Spring menu over
Dansk Magisterforening

På CBS har de færreste undervisere ret til at forske

© Bjarke MacCarthy/CBS

Del artikel:

Undervisere uden ret til forskning står nu for størstedelen af undervisningen på CBS. Det går i alvorlig grad ud over kvaliteten af uddannelserne, siger studenterformand.

Kontakt med undervisere med praktiske erfaringer fra erhvervslivet har altid været vigtigt for uddannelserne på Copenhagen Business School (CBS), men udviklingen er kørt af sporet. Det mener formanden for de studerende på CBS, Thomas Skinnerup Philipsen, på baggrund af tal, som CBS har indleveret til interesseorganisationen Danske Universiteter.

Ifølge tallene er brugen af løstansatte undervisere, der ikke har nogen ret til at bruge tid på at forske, vokset markant siden 2015, og de løstansatte varetager nu størstedelen af undervisningsbyrden.



“Det er et rigtig stort problem for kvaliteten i undervisningen. Studerende på CBS kan bruge rigtig mange timer på studiet uden at møde en aktiv forsker”, siger Thomas Skinnerup Philipsen, der selv har oplevet konsekvenserne på sit eget studie, Economics and Business Administration.

“I løbet af mit bachelorforløb har eksterne lektorer og undervisningsassistenter måske stået for 80 pct. af den undervisning og vejledning, jeg i alt har fået. Og i den resterende del har halvdelen være ph.d.-studerende”, siger Thomas Skinnerup Philipsen.

Han peger på, at en væsentlig del af formålet med universitetsuddannelserne er, at de studerende sikres kontakt med relevante forskere og forskningsmiljøer.

“Men på CBS er vi kommet længere og længere væk fra forskningen, og i den uformelle kontakt med forskerne har vi vanskeligt ved overhovedet at komme i kontakt med dem”, siger han.

Ifølge CBS-rektor Per Holten-Andersen skyldes udviklingen, at universitetets forskningsbevilling er “langt ringere” end de øvrige universiteters.

I en mail til Magisterbladet vil han dog ikke medgive, at udviklingen de seneste år er gået ud over kvaliteten af uddannelserne.

“De eksterne lektorer er en vigtig del af vores undervisning, som sikrer kontakt til erhvervslivet, men det er afgørende, at universitetsstuderende jævnligt møder og har kontakt med aktive forskere, og der er en smertegrænse”, skriver han.

Selvom uddannelsesminister Søren Pinds reform af bevillingssystemet for de videregående uddannelse har til hensigt at højne kvaliteten af uddannelserne, vil den dog ifølge Per Holten-Andersen ikke vende udviklingen på CBS.

“Der er desværre intet, der tyder på det. Taxameterreformen har kun betydning for, hvordan uddannelsesbevillingen fordeles. Den påvirker ikke direkte, hvor mange forskere der kan ansættes. Forskningsdækningen kan kun ændres ved ændrede forskningsbevillinger, så taxameterreformen betyder ikke noget for dette”, skriver Per Holten-Andersen.