Spring menu over

”Hvad kan du så bruge dén uddannelse til?” Er det en sætning, som du har hørt før?

Måske du har indøvet et kort svar til familiesammenkomsterne, som kan lukke munden på de uforstående familiemedlemmer. Men er det en potentiel arbejdsgiver, som spørger, så skal svaret været et helt andet. Her skal du være skarp på dine kompetencer, og den værdi du kan skabe på arbejdspladsen.

Vi kommer alle med hver vores erfaringer og interesser, og det er det, som former din profil og adskiller dig fra dine studiekammerater og dine kolleger. Med tiden udvikler din profil sig, og du vil blive mere bevidst om, hvad du er god til, og hvad der motiverer dig. Det er grundstenene for den fortælling, som du skal give til en kommende arbejdsgiver.

Lav en kompetenceafklaring

I en kompetenceafklaring tager du udgangspunkt i den erhvervserfaring, du har. Husk at frivilligt arbejde også er relevant. Skriv ned, hvad det var du gjorde i de enkelte stillinger, hvilken opgave du var med til at løse, og hvordan du løste den. Vær særligt opmærksom på de opgaver, som du syntes var sjovest eller mest interessante. Det kan give dig en idé om, hvad det er, som motiverer dig i dit arbejdsliv.

Tag derefter udgangspunkt i dit studie: Hvad er det for nogle metoder og redskaber, du tager med dig fra studiet? Arbejdsgiveren er ikke interesseret i, hvad du har skrevet opgave eller speciale om (medmindre du har løst lige præcis den udfordring, som de vil have løst). Arbejdsgiveren er langt mere interesseret i at vide, hvad du kan, som kan løse hans eller hendes udfordringer. Et lille fif er, at studieordningerne skriver, hvilke kompetencer du får med fra din uddannelse. Så der kan være god inspiration at hente.

Kompetenceafklaring

DM og MA afholder arrangementer hvor du arbejder med afklaring af dine jobrelaterede kompetencer, så du kan vise dem frem for en kommende arbejdsgiver.