Nu kan du få DIIS i ørerne
Tænketanken DIIS har netop lanceret sin egen podcast-tjeneste. Den skal få forskningen ud til en bredere målgruppe, men også give plads til nørderiet
Et supplement til de gamle medier, uden det samme krav om aktualitet, med plads til at nørde og gå i dybden med sine emner.
Sådan lyder tankerne bag den podcast-tjeneste, som tænketanken DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, netop har lanceret. Tjenesten skal levere forskningsformidling af høj klasse til stranden eller togturen om international politik og lignende.
Redaktionen bekendt er det første gang herhjemme, at en forskningsinstitution eksperimenterer med at nå bredt ud på andre måder end gennem tidsskrifter, seminarer og optrædender i andre medier.
Troels Jensen, der er kommunikationskonsulent i DIIS, afviser, at man er ude på at konkurrere med andre medier.
”Podcast-mediet når i dag ud til en meget bred skare af lyttere, som gerne hænger på en halv time med et – nogle gange temmelig komplekst – emne. Det er ideelt for DIIS at udforske. Vi producerer rigtig meget forskning og har nogle meget dygtige formidlere på DIIS. Vi vil også gerne nå en bredere målgruppe, end vi gør i dag. Ikke alle bor i København og har mulighed for at deltage i vores seminarer, og det er bl.a. dem, vi håber, vil lytte til vores podcasts”, forklarer Troels Jensen.
Somalia og russisk hybridkrig
Allerede nu ligger der tre episoder klar til download: En analyse fra forsker Peter Albrecht om den politiske situation i Somalia op til landets parlamentsvalg i august, et interview med den somaliske vicepremierminister samt en podcast, hvor i Ruslandsekspert Flemming Splidsboel fortæller om den russiske hybridkrig, kombinationen af militær og ikke-militær konflikt mod vesten, som Vladimir Putin puster til.
”Vi fornemmer, at der er et stort behov for at kunne hente en type af udsendelser, som går i dybden og som giver god plads til et emne. Oftest, når DIIS-forskerne bliver inviteret i medierne, får de kun ganske kort tid, og det er altid på en aktuel baggrund. Vores podcasts kan give noget ekstra”, forklarer Troels Jensen.
Den umiddelbare interesse for de tre første episoderne tyder på, at DIIS har fat i noget. På kun få dage er de tre episoder blevet afspillet mere end 1000 gange.
Kommunikationskonsulent Troels Jensen kan endnu ikke sige, hvor ofte der vil komme nyt på DIIS´ podcast-tjeneste eller præcis hvilken form det får.
”Vi prøver os frem og må se, om vi kan fange en interesse derude. Vi vil ikke i starten udkomme på bestemte tidspunkter eller i et fast format. Måske vil vi udvide sortimentet og begynde at podcaste fra vores seminarer. Men lige nu tager vi bare de første spæde skridt”, siger han.