Ugens profil: Jo, jeg tror på fremskridtet

Den kreative klasse – ca. 10 pct. af befolkningen med fortrinsvis lange uddannelser – har de seneste 10-20 år - været i fuld gang med at ødelægge den klassiske danske samfundsmodel, der bygger på blandt andet høj tillid til de offentlige institutioner, en bred satsning på uddannelse og klassisk produktionsvirksomhed.  

Sådan lyder den kontante udmelding fra socialdemokraten Kaare Dybvad Bek, der de seneste dage har fået massiv medieomtale i anledning af udgivelsen hans debatbog ”De lærdes tyranni”.

Netop og særligt i uddannelsessystemet, i de offentlige institutioner og i erhvervspolitikken har den kreative klasse indført skadelige og virkelighedsfjerne reformer, mener Dybvad Bek

I uddannelsessystemet har den kreative klasse gennemtrumfet et urealistisk sats på lange uddannelser, mens korte uddannelser og folkeskolen lider nød. På det erhvervspolitiske område har den kreative klasse gennemtrumfet ideen om et vidensamfund uden vareproduktion. Og når det gælder de offentlige institutioner, har den kreative klasse gennemført en hidtil uset centralisering, der ingen folkelig forankring har.   

Ville det have været bedre, hvis Kaare Dybvad Bek var blevet automekaniker ligesom sin far i stedet for cand.scient. i geografi?

”Nej, for jeg har altid interesseret mig for landkort og geografi. Det har altid været noget, jeg gerne ville arbejde med. Måske havde det været ligeså godt, hvis jeg var blevet landmåler, men det var så tilfældigvis den vej, det gik for mig”.

Hvem er egentlig den kreative klasse?

”I bogen Den kreative danske klasse defineres det som to pct. af befolkningen, der arbejder med meget kreative ting. Fx journalistik eller design. Yderligere otte pct. er folk, der syntetiserer eller bruger deres arbejdsdag på at sætte forskellige ting sammen på et abstrakt plan. Det er i virkeligheden det, jeg har taget udgangspunkt i. Men ikke så meget for at sige ”hvem”, men mere ”hvad”. Altså hvad er det for en forestilling, det bygger på. For ligesom mange af Dansk Magisterforenings medlemmer ikke abonnerer på de her tanker, så tror jeg ikke, det er vigtigt at lave en sociologisk segmentering. Det vigtigste er at diskutere, hvad det er for nogle ideer, den her politik bygger på”.

Den kreative klasse har overtaget magten?

”Ja, hvis du tager perioden 2001-2010 domminerede det næsten alle grene af samfundslivet. Nogle steder går det længere tilbage, fx i undervisningsministeriet, hvor man i 1990’erne talte om symbolanalytikere, der byggede på Robert Reich teori, og som jeg syntes var mere pragmatisk, men som havde nogle af de samme elementer, som blandt andet førte til Reform 2000, en reform af erhvervsuddannelserne, som var meget abstrakt, hvor man forestillede sig, at den enkelte 16-årige unge skulle sidde og designe sin egen uddannelse. Det var en katastrofe, det er alle enige om i dag. I nullerne kom en lang række andre reformer, blandt andet gymnasiereformen, hvor man har mindre fokus på det enkelte fag og mere på tværfaglige og innovationsorienterede kompetencer. Man kan også nævne Globaliseringsaftalen fra 2006, hvor det vigtigste for Danmark er, at så mange som muligt får en lang videregående uddannelse, og at vi markedsfører os i verden som en kreativ nation. Men i aftalens 94 sider står der ikke noget om industriproduktion, landbrug eller de sektorer, som i virkeligheden har båret Danmarks vækst 150 år tilbage i tiden”.                  

S-R-SF-havde som mål, at 95 pct. skulle have en ungdomsuddannelse, 60 pct. en ungdomsuddannelse, 25 pct. en lang videregående uddannelse, flere en erhvervsuddannelse, ligesom flere ufaglærte skulle have en kompetencegivende uddannelse. Er du uenig i den målsætning?

”Ja, jeg mener ikke 60 pct. skal have en videregående uddannelse. Men ambitionen om de 95 pct. er helt afgørende. Det er blevet udlagt som om, at jeg synes, at folk skal være ufaglærte, men jeg skriver faktisk det modsatte i min bog. Målsætningen om at 25 pct. får en lang videregående uddannelse, synes jeg sådan set også er fin. Men de seneste tal viser, at 33 pct. starter på en kandidatuddannelse, og hvis du skærer en fjerdedel fra, lander du på 25 pct. I min verden burde man bruge flere kræfter på ordentlig undervisning frem for at flere starter på universitetet”.

Med andre ord er dimensioneringen ikke nok?

”Dimensioneringen skærer en lille smule fra, men som jeg ser det, rammer dimensioneringen især humanisterne. Den eksplosive stigning har i virkeligheden været på det samfundsvidenskabelige område, der er steget med 161 pct. på ti år. Det centrale er dog, at optaget stadig stiger. 26.500 blev færdige på universitetet i 2016. Jeg har endnu ikke selv blandt de mest uddannelsesbegejstrede mødt nogen, der tror, at de godt kan optages på arbejdsmarkedet. Jeg tror mange af dem får svært ved at få et job, og det synes jeg sgu er synd”.

Hvad skal Danmark leve af på sigt?

”Vi skal leve af det, vi i virkeligheden lever af nu. En blanding, hvor produktion af varer fylder to tredjedele. Og i produktionen af varer indgår selvfølgelig alle uddannelsesgrupper, måske med undtagelse af ufaglærte.  Både folk med korte uddannelser, men også økonomer, ingeniører og folk med mere humanistiske kompetencer. Jeg tror ikke på det abstrakte vidensamfund, men jeg er selvfølgelig med på, at viden - som koncept eller som en del af en udviklingsproces - er helt afgørende. Jeg kunne aldrig finde på at sige andet. Men du kan ikke gå ned i supermarkedet og købe en liter viden, og det er også den erkendelse, vi nogenlunde er kommet til i Danmark, men som vi ikke har indrettet vores politik efter. Du kan ikke bare sidde i Danmark og opfinde design og lave det helt uafhængigt af dem, der skal stå og lave tingene”.

Du er ude efter den politiske og administrative centralisering, som Danmark har gennemgået de sidste mange år. Hvad vil du gøre?

”Først og fremmest skal man decentralisere institutionerne, altså være bedre til at lade tingene foregå lokalt. Men også i sidste ende decentralisere i forhold til den enkelte ansatte. Hvis du er underviser på professionshøjskolen Metropol, vil det altid være bedre, at du selv har de kompetencer, der skal til for at træffe en beslutning, end at du skal op og ned i systemer, skrive frem og tilbage og vente på at få noget retur. Der vil selvfølgelig være nogle skæverter engang imellem, men det er jo en del af øvelsen i forhold til at få større tillid til de offentligt ansatte. På Bornholm har man samlet flere folkeskoler under én skoleinspektør, og det er man nu ved at vende rundt.  Og måske var det bedre, at Frederiksberg Seminarium fik lov til at være Frederiksberg Seminarium med sin egen rektor. Måske kan det være med til at skabe en stolthed omkring faget. I mange år var der en pædagoguddannelse i Aarhus, der hed Peter Sabroe Seminariet, opkaldt efter en af de største forkæmpere for børns rettigheder. Nu hedder det Campus C under VIA University College. Der er sket et brud, hvor alt skal være abstrakt og stordrift og uden sjæl, hvor man ikke ved, om man er i Stockholm eller et andet sted. Jeg er ikke sikker på, at det er særlig sundt”.

Så du er i virkeligheden kulturkonservativ?

”Nej, jeg tror på fremskridt, automatisering og internationalisering. Jeg tror på, at vi alle sammen får mere ud af globaliseringen. Jeg har bare bemærket, at der er en tendens til, at man opgiver det, man har, som er godt, for i stedet for at gøre noget, man tror, er bedre, fordi man gør det andre steder. Vi har det mest tillidsfulde samfund i verden, det mindst korrupte, folk er lykkelige og vi har stor lighed. Der er nogle ting, der fungerer, og så der er ikke grund til hele tiden at smide det overbord”.