Dansk Magisterforening

Hvad verdens første videnskabelige ekspedition kan lære os om at være en autentisk leder i dag

Ekspeditionen, som vi i dag kender som Den Arabiske Rejse, skulle skaffe sproghistorisk viden, der kunne bidrage til forståelsen af teksterne i Det Gamle Testamente. Det lyder måske meget fredeligt, men kun én af deltagerne overlevede rejsen.

Del artikel:

Han ønskede det aldrig selv. Alligevel endte bondesønnen Carsten Niebuhr som den naturlige leder på verdens første rent videnskabelige ekspedition for 200 år siden. Vi har genlæst klassikeren ‘Det Lykkelige Arabien’ og fået et nyt blik på autentisk ledelse, der stadig holder.

Den 4. januar 1761

Fem rejseklædte mænd står i en robåd på vej fra Toldboden ud mod Københavns Red. Havnen er blikstille, og stemningen anspændt. Det lille selskab skal om bord på orlogsskibet Grønland og med det ud på det indledende stræk af en lang, kongelig bekostet videnskabelig ekspedition.

Den endelige destination er Arabia Felix, Det Lykkelige Arabien. Et angiveligt paradisisk rige af guld, røgelse og myrra skær, beliggende i det af europæiske opdagelsesrejsende endnu uudforskede Yemen.

De fem – to danskere, to tyskere og en svensker – har for nylig mødt hinanden for første gang, og de to på papiret fremmeste videnskabsmænd kan ikke døje hinanden. Især den ene, den danske filolog F.C. von Haven, er højlydt fortørnet over ikke at være blevet udnævnt til ekspeditionens leder. Det mener han sig selvskrevet til som den først udpegede og som ekspeditionens sprogvidenskabsmand.

Den anden, den svenske botaniker Pehr Forsskål, vil for sin part under ingen omstændigheder underlægge sig nogen som helst anden deltagers myndighed og giver i øvrigt ikke en bøjet skilling for sine medrejsendes akademiske meritter. Han har for eksempel arbejdet ihærdigt imod valget af danske C.C. Kramer som gruppens læge og naturfaglige forskningsassistent: Han er en ignorant, lægen.

Så er der den tyskfødte tegner og kobberstikker Baurenfeind, der skal sikre billeddokumentationen undervejs – ham er der også delte meninger om på holdet.

Endelig er der det pinagtige med det pekuniære: Hvordan i al verden endte ansvaret for ekspeditionens pengekasse hos den yngste og kortest uddannede deltager? En frisisk bondeknøs, der stort set var analfabet indtil for syv år siden: Carsten Niebuhr, holdets matematiker og kartograf.

Ekspedition uden formel leder

Nogenlunde således åbner forfatteren Thorkild Hansen sin exofiktive roman, ‘Det Lykkelige Arabien’. Fortællingen, der udkom og blev en bestseller i 1961, er en litterært genfortællende fortolkning, som læner sig tæt op ad de historiske kilder fra den vel­dokumenterede ekspedition – i eftertiden kendt som Den Arabiske Rejse.

Thorkild Hansens gennemgående tematik er netop den usunde dynamik mellem deltagerne og det faktum, at holdet – hvad mange historikere også har hæftet sig ved – blev sendt af sted uden en formelt udpeget leder.

Ekspeditionens hovedmission var at skaffe sproghistorisk viden, der kunne bidrage til forståelsen af teksterne i Det Gamle Testamente. Sideløbende skulle deltagerne forsøge at afdække, i hvor høj grad kulturen samt plante- og dyrelivet på den sydlige del af Den Arabiske Halvø fortsat var som i bibelske tider.

 

Carsten Niebuhr
Bondesøn fra Niedersachsen og ekspeditionens yngste deltager. Lærte at læse og skrive som 21-årig, uddannede sig som landmåler og studerede siden matematik og astronomi. Eneste overlevende fra Den Arabiske Rejse.

Carsten Niebuhr © Tegning: Det Kongelige Bibliotek
Pehr Forsskål © Maleri: Det Kongelige Bibliotek

Pehr Forsskål
Svensk præstesøn og vidunderbarn. Studerede blandt andet botanik under Sveriges store naturvidenskabelige superstjerne, Carl von Linné, inden han kom til universitetet i Göttingen. Fik en nøglefunktion for selskabet i kraft af sine arabiskkundskaber, men havde en polemisk tilbøjelighed og ragede ofte uklar med især von Haven. Dør som den anden deltager.

Frederik Christian von Haven
Søn af en fynsk sognepræst og selv teologisk kandidat som 21-årig og magister i sprogvidenskab to år senere. Oprindelig tænkt som ekspeditionsleder, men forspildte sine chancer. Omkommer som den første af ekspeditionsdeltagerne.

Opdraget er at undersøge – ikke erobre og omvende

Oplysningstiden står i fuldt flor, og Kong Frederik den Femte har været med på at finansiere den store videnskabelige satsning. Han har sit eftermæle at tænke på.

Selve ideen til ekspeditionen er dog undfanget af den fremtrædende orientalist ved universitetet i Göttingen, professor Michaelis. Det er ham, der har skabt kontakt til den danske konge via den tyskfødte, danske udenrigsminister Bernstorff, og det bliver de to, der trækker i trådene hjemme fra det nordlige Europa. Det sker med et helt katalog af skriftlige instrukser og 100 specifikke spørgsmål, som ekspeditionens deltag­ere skal bestræbe sig på at besvare.

Missionen er rent videnskabelig, og Den Arabiske Rejse er blevet udnævnt som verdens første ekspedition af sin karakter. Opdraget er nemlig ikke at erobre land for kongen, omvende hedninger for Herren eller anlægge handelsstationer endsige på anden måde tjene mammon. Metoden er alene at gøre observationer, udforske, registrere, indsamle, opmåle, tegne og kortlægge.

Helt eller antihelt

I det lille dysfunktionelle persongalleri har Thorkild Hansen udvalgt sig Niebuhr som sin helt. Eller tilnærmelsesvise antihelt. For selvom forfatteren med de historiske kilder i ryggen fører belæg for, at den unge bondesøn, der efter sin fars død måtte gå ud af latinskolen og arbejde som bondekarl, besidder et helt samlesæt af sympatiske egenskaber og sunde værdier, kan forfatteren ikke få øje på lederpotentialet hos sin hovedkarakter. Eller rettere: Han hylder Niebuhr for netop ikke at række grådigt ud efter magten. For at forblive sig selv, som han skriver.

Niebuhr er hverken karismatisk eller handlekraftig. Tværtimod. Han er tilbageholdende, usikker og alt for bevidst om sin bondske baggrund. På ingen måde en ledertype i Thorkild Hansens 1961’er-optik. Forfatteren kender tydeligvis ikke til de etiske ledelsesbegreber, der bliver idealet sådan cirka fire-fem årtier længere fremme.

 

Nieburh bliver respekteret for sine værdier

"I datidens klassesamfund har det formentlig ikke været muligt at give en mand som Niebuhr den formelle titel som leder. Ifølge samtidens logik ville det have betydet, at han var blevet leder for mænd fra sociale klasser, der lå over ham.

Men når det trods alt lykkedes Niebuhr at komme til at præge ekspeditionen så meget, som han gjorde, er det vel netop, fordi han er bevidst om, at han ikke har den samme kulturelle kapital som de to præstesønner og derfor ikke kan tillade sig at opføre sig som leder i traditionel forstand.

I stedet bliver han respekteret for dét, han er; en nærværende, lyttende, troværdig og resultatsøgende person, der agerer i overensstemmelse med sine egne værdier. Det er netop de egenskaber, vi typisk knytter til begrebet autentisk lederskab", fortæller Camilla Sløk, associate professor og ph.d. på CBS. Ekspert i etisk ledelse og ledelsesværdier

Ansvarsfuld og autentisk

Derfor er det også interessant at læse, hvordan Thorkild Hansen hele tiden modsiger sig selv i beskrivelsen af sin karakter. Blandt andet konkluderer han, at ingen af de to selvsikre og evigt stridende herrer på holdet, von Haven og Forsskål, havde ‘så høje planer med rejsen som denne 28-årige bondesøn’.

Niebuhr er sig selv – autentisk, kan det vel oversættes til – og har visioner for rejsen, der rækker ud over ham selv. Adskillige gange skal det vise sig, at han også har suveræne samarbejdsevner og ofte påtager sig ansvaret for at få opgaverne løst. Også dem, der ligger uden for hans eget faglige felt. Det er også ham, selv sygdomsmærket, der fortsætter ekspeditionen på egen hånd i tre år, efter at den sidste af de øvrige deltagere er omkommet af malaria.

Det bliver derfor også kartografen Carsten Niebuhr, der sørger for, at de indsamlede artefakter, planter, dyr, dagbøger, videnskabelige afhandlinger, kort og tegninger bliver pakket ned og skibet hjem til København, hvor de siden bliver genstand for forskernes granskning.

Den autentiske leder – en definition

Autentiske ledere udviser en lidenskab for deres formål, praktiserer deres værdier konsekvent og leder med hjerte og intellekt. De etablerer langsigtede, meningsfulde relationer og har selvdisciplin nok til at få resultater. De ved, hvem de er.
Kilde: Harvard Business Review, 2007

Beskeden bondesøn uden magistergrad

Der var i udgangspunktet da også en vis grund til, at Niebuhr holdt lav profil. Hvor von Haven og Forsskål begge var af præste­slægt og havde flere akademiske titler under bæltet, lærte Niebuhr først for alvor at læse og skrive som 21-årig.

Da hans arv efter faderen blev frigivet, valgte han i første omgang at uddanne sig som landmåler – en bogstavelig talt jordnær beskæftigelse i det rurale marskland, han kom fra.
Siden rejser han til universitetet i Göttingen for at studere matematik, og her får professor Michaelis øje på den studerendes potentiale som ekspeditionens matematiker og kartograf.

Michaelis ser den unge mand som flittig, videbegærlig og fordomsfri. Nyttige egenskaber for en forsker på feltarbejde. Ydermere er Niebuhr sig pinligt bevidst om egne begrænsninger og knokler for at rette op på dem. Blandt andet går han straks i gang med studier i astronomi, så han kan løse sine kortlægningsopgaver. Samt arabisk og tegning.

I modsætning til sine to kolleger, som bliver hasteudnævnt til professorer, afviser Niebuhr den gestus. Han har jo ikke engang en magistergrad! Titlen som kaptajn er også lige i overkanten, protesterer han, så det ender med den ikkeakademiske titel som ingeniørløjtnant.

Én svensker og én ødeland

Von Haven, der i udgangspunktet var tænkt som ekspeditionens førstemand, formår – professorstatus eller ej – i årene op til afrejsen at gøre sig kropumulig. 

Han er en notorisk ødeland, forlanger flere gange forhøjede forskud, er upålidelig og skyld i, at datoen for afskibningen fra Københavns Havn må udsættes.

Botanikeren Forsskål er muligvis den største og mest dedikerede videnskabsmand på holdet – et geni. Men som svensker er han ikke et reelt alternativ som leder.

Gammelt fjendskab, forstås. Forsskål lægger heller ikke skjul på, at hans loyalitet grundlæggende ligger i Stockholm hos den verdensberømte Carl von Linné, som han har studeret under.

Forud for afrejsen betragter han de andre deltagere som undermålere og kaster sig ud i disputter i tide og utide.

Forsskål og von Haven er da også tidligt i struberne på hinanden, der bliver udspyet fornærmelser og blandt andet labbet en velbeskrevet lussing.

Kobberstik udført af ekspeditionens illustrator, G. v. Baurenfeind. Det er en del af en serie med hovedbeklædninger fra Cairo. Stik af C.C. Glassbach efter stik af J.F. Clemens (1774). © Tegning: Det Kongelige Bibliotek

Et eksperiment med kollektiv ledelse

Overraskende er det – uden tvivl også for ham selv – at det bliver den plattysktalende og halvstuderede Niebuhr, der bliver vist den tillid at få overdraget ansvaret for ekspeditionens pengekasse. Ligesom professor Michaelis har også den danske udenrigsminister høje tanker om den unge tyskers integritet. Carsten Niebuhr er simpelthen et ordentligt menneske!

Men ekspeditionsleder? Nej, det er trods alt at spænde buen for højt, hvis ikke von Haven og Forsskål skal revoltere. I stedet får samtlige fem deltagere lige meget at skulle have sagt og må stemme sig til rette ved uenighed. Et interessant ledelseseksperiment i enhver historisk kontekst.

En skelsættende episode udspiller sig, da ekspeditionen er nået til Konstantinopel, i dag Istanbul.

Den forsmåede von Haven bliver afsløret i at have købt en ganske betragtelig mængde arsenik. Stor opstandelse. Har manden morderiske hensigter? Ifølge instrukserne vil han få overdraget pengekassen, hvis Niebuhr skulle gå hen og dø, så hvad skal man tænke?

De fire øvrige deltagere forlanger per brev til Bernstorff, at den danske filolog sættes af holdet, og den ellers fredsommelige ingeniør­løjtnant Niebuhr forsikrer, at han vil skyde von Haven, hvis mistankerne bliver bevist.

I København sætter man alligevel igen sin lid til yngstemandens dømmekraft og ligevægt, og Niebuhr bliver opfordret til at mægle i den eksplosive konflikt.

Arabia Felix var det latinske navn, der tidligere blev brugt af geografer til at beskrive Syd-Arabien, som svarer til Yemen i dag. Den videnskabelige ekspedition gik til Arabia Felix eller Det Lykkelige Arabien, som i dag svarer til Yemen. Kortet er udført af Hendrik van Langren. © Illustration: Hendrik van Langren

Den uformelle leder træder i karakter

I Thorkild Hansens udlægning mister hans hovedkarakter aldrig sit moralske kompas eller overblikket over ekspeditionens formål, men formår i afgørende situationer at sætte sit eget ego til side.

Da von Haven skal eksekvere på et af sine vigtigste, instruksudstukne opdrag, nægter de øvrige deltagere at ledsage ham. Tegneren Baurenfeind, der ellers skulle med på den farlige ekskursion ud på Sinai-halvøen for at kopiere tekster og inskriptioner af angiveligt bibelsk betydning, er syg med feber.

I ‘Det Lykkelige Arabien’ fremmaner forfatteren den pinagtige stemning, da deltagerne én for én ganske simpelt vender ryggen til den potentielle giftmorder, men mest af alt trælse kollega.

Niebuhr træder til, ikke servilt, blot bevidst om den position, han efterhånden har vundet hævd på i gruppen. Og formentlig fordi han frem for alt blot ønsker at få de pålagte opgaver vinget af, så ekspeditionen kan rykke videre.

Da de andre ekspeditionsdeltagere efterfølgende bliver syge og dør – én efter én i det samme kalenderår – i 1763, vælger Carsten Niebuhr at fortsætte rejsen videre til Persien, i dag Iran

20. november 1767, ud på aftenen

En udmattet Carsten Niebuhr rider ind i den danske hovedstad. Over de seneste fem en halv måned har han på hesteryg tilbagelagt Østeuropa fra Konstantinopel.

I årene efter sin tilbagekomst står den eneste overlevende fra Den Arabiske Rejse for at udgive flere værker med afsæt i resultaterne fra ekspeditionen – og ikke kun sine egne.

Hæder og international berømmelse tilflyder ham – også for sine egne banebrydende kortlægninger – men det hverken stiger ham til hovedet eller giver ham smag for mere.

Niebuhr ønsker fx ikke at tage imod en ansvarsfuld post som leder af det prestigefyldte projekt med en geografisk opmåling af Norge. Det bliver også nej, ellers tak til en adelstiteI.

Carsten Niebuhr i arabisk dragt. Han kunne ligne en triumferende feltherre, men efterstræbte aldrig magtfulde positioner eller imponerende titler. Takket være sine personlige egenskaber og værdier kvalificerede han sig ikke desto mindre til et eftermæle som den autentiske leder af Den Arabiske Rejse 1761-67, der uden hans indsats var dømt til fiasko. © Illustration: Det Kongelige Bibliotek

I stedet vender Niebuhr tilbage til sit ydmyge udgangspunkt, Ditmarksen i Udkantseuropa, hvor han stifter familie og lever et roligt liv som landskriver og deltidsbonde. Den autentiske lederskikkelse, der reddede Den Arabiske Rejse fra tilintetgørende fiasko, dør i 1815 som 82-årig.

}