Dansk Magisterforening

Esben Lunde holder øje med det regionale uddannelses­udbud

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

Professionshøjskolerne har over en bred kam advaret om, at de bebudede besparelser på uddannelsesområdet vil gå ud over det regionale uddannelsesudbud. Ministeren vil dog ikke lade professionshøjskolerne centralisere uddannelserne.

De regionale professionshøjskoler skal ikke regne med at få lov til at udmønte de bebudede besparelser på uddannelsesområdet ved at centralisere uddannelsesudbuddet, så mindre steder lukkes.

Uddannelses- og forskningsministeren, Esben Lunde Larsen (V), vil nemlig ikke tillade, at der sker det skred, som uddannelsesinstitutionerne selv tidligere har advaret mod, understreger han.

”Jeg har godt set, at uddannelserne straks har trukket kortet om, at det er dyrere at være til stede regionalt. Det må man finde ud af at løse inden for rammen, for vi ønsker en regional tilstedeværelse”, siger han til akademikerbladet.dk.

Professionshøjskolerne: Centralisering kan ikke undgås
Men Harald Mikkelsen, formand for Danske Professionshøjskoler og rektor på VIA University College, er dog ikke i tvivl om, at det vil få konsekvenser for det regionale uddannelsesudbud, hvis professionshøjskolerne skal gennemføre den besparelse, der lægges op til.

Det er ganske enkelt svært at se andre udveje, påpeger han.

”Vores opgave er at skabe så høj uddannelseskvalitet inden for den økonomiske ramme som muligt, og det mål vil vi forfølge benhårdt. Derfor anser jeg det for at være sandsynligt, at vi med regeringens forslag om en indskrænket ramme vil blive tvunget til at gennemføre en regional koncentration af uddannelsesudbuddene”, siger han til akademikerbladet.dk.

Esben Lunde: Jeg holder øje med udbuddet
Det er dog en stålsat minister, som forventer, at professionshøjskolerne ligesom resten af uddannelsesområdet leverer den kvalitet, de er forpligtet, inden for de rammer, der udstikkes.

Derfor er der næppe tvivl om, at eventuelle forskydninger ude på de enkelte professionshøjskoler næppe vil gå ubemærket hen i ministeriet.

”Jeg kommer til at følge meget nøje, hvordan institutioner påtænker at være tilstede regionalt, også efter den her omprioritering”, siger Esben Lunde Larsen.