Zoom ind på sproget. Forstå, hvordan sprog skaber stærke forbindelser mellem mennesker. Og bliv en ekspert i emojis.
Har du nogensinde sagt eller skrevet noget, som er blevet fuldstændig misforstået af modtageren? Interesserer du dig for sprog, litteratur og medier eller kommunikation på internettet? Så vil du passe godt ind som nordisk studerende på Aarhus Universitet.
Tina Thode Hougaard er underviser på uddannelsen og forsker bl.a. i sprog og sociale medier. For hende handler sproget ikke bare om at levere et budskab fra den ene til den anden. Det handler også om at skabe forbindelser mellem mennesker:
“Sprog kan mange ting. Det kan fx være med til at udtrykke identitet. Men det kan også bearbejde ens identitet. Vi bruger sproget til at kommunikere, hvem vi er i forhold til hinanden.”
Emojis - den nye forbindelse
Der mange veje at gå som nordisk studerende. En af de ting, Tina har valgt at forske i, er emojis. Hun har altid været interesseret i sprog, men med emojis er der kommet en helt ny form for sprog. En ny forbindelse mellem mennesker. Emojien giver os både flere udtryksmuligheder på skrift, men også større risiko for at blive misforstået:
“Hvordan tolker man fx en blinke-emoji? Er jeg frisk, fræk eller flirtende, når jeg sender sådan en? Det er nyt - vi har ikke haft dem i så lang tid, så den form for kommunikation er slet ikke landet endnu i forhold til fx den almindelige tegnsætning.”
For Tina handler det om at forstå, hvorfor vi bruger det sprog, vi gør. Om det så er tale eller skrift ved hjælp af emojis. Og det lærer man bl.a. som nordisk studerende.
Vær modig
Når Tina underviser på uddannelsen, bruger hun tit historien om Klods Hans som en vigtig morale. På vej til prinsessen samler han flere forskellige ting op, som han ikke aner, om han får brug for senere. Men han samler dem op alligevel. Det er et af hendes vigtigste råd til nye studerende:
“Vær modig. Vær nysgerrig. Mod er enormt vigtigt. Det er så fedt, når der kommer studerende, som ikke bare holder sig til læseplanen, men også tør gå en anden vej.”
For hvem ved. Måske ender den artikel, du læste, som du ikke anede, hvad du skulle bruge til, med at føre til dit helt store gennembrud.