Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ja og ja i to urafstemninger

Af Jakob Elkjær
Del artikel:

Overenskomstresultaterne på det offentlige område og Dansk Magisterforenings nye vedtægt har netop været urafstemning hos medlemmerne. Begge afstemninger endte med et ja.

Dansk Magisterforenings medlemmer har godkendt de nye tre-årige overenskomster med de offentlige arbejdsgivere. Overenskomstresultaterne har været til urafstemning hos medlemmerne, og 77,4 procent stemte ja, 12,3 procent stemte nej, mens 10,2 procent stemte blankt.

”Vi blev mødt af en meget smal økonomisk ramme fra arbejdsgiverne, men det lykkedes os alligevel at forhandle lønstigninger hjem, der som minimum sikrer reallønnen og også mere til, hvis de forventede prisstigninger de kommende tre år holder sig i det leje, vi forventer”, siger formand for DM, Ingrid Stage.

Stemmeprocenten blev på 18,3 procent. De nye overenskomster træder i kraft pr. 1. april 2015, hvis altså Akademikerne samlet set stemmer ja.

Den anden urafstemning handlede om en ny vedtægt, og også her blev det et ja. 65,5 procent af medlemmerne stemte ja til den nye vedtægt, mens 17,7 procent stemte nej og 16,8 procent af stemmerne var blanke. Ingrid Stage er glad for, at medlemmerne har sagt ja.

”Jeg er glad for, at resultatet blev så klart, for det giver DM et klart mandat til at arbejde videre med implementering af vedtægten til gavn for medlemmerne”, siger hun.

Stemmeprocenten for urafstemningen om vedtægten blev 17,6.