Spring menu over
Dansk Magisterforening

Magister vil udfordre Odenses røde herredømme

© Scanpix

Af Farhiya Khalid
Del artikel:

Jane Jegind stiller op som borgmesterkandidat i Odense Kommune, der længe har været en socialdemokratisk højborg. “Det er på høje tid med forandring”, siger hun.

“Øjeblik, jeg skal lige ind at købe ingredienser til nogle tryllestave”. 

Sådan lyder det med en klingende fynsk dialekt fra en travl Jane Jegind i telefonen. Hun er i gang med at planlægge sin del af Harry Potter-festivalen i Odense, hvor hun sammen med sin familie er frivillige i tryllestavsafdelingen.

Jane Jegind er ud over at være fan af den forældreløse magiker også Venstres spidskandidat til borgmesterposten i Odense. Umiddelbart ville nogen også mene, at der skal lidt magi til i Jane Jeginds kommende mission. Odense Kommune har nemlig siden 1937, bortset fra en fireårig periode med den konservative borgmester Jan Boye, været domineret af Socialdemokratiet. Men det holder hende ikke tilbage.

Jane Jegind vil gøre op med det røde overherredømme i kommunen, for det er “på høje tid med en forandring”, siger hun. Det var da også tæt på ved kommunalvalget i 2013. Her var Venstre kun ca. 1.600 stemmer fra, at Jane Jegind kunne tage borgmesterkæden på.

Erfaren politiker
Jane Jegind fortæller, at hun ikke kommer fra et særligt politisk hjem, men at hun allerede i folkeskolen i vestfynske Aarup sad i elevrådet, fordi hun ikke syntes, at eleverne lærte nok. En dag bestilte hun samtlige partiprogrammer til nærlæsning.

“Da jeg nåede til Venstre, kunne jeg straks mærke, at det var her, jeg hørte hjemme”, siger Jane Jegind. Hun fortæller, at hun blev tiltrukket af, at “de, der havde evnerne, også havde pligten”, men at man også gav dem, der kunne, “lov til at køre derudad med 180 kilometer i timen”.

Jane Jegind blev valgt ind i byrådet som 23-årig universitetsstuderende i 1998, og siden 2006 har hun været rådmand for tre forvaltninger – nu by- og kulturforvaltningen.

Med over tyve år på rådhuset beskrives Jane Jegind som erfaren og vidende af både politiske “venner” og “fjender”. Hun er vellidt blandt sine kolleger, og en politisk modstander som Enhedslistens rådmand beskriver endda Jane Jegind som den, “han har det bedst med” på rådhuset.

Borgmesterkandidaten er cand.negot. i tysk fra Syddansk Universitet, en uddannelse i international forhandling, som man kombinerer med et fremmedsprog – i hendes tilfælde tysk. Hun fortæller, at hun har fået flere væsentlige indsigter fra uddannelsen.

“På negot.-uddannelsen fik vi en overordnet forståelse for jura, økonomi, regnskab, sprog og interkulturel kommunikation. Kulturforståelsen har jeg brugt meget i mit politiske liv, for mennesker fra samme land og med samme sprog kan have så forskellige udgangspunkter og verdenssyn, at de ikke forstår hinanden, og med de milliardbudgetter, vi jonglerer med, har jeg virkelig haft gavn af et solidt økonomisk grundlag”, siger Jane Jegind.

Lavere skat
Skattespørgsmålet er et af Jane Jeginds mærkesager i valgkampen mod den siddende socialdemokratiske borgmester, Peter Rahbæk Juel. Hun vil blandt andet gøre op med skattestigninger og blokpolitik.

“For anden gang i streg har rød blok forhøjet skatten. Vi kan sagtens gøre det bedre og billigere, uden at vi er nødt til at gå i skatteborgerens lommer”, siger Jane Jegind.

I stedet foreslår hun, at man skal se på “den pulje på seks millioner om året, direktører og chefer har til ting, de synes er vigtige. Eller transformations- og strategiafdelingen i borgmesterforvaltningen, som sagtens kunne være mindre”.

“Byrådet har det sidste års tid kørt 15/14-afstemninger. Rød blok har stemt ting igennem med sit eget flertal, så halvdelen af byens borgere altså ikke bliver hørt”, siger Jane Jegind.

“Vi skal tilbage til et bredt samarbejde”, siger hun.