunen, skal leve op til”, fortæller Ninna Hedeager Olsen.

Hvor reelle politiske problemstillinger fra kommunalpolitik har været anvendt i hendes undervisning, beskriver hun lektorstillingen som et fagligt perspektiv, der har hjulpet hende væk fra den boble, Rådhuset kan være.

Og selv om arbejdet fylder meget, så fylder det ikke det hele. Den 36-årige nørrebrogenser giver sig også tid til at drikke fadøl med vennerne. Det være sig på den højtråbende tribune til en fodboldkamp med den københavnske arbejderboldklub Frem eller til en heavy-koncert under metalfestivalen Copenhell.

Kompromisløs
Ninna Hedeager Olsen bliver beskrevet som en aktiv og arbejdsom politiker af både politiske venner og modstandere, mens andre beskriver hende som en ny og uprøvet politiker, der udadtil ikke har gjort særlig meget væsen af sig.

I Borgerrepræsentationen har Ninna Hedeager Olsen gjort sig bemærket som en Ø-politiker, der er tro mod sit bagland. En loyalitet, som i sommer fik den afgående radikale beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev til at sige, at hun kunne være en “kollegial udfordring, når man skal prøve at enes om noget”.

Derfor bliver en borgmesterpost en stor opgave.

“Når man skal tale med alle, gennemføre politik og samtidig være tro mod baglandet, så kommer det til at kræve blod, sved og nogle gange også tårer. Og når man er ny, skal man lægge 25 procent oveni. Derfor er det godt, at hun er flittig. Det er vigtigt, at hun vil bibeholde den flid, som jeg har set hende lægge for dagen i udvalget”, sagde Anna Mee Allerslev til Information.

Selv mener Ninna Hedeager Olsen, at billedet af hende som en kompromisløs forhandler skal findes i den politiske konstellation, udvalget har siddet i.

“Jeg har siddet i opposition til en beskæftigelsesborgmester, som vi har været meget uenige med, så der har måske været en mere konfrontatorisk stemning i vores udvalg. Der er klart ting, jeg ikke er villig til at gå på kompromis med, såsom nedskæringsbudgetter”, siger Ninna Hedeager Olsen.