Der foregår en masse forandringer i vores samfund. For at få det bedste ud af de forandringer og forme dem i den retning, vi ønsker kræver det, at vi forstår de forandringer. På et vidensbaseret grundlag. Det kan humaniora hjælpe med. Desværre er det ikke alle, der tænker over det.
Noemi Katznelson er cand.mag. i pædagogik og historie. Den uddannelse har resulteret i, at hun nu kan kalde sig professor og daglig leder på Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet. Forskningscentret har en vigtig rolle, når det kommer til både praksis- og politikudvikling. Deres forskning hjælper med at kvalificere eksempelvis uddannelsespolitik. For unge under uddannelse begynder ikke automatisk at klare sig bedre. Det kræver en viden omkring, hvordan den nye politik kan motivere de unge og tilpasse sig samfundet, som det er nu. Den viden ville gå tabt uden humaniora. Alligevel oplever Noemi ofte misforståelser om humanioras relevans i sit arbejde som humanist:
"Der er mange, som forestiller sig, at humanister bare sidder og ‘snakker lidt med hinanden’. Det gør vi ikke. Vi udvikler begreber, forståelser og giver inputs til politiske processer."
På Noemi virker det som om, at humaniora bliver taget for givet. Hun oplever en tendens til, at når man taler om forskning i eksempelvis politiske kredse, så tænker man næsten pr. automatik på naturvidenskabelig forskning. Det er en tendens, der bekymrer hende.
Præstationskulturen
På Center for Ungdomsforskning anvender de både humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning. Et stort samtaleemne i den offentlige diskussion er præstationskulturen. De unge føler sig presset til at præstere, og mange af dem føler, at de ikke er gode nok. I diskussionen er der mange stemmer og mange bud på, hvorfor de unge føler, hvad de gør. De bud er Center for Ungdomsforskning med at kvalificere. Så der er begrundet viden bag årsagerne.
"Den forskning, vi har lavet, handler om at se på, hvad der motiverer de unge til at få lyst til at lære. Det er en forskning, som bliver brugt i undervisningen på grundskoleniveau. Det bliver brugt på jobcentre i forbindelse med at motivere ledige unge. Vi kan se at det også bliver brugt på de ældre ledige nu."
Heldigvis er Egmont Fonden blandt dem, der stadig tror på humaniora. Fonden har finansieret forskningen, som Noemi nu kan konstatere er til gavn bredt i samfundet.
Meningen med det hele
Humaniora kan ses som limen, der får teori og praksis til at hænge sammen. For selvom de unge i teorien burde reagere på én måde, så reagerer de måske på en helt anden måde i virkeligheden. Noemi er for eksempel lige kommet med i en bestyrelse, der også består af personer med andre baggrunde som økonomer og jurister. Her kan hun som humanist byde ind med viden om spørgsmål som “hvad er det, der foregår imellem eleverne her på skolen? Hvad betyder den måde, undervisningen er tilrettelagt på, for eleverne?”. På den måde kan hun hjælpe underviserne med nye metoder, der tager udgangspunkt i eleverne. Når det lykkes, giver Noemis job allermest mening:
"Det er i mødet med dem, der skal bruge forskningen, det giver mest mening. Når jeg kan se, at de har fået nyt blik for sagen. Når de kan genkende, hvad jeg snakker om, og vi sammen får en ny forståelse af det, bliver det muligt for dem at tænke i, hvordan man også kan arbejde."
Dem, der oftest får æren er underviserne, der lykkes med at motivere eleverne. Eller skolelederen og politikerne, der laver og forbedrer reglerne. Men hvad folk ikke tænker over er den usynlige hær af humanister, der bruger hver dag på den forskning, der er årsagen til succesen på vej. Den hær er Noemi Katznelson og hendes kolleger en del af. Og den hær fortjener også en stor del af æren.
