Humanist i scient.-land

Jeg spotter ham på afstand med det halvlange hår, tophue og søgende blik op og ned fra telefonen: 22-årige Silas Marker, der er filosofistuderende på tredje år.

Vi er på Nørre Campus, som huser mange af de natur- og biovidenskabelige studier på Københavns Universitet. Blandt andet molekylær biomedicin, som 21-årige Camilla Mai Rasmussen studerer på andet år. Hende skal Silas Marker møde i dag. Han har sagt ja til at være med i dette “fordomsbesøg”, da de fleste i hans omgangskreds læser enten noget humanistisk eller samfundsvidenskabeligt, fortæller han:

“Så det er en mulighed for at lære noget om et studium, der ligger meget langt fra mit eget”.

“Vi skal til forelæsning i enzymkinetik”, siger Camilla Mai Rasmussen med et bredt smil, da vi mødes, mens hun kigger nysgerrigt på Silas Marker igennem sine sorte firkantede briller.

Begejstret over facit
Auditoriet er af den old school slags med stejle stolerækker i træ, der skråner ned mod to store grønne tavler.

“Substratet binder til specificetslommen. Der dannes hydrogenbindinger mellem substratets C=O og NH fra G193. Det resulterer i polarisering af substratets reaktive C=O”, nærmest reciterer forelæseren fra PowerPoint-sliden.

Silas Marker blinker koncentreret ned mod forelæseren, men udbryder i pausen med et skævt smil og armene over kors: “Jeg kan godt se, at jeg skulle have læst lidt mere op hjemmefra”.

Silas Marker har dog lavet sit hjemmearbejde, når det kommer til spørgsmål til Camilla Mai Rasmussen. Spørgsmål, som jeg har bedt ham om at forberede, og som kan give ham svar på de fordomme, han har om en ægte naturvidenskaber.

“Er det rigtigt, at I scient.er oplever en inderlig begejstring ved at have et facit, som I kan sætte to streger under? Hvor I gerne vil have, at de fleste ting i livet egentlig er sådan”, spørger han den scient.-studerende og kigger direkte på hende.

Camilla Mai Rasmussen smiler og nikker ivrigt.

“Ja. Jeg vil gerne vide, hvordan ting fungerer og tanker virker. Hvordan vi er gået fra bakterier til det her, og hvordan vi kan tænke, føle og perspektivere, når andre dyr ikke kan. Jeg har behov for, at der er evidens og forklaring. For hvordan fungerer det egentlig?” spørger hun retorisk.

Silas Marker nikker, men kan ikke holde sig fra at indskyde en pointe om, at forklaringer findes i mange afskygninger.

“Fx hvis man tager eksemplet med en fyr, der smadrer et vindue med en sten. Så kan der være den naturvidenskabelige stringente forklaring med, at stenen havde en vis hastighed og derfor ramte vinduet. Et andet svar kunne være, at det havde noget med hans barndom eller dårlige opdragelse at gøre, og det kan jo alt sammen være rigtigt”, siger han.

Camilla Mai Rasmussen nikker samstemmende. 

Hvordan ville du have det med at ­sætte spørgsmålstegn ved så meget, som man gør på filosofistudiet, Camilla? 
Hun svarer uden at tøve:

“På mit fag ville det slet ikke fungere. For man kan ikke sige, at alle, der siger noget forskelligt, har ret. For så når man til et punkt, hvor man slet ikke ved noget, og så er vi ikke nået videre, og der ville gå kaos i det. Vi mener jo, at vi er tæt på objektive”.

Silas Marker kigger lidt ud ad vinduet og pointerer så, at man i hendes fag “jo også har et objekt, man undersøger, hvor man kan bruge et helt liv på et protein”.

Han forklarer, at man på filosofi specialiserer sig i retninger. Fx bevidsthedsfilosofi, politisk filosofi, etik eller æstetik og kulturteori.

“Det tror jeg, at jeg ved, hvad er. Er æstetik ikke, om ting er pæne? Når jeg tænker æstetik, tænker jeg på design”, siger hun og fniser lidt ad sig selv.

Silas Marker smiler sit skæve smil og forklarer, at folk uddannet inden for design trækker på meget “filosofisk-æstetisk tankegods” om, hvad det smukke er, hvordan vi bliver påvirket af det, og hvorfor vi synes, det samme er smukt. Han nævner også “den moderne diskussion med, hvordan reklamer påvirker os, og hvilken funktion de spiller”.

“Det er jo også lidt et biologisk spørgsmål”, siger Camilla Mai Rasmussen med en let ironisk klang.

Silas Marker vender hendes pointe på hovedet, da han svarer: 

“Ja, det kan det være. Men det er igen tilbage til, hvad man spørger til og gerne vil bevise”.

Proteiner er vigtigere end politik
Humanisten har flere fordomme på hjerte, han gerne vil have svar på. Denne gang er det om scient.ens forhold til politik.

“Passer det, at I ikke går op i politik?” spørger han.

Camilla Mai Rasmussen griner igen, så hendes lange, brune krøller hopper. Denne fordom kommer vist ikke bag på hende.

“Jeg gør ikke, så det passer på mig. Men i min lille studiegruppeklike er der nogle, som går rigtig meget op i politik. Og det er virkelig irriterende, for op til et valg kan man bare ikke snakke om andet. Og jeg forstår det ikke og har slet ikke forstand på det, for jeg har min egen lille niche. Jeg synes egentlig, at vi har et rigtig godt liv, så hvorfor skal jeg bestemme, hvordan samfundet fungerer bedst, når alle andre går mere op i det?” siger hun og lægger hovedet en smule på skrå.

Hvad tænker du om det, Silas? Hvilket forhold har du til politik?
Silas Marker hæver øjenbrynene og svarer prompte:

“Jeg synes jo, at politik er vigtigt. Men jeg forstår godt, hvis andre ikke synes det. Især hvis man går mere op i sin uddannelse. Og jeg synes også, at politik er rykket et sted langt væk fra almindelige mennesker, så det er forståeligt, hvis folk føler sig fremmedgjort over for det”.

Og han svarer også forsonende på spørgsmålet om, hvordan han oplevede forelæsningen.

“Til mine egne forelæsninger har jeg oplevelsen af, at jeg forstår ordene, men ikke altid meningen. I dag forstod jeg ikke ordene, men jeg har på fornemmelsen, at hvis jeg gjorde, så ville det give god mening og være relativt simpelt. Ikke fordi det ikke er komplekst. Men det er på en anden måde”, siger Silas Marker.

Og de to har også fundet et fælles fodfæste. For Camilla Mai Rasmussen har lige haft et fag i videnskabsteori, hvor de har haft om både utilitarisme og Immanuel Kant, som hun ivrigt fortæller om, mens humanisten kvitterer med genkendende nik.

Camilla Mai Rasmussen forklarer, hvordan faget især klæder dem på til de mange etiske overvejelser, der følger med hendes fag.

“Men vi havde lidt en forventning om, at det, der var moralsk rigtigt, også var det juridisk rigtige. Men sådan er det jo slet ikke”, siger hun og slår sit grin op igen.

Da jeg efter besøget spørger Silas Marker, om der er noget, han som humanist kan lære af scient.ers faglighed og måde at tænke på, grubler han i lidt tid, inden han svarer:

“Natur- og humanvidenskaberne kan jo noget forskelligt. På Camillas studium er de gode til at komme frem til beviser om virkeligheden, på mit studium er vi gode til at sætte spørgsmålstegn ved det, vi beskæftiger os med”.   

I næste nummer af Magisterbladet er scient.en inviteret på besøg i humanistland.