Naturstyrelsen vil fyre 30
Men i alt 87 stillinger nedlægges. Overvågning, skovdrift og administrative opgaver skæres væk.
For anden gang på blot to år står medarbejderne i Naturstyrelsen midt i en stor afskedigelsesrunde. Denne gang skal der nedlægges 87 stillinger, men ifølge styrelsen har frivillige fratrædelser og nedlæggelser af ubesatte stillinger bragt antallet af varslede afskedigelser ned på foreløbig 30.
Ifølge Magisterbladets oplysninger skal der i alt spares 22 millioner kroner på overvågning (heraf 6,5 millioner kroner i lønsum), 28 millioner kroner på arealdrift- og friluftsliv (heraf 16 millioner kroner i lønsum) samt 23,5 millioner kroner i Naturstyrelsens centrale enhed i København (heraf 13,5 millioner kroner i lønsum).
DM-tillidsrepræsentant Finn Bjørn Andersen finder det positivt, at det er lykkedes at bringe antallet af afskedigelser ned på 30, men ærgrer sig samtidig over, at det overhovedet har været nødvendigt at finde besparelser.
”For to år siden, da vi sidst blev beskåret, var udmeldingen fra ledelsen, at der inden for en meget lang tidshorisont nu var skabt sammenhæng mellem økonomi og antallet af ansatte. Så det har været en stor overraskelse for os alle, at man så kort tid efter igen må sige farvel til en stor andel af medarbejderne. Det skaber selvfølgelig utryghed blandt medarbejderne om, hvornår den næste nedskæring kommer. Så ledelsen har en udfordring i at få genskabt medarbejdernes tillid til, at der er styr på økonomien”, siger Finn Bjørn Andersen.