Spring menu over

DM’s rejsepulje gav Philip ekstra midler at lege med på sin udveksling til Tyskland

"Jeg har en masse prægtige slotte i baghaven og studerer sågar på et gammelt barokpalads." Fotos: Astrid Brincker Olson.
Del artikel:
Af Kristoffer Klit Langgaard

Philip Larsen rejste til Potsdam i Tyskland for at lære af et af landets bedste universiteter inden for hans fag og kom hjem med en større forståelse for, hvad god undervisning egentlig vil sige. Han fik støtte fra DM’s rejsepulje til rejsen og opfordrer andre studerende til at søge. Læs Philips historie, og om hvordan du søger rejsepuljen.

Til daglig læser Philip Larsen Statskundskab på Københavns Universitet. Den tilværelse har han dog de sidste tre måneder haft skiftet ud med et ophold i Potsdam, Tyskland – en forstad til hovedstaden Berlin. Hvad der først og fremmest lokkede Philip til Potsdam var en plads på et af Tysklands førende universiteter inden for forvaltningsforskning. Dog spillede fortiden i landet også en væsentlig rolle i tiltrækningen.

- Lige siden jeg flyttede til Tyskland efter gymnasiet i 2010, har jeg haft et stærkt ønske om at vende tilbage. Jeg læser en del på tysk, og den tyske kultur er præget af en gennemgående grundighed og ordentlighed, som jeg bryder mig godt om. Og så må man heller ikke glemme, at Tyskland i disse turbulente tider bliver vigtigere og vigtigere, som forsvarer af den frie verden og dens principper.

Som de fleste er bekendt med, er det ikke ligefrem gratis at tage på udveksling. Som udvekslingsstuderende kan man have udgifter såsom studieafgift, husleje og dagligvareindkøb. Derfor kan det vise sig at være en god idé, at finansiere sit ophold ved at tage et studiejob, spare sammen og søge legater. Philip gjorde alle tre. Dog kunne han ikke gøre brug af sin SU, da den var sluppet op. Efter sin bachelor i statskundskab studerede han dansk sprog og litteratur i to år, inden han begyndte sin kandidatuddannelse i statskundskab. Og så var der ikke flere SU-klip tilbage.

Der er heldigvis en række gode lånemuligheder i det danske SU-system. SU-lån og slutlån er fantastiske muligheder for studerende for at låne uden at skulle frygte stort for at blive ædt op af renters rente. Jeg har også tilbragt omtrent halvdelen af min kandidatuddannelse i udlandet. Det kan man få legater til. Og så har jeg arbejdet ved siden af studierne.

Som led i finansieringen af sit ophold ansøgte Philip også DM’s rejsepulje – han brugte pengene på den indre bogorm og atlet.

- Jeg så et opslag i DM’s nyhedsbrev og tænkte, at jeg burde søge. Jeg er semibibliofilt anlagt, så en god portion af pengene er gået til bøger. Tyskland har et fantastisk fagbogmarked med masser af nye og interessante udgivelser. Et par kulturbegivenheder er det også blevet til. Derudover har jeg med tiden fundet ud af, at den gamle romerske digter Juvenal nok havde fat i den længere ende, når han skrev, at man skal bede til at få en sund sjæl i et sundt legeme. Så jeg har også meldt mig ind i en lokal sportsforening hernede.

Med sig hjem tager Philip Larsen en spændende akademisk oplevelse med undervisning, der med sin kvalitet og dybde har overrasket ham.

- Det har været skønt at studere et sted, hvor der har været fokus på dybdelæring frem for bulimisk overfladelæring. Viden inden for mit fag bliver først for alvor spændende og relevant, når den eksempelvis kan kobles kritisk til tænkningen inden for politisk teori eller befolkningens demokratiforståelse. Her i Tyskland er der rig mulighed for at gå og summe over teksterne, vi læser. Vi læser klassikere tekstnært i undervisningen og undgår dermed at tage del i det tarvelige PowerPoint-ræs, hvor en flok studerende sidder med døde øjne og transskribere de pointer, som underviseren har tygget igennem for dem på forhånd.

Hvis jeg kan tage en opfordring med hjem, må det være at gøre som flere undervisere hernede: At frabede sig både computere og tablets i undervisningen – og begrænse brugen af PowerPoints i størst muligt omfang. Det liver dynamikken i undervisningslokalet helt op og kommer tænkningen til gode.

Sådan søger du DM’s rejsepulje

Læs, hvordan du søger om støtte fra DM's rejsepulje.