Rutinemæssig straf for at bruge ytringsfrihed
Selv om du ifølge grundloven har ytringsfrihed, så er risikoen for repressalier overhængende, hvis du siger noget kritisk om din arbejdsplads som offentligt ansat. Advokater appellerer til politisk handling.
Offentligt ansatte har vid ytringsfrihed til at berette om kritisable forhold på deres arbejdsplads. Det fastslår bl.a. grundloven og forvaltningsloven, og det bliver bekræftet af regeringens Udvalg for offentligt ansattes ytringsfrihed.
Men Magisterbladets gennemgang af udvalgets længe ventede rapport afslører dog, at offentligt ansatte i udpræget grad benytter straffeaktioner, når ansatte benytter ytringsfriheden i praksis.
Udvalget har som led i arbejdet med den 486 sider lange rapport indsamlet oplysninger om 50 konkrete sager om offentligt ansattes ytringsfrihed fra de seneste syv år. Magisterbladets gennemgang af de 50 sager viser, at arbejdsgiverne i 38 tilfælde har forsøgt at stække den ansattes ytringsfrihed i form af ansættelsesretlige skridt som irettesættelser, advarsler, pålæg om tavshed eller sågar afskedigelser.
Typisk er de tjenstlige skridt klart i strid med lovgivningen og må trækkes tilbage efter en fagforenings mellemkomst.
Advokaterne Bjørn Elmquist og Tyge Trier har begge haft sager, hvor det har fået alvorlige karrieremæssige konsekvenser for deres klienter at stå frem med kritik af deres arbejdsplads.
“Hvis man tror, at man som offentligt ansat roligt kan blive whistleblower, tager man grueligt fejl. Skrækeksemplet er Frank Grevil, som jeg selv forsvarede i landsretten, men der er også nyere eksempler som fx efterretningsofficer Anders Kærgaard og Hans Bøgesvang Riis. Selvom man efterfølgende gav Bøgesvang Riis ret, havde han meget svært ved at finde nyt arbejde. Det viser jo, at vi har et problem”, siger Bjørn Elmquist.
Det samme mener Tyge Trier.
“Vi antager, at offentligt ansatte har en ganske vidtstrakt ytringsfrihed, hvor man kan bidrage med sin faglighed i den offentlige debat. Men med 20 års erfaring på området må jeg sige, at der er nogle reelle begrænsninger. Efter min opfattelse er der brug for at skabe større klarhed og også en bedre beskyttelse”.
Uklare anbefalinger
Men regeringsudvalgets rapport kommer ikke med klare løsningsforslag. Udvalget advarer mod at indføre en central whistleblowerordning ligesom udvalget også afviser ideen om at samle de nuværende regler om ytringsfrihed i en selvstændig lov.
Det kan der ellers være god grund til, mener Bjørn Elmquist.
”Det er en meget kompleks sag at afklare retstilstanden, hvilket udvalgets meget omfattende udredning selv illustrerer. Og det understreger i sig selv behovet for klarhed. Den potentielle whistleblower sidder som en lus mellem to negle, fordi de offentlige myndigheder har meget svært ved selv at foretage disse afvejninger. Det kan man ikke forvente, at den enkelte selv kan og det sætter en tyk streg under behovet for at man skærer igennem og laver en klar lovgivning”, siger han.
Heller ikke Tyge Trier er imponeret over udvalgets konklusioner.
”Umiddelbart tænker jeg, at det er lidt uambitiøst, at man ikke kan blive enig om en reel styrkelse på det her felt”.
Derfor opfordrer han Folketinget til nøje at overveje de politiske konsekvenser af betænkningen.
“Hvis man vil ændre mentaliteten på de offentlige arbejdspladser, er der nok brug for lidt mere håndfaste greb. Ytringsfriheden har en central placering i et åbnet samfund som vores, så jeg synes også, det ville være rimeligt at markere, at det skal have særlige konsekvenser for offentlige arbejdsgivere, der vælger at afskedige folk, der reelt er whistleblowere eller bidrager til den offentlige debat”.
DM: Bedre beskyttelse i ansættelsen
DM’s formand, Ingrid Stage, opfordrer arbejdsgiverne til at stå forrest i opgøret med tavshedskultur på de offentlige arbejdspladser.
“Vi ser desværre, at selvcensur er meget udbredt. Ikke mindst ledere bør lægge op til en mere åben kultur og medvirke til at skabe forståelse for, at det som offentligt ansat er godt og vigtigt at ytre sig og deltage i den offentlige debat”.
DM’s formand ser gerne, at man styrker de offentligt ansattes ansættelsesretlige tryghed.
“Jeg synes, det vil være underligt og lidt af en glidebane at lovgive om en ret, der allerede findes. Det er symbolpolitik, og det er jeg ikke tilhænger af. Til gengæld er jeg stærk tilhænger af at styrke offentligt ansattes ansættelsesmæssige tryghed. At der er behov for det, er Eritrea-sagen bare det seneste eksempel på. Vores to embedsmænd i Udlændingestyrelsen gjorde intet forkert, men situationen på arbejdspladsen blev alligevel så konfliktfyldt, at de måtte vælge en fratrædelsesaftale. Og så tror jeg, at vi i de faglige organisationer skal være mere offensive med at vejlede vores medlemmer om deres rettigheder og gå helhjertet ind og støtte, når ledelserne ikke respekterer medarbejderes ytringsfrihed”.
Men Magisterbladets gennemgang af udvalgets længe ventede rapport afslører dog, at offentligt ansatte i udpræget grad benytter straffeaktioner, når ansatte benytter ytringsfriheden i praksis.
Udvalget har som led i arbejdet med den 486 sider lange rapport indsamlet oplysninger om 50 konkrete sager om offentligt ansattes ytringsfrihed fra de seneste syv år. Magisterbladets gennemgang af de 50 sager viser, at arbejdsgiverne i 38 tilfælde har forsøgt at stække den ansattes ytringsfrihed i form af ansættelsesretlige skridt som irettesættelser, advarsler, pålæg om tavshed eller sågar afskedigelser.
Typisk er de tjenstlige skridt klart i strid med lovgivningen og må trækkes tilbage efter en fagforenings mellemkomst.
Advokaterne Bjørn Elmquist og Tyge Trier har begge haft sager, hvor det har fået alvorlige karrieremæssige konsekvenser for deres klienter at stå frem med kritik af deres arbejdsplads.
“Hvis man tror, at man som offentligt ansat roligt kan blive whistleblower, tager man grueligt fejl. Skrækeksemplet er Frank Grevil, som jeg selv forsvarede i landsretten, men der er også nyere eksempler som fx efterretningsofficer Anders Kærgaard og Hans Bøgesvang Riis. Selvom man efterfølgende gav Bøgesvang Riis ret, havde han meget svært ved at finde nyt arbejde. Det viser jo, at vi har et problem”, siger Bjørn Elmquist.
Det samme mener Tyge Trier.
“Vi antager, at offentligt ansatte har en ganske vidtstrakt ytringsfrihed, hvor man kan bidrage med sin faglighed i den offentlige debat. Men med 20 års erfaring på området må jeg sige, at der er nogle reelle begrænsninger. Efter min opfattelse er der brug for at skabe større klarhed og også en bedre beskyttelse”.
Uklare anbefalinger
Men regeringsudvalgets rapport kommer ikke med klare løsningsforslag. Udvalget advarer mod at indføre en central whistleblowerordning ligesom udvalget også afviser ideen om at samle de nuværende regler om ytringsfrihed i en selvstændig lov.
Det kan der ellers være god grund til, mener Bjørn Elmquist.
”Det er en meget kompleks sag at afklare retstilstanden, hvilket udvalgets meget omfattende udredning selv illustrerer. Og det understreger i sig selv behovet for klarhed. Den potentielle whistleblower sidder som en lus mellem to negle, fordi de offentlige myndigheder har meget svært ved selv at foretage disse afvejninger. Det kan man ikke forvente, at den enkelte selv kan og det sætter en tyk streg under behovet for at man skærer igennem og laver en klar lovgivning”, siger han.
Heller ikke Tyge Trier er imponeret over udvalgets konklusioner.
”Umiddelbart tænker jeg, at det er lidt uambitiøst, at man ikke kan blive enig om en reel styrkelse på det her felt”.
Derfor opfordrer han Folketinget til nøje at overveje de politiske konsekvenser af betænkningen.
“Hvis man vil ændre mentaliteten på de offentlige arbejdspladser, er der nok brug for lidt mere håndfaste greb. Ytringsfriheden har en central placering i et åbnet samfund som vores, så jeg synes også, det ville være rimeligt at markere, at det skal have særlige konsekvenser for offentlige arbejdsgivere, der vælger at afskedige folk, der reelt er whistleblowere eller bidrager til den offentlige debat”.
DM: Bedre beskyttelse i ansættelsen
DM’s formand, Ingrid Stage, opfordrer arbejdsgiverne til at stå forrest i opgøret med tavshedskultur på de offentlige arbejdspladser.
“Vi ser desværre, at selvcensur er meget udbredt. Ikke mindst ledere bør lægge op til en mere åben kultur og medvirke til at skabe forståelse for, at det som offentligt ansat er godt og vigtigt at ytre sig og deltage i den offentlige debat”.
DM’s formand ser gerne, at man styrker de offentligt ansattes ansættelsesretlige tryghed.
“Jeg synes, det vil være underligt og lidt af en glidebane at lovgive om en ret, der allerede findes. Det er symbolpolitik, og det er jeg ikke tilhænger af. Til gengæld er jeg stærk tilhænger af at styrke offentligt ansattes ansættelsesmæssige tryghed. At der er behov for det, er Eritrea-sagen bare det seneste eksempel på. Vores to embedsmænd i Udlændingestyrelsen gjorde intet forkert, men situationen på arbejdspladsen blev alligevel så konfliktfyldt, at de måtte vælge en fratrædelsesaftale. Og så tror jeg, at vi i de faglige organisationer skal være mere offensive med at vejlede vores medlemmer om deres rettigheder og gå helhjertet ind og støtte, når ledelserne ikke respekterer medarbejderes ytringsfrihed”.
