Dansk Magisterforening

Lena arbejder i Paris: Skulle vænne sig til kindkys og en stor magtdistance

© Illustration: Canva

Arbejdsliv
Af Majken Søndergaard Eliasen
Del artikel:

Spandevis af te i Skotland, distance til magten i Frankrig og masser af overarbejde i Japan. Omkring 250 DM’ere arbejder i udlandet, og vi har bedt tre af dem fortælle om de største kulturforskelle.

Lena lærte at holde møder klokken 19 fredag aften

Lena Vestergaard Olesen arbejder med opførelse af offshorevindmøller hos Siemens Gamesa i Paris. © Foto: Simens Gamesa

"Det slår mig ofte, at der er en stor forskel på beslutningsprocesserne i Danmark og Frankrig. Som udgangspunkt kan en leder ikke træffe en forkert beslutning. Derfor skal beslutningerne være afklarede, inden du går ind og træffer dem.

I modsætning til i Danmark, hvor man går til møde for at træffe en beslutning, vil der typisk i Frankrig blive holdt endnu et møde. Imellem de to møder vil alle diskussionerne mellem interessenterne så foregå, og når man så mødes igen, lader alle, som om man diskuterer det en gang til, og så tager vi beslutningen, selvom den i virkeligheden allerede er truffet.

LENA VESTERGAARD OLESEN

Alder: 64 år.
Uddannelse: Tolk og translatør i fransk.
Stilling: Siden august 2020 ansat som Construction Integration Manager hos Siemens Gamesa i Paris i forbindelse med opførelsen af offshorevindmøller.
Bopæl: Bor i Paris i Frankrig. Har været ansat i Siemens Gamesa siden 2009 og lod sig udstationere i forbindelse med offshoreprojektet.

Jeg karikerer det lidt, men jeg ser det faktisk gentaget på utroligt mange niveauer. Som dansker kan man synes, det bliver noget langsommeligt noget. Kan vi ikke bare beslutte det? Men nej, det kan vi ikke. Der er en højere grad af enighed om, at beslutninger træffes af en leder på det rigtige niveau, og det kan ikke anfægtes.

På en måde er det også godt, da det giver en højere grad af konsensus end på de danske arbejdspladser, hvor en beslutning nogle gange bliver opfattet som et oplæg til diskussion".

Niveauet er tårnhøjt her

"Jeg synes, vi arbejder mange timer. Der bliver arbejdet hårdt, og der er en meget høj arbejdsmoral. En af de ting, jeg rigtig godt kan lide, er, at niveauet for det, der bliver præsteret, og for leverancerne er meget højt. Der er ikke noget japperi. Der er disciplin og struktur. Det kommer til udtryk, når folk skal levere. Hvis leverancen skal falde en bestemt dag, så falder den sgu den dag.

En anden forskel i den sammenhæng er, at jeg skal være sikker på, at jeg har en helt fast aftale. Forskellen er, at hvis man indgår en aftale med danskere, så griber de den mere selv, mens jeg her skal være helt sikker på, at vi har en aftale. Det hænger sammen med hierarkiet: Hvis du ikke er helt sikker på, at du har en helt klar aftale om at levere noget, så gør du det nok ikke. Ikke fordi du er doven, men fordi du respekterer, at der skal være en ordre til stede".

På kontoret i Paris plejede man endda at give kindkys hele vejen rundt, men det satte coronaen en stopper for

Lena Vestergaard Olesen, Frankrig

De har stor respekt for min alder

"En af de store forskelle er, at jeg oplever en meget stor respekt for min alder, som andre steder kan være en ulempe. Jeg er voldsomt meget ældre end dem, jeg arbejder sammen med, og der er meget stor respekt, som jeg synes er virkelig rørende.

Det er ikke usædvanligt, at man lægger et møde kl. 18 eller 19 om aftenen på en fredag, og det er meget forskelligt fra det, jeg er vant til i Danmark. Men måske møder du først kl. 9 og går ud og spiser frokost på en bistro i en times tid. Det sociale fylder også meget på kontoret. Når de møder ind, starter de fx med at tage en kop kaffe i køkkenet med kollegaen.

Når man møder om morgenen, går alle således rundt og siger goddag og giver hånd til hinanden. På kontoret i Paris plejede man endda at give kindkys hele vejen rundt, men det satte coronaen en stopper for".

Hvad siger briterne i virkeligheden, når de siger noget? Det skulle Line finde ud af

Line Clausen Pedersen arbejder som Director of Collections and Research hos National Galleries of Scotland i Edinburgh. © Foto: Ana Cecilia Gonzalez

"Briter og skotter er ikke så direkte som skandinaver. Omgangsformen er mere høflig, og der er mere humor og hjertevarme, samtidig med at de har et sprog for, hvordan man arbejder professionelt. Det er meget tydeligt, hvornår du er professionel, og hvornår du er privat.

Det tager tid at lære at navigere i sådan et univers, når du kommer som skandinav. At vide, hvad de i virkeligheden siger, når de taler, fordi de taler i høflighedskoder. Det er måden, de løser en konflikt eller uenighed på. Det bliver aldrig personligt, og man kan godt gå på pubben bagefter og sludre. Det finder jeg sympatisk.

LINE CLAUSEN PEDERSEN

Alder: 44 år.
Uddannelse: Mag.art. og ph.d. i kunsthistorie fra Københavns Universitet.
Stilling: Director of Collections and Research hos National Galleries of Scotland i Edinburgh, der består af tre museer. Er chef for 54 ansatte i egen tværgående afdeling og for 380 ansatte som del af den øverste ledelsesgruppe.
Bopæl: Bor i Edinburgh i Skotland. Blev headhuntet til stillingen i april 2020.

Man afslutter altid dagen på en god måde og tager en kop te. Det går de meget op i herovre, og det er virkelig ikke en myte: Der er hele tiden lige en kop te, der skal drikkes, og her i Skotland får man småkagerne shortbreads til.

I starten tænkte jeg, hvorfor vi hele tiden skulle drikke te, men det er sådan, man løser tingene. Man sætter sig ned og tager en kop te og snakker om det. Jeg skulle lige lære, at jeg skulle sætte tid af til det. Vi drikker også te, når der ikke er konflikter. Vi drikker te flere gange om dagen."

Jeg har ændret det forudsigelige hierarki

"Der er mere hierarki i Skotland og Storbritannien, end vi har i Danmark. Jeg har brugt mange kræfter på at ændre det forudsigelige i hierarkiet. Der synes jeg godt, de kunne være skarpere i forhold til at udvikle den enkelte medarbejder. De er gammeldags.

Min danske baggrund har hjulpet mig til at se muligheder, og at alt ikke er et spørgsmål om anciennitet. På grund af hierarkiet har mine yngste medarbejdere vidst, at det først blev deres tur om 20 år, men den struktur har jeg gjort op med. Jeg har sat nogle juniorledergrupper ind og oprettet fora, hvor man kan få de unges ideer på bordet.

Det synes de er radikalt, og jeg har fået masser af feedback, hvor folk spørger: "Hvorfor det?" Jeg har været ret bramfri og sagt, at det gælder om at investere i fremtiden. Samtidig har jeg stor respekt for erfaring, og de bedste resultater kommer, når vi trækker på begge dele".

Det med teen er ikke en myte. Der bliver drukket virkelig meget te

Line Clausen Pedersen, Skotland

Her er akademikere noget særligt

"Her bliver akademikere anset for noget særligt, fordi de har taget en uddannelse på et universitet. Det er jo ikke alle forundt. De får ikke tilbudt en gratis uddannelse, så mange af mine medarbejdere har arbejdet benhårdt for at være der, hvor de er i dag. Det er måske derfor, de ikke stifter familie, men kører karriere. Jeg har mange akademikere ansat, der ikke har børn. Der har vi nogle anderledes fantastisk gunstige forhold i Danmark.

De har også en anden disciplin og er måske mere gammeldags akademikere. Hvis du stiller en skriftlig opgave, får du noget, der er så grundigt og perfekt, som du aldrig har set. De kan virkelig deres håndværk.
Der er også mange gode ting ved den danske model, men de har altså en arbejdsmoral og arbejdsdisciplin, der er formet gennem mange, mange år. De har ikke en forventning om, at det skal være nemt eller tage kort tid. Medarbejderne tager det meget alvorligt og er utroligt arbejdsomme".

Mange arbejder meget mere end det formelle 9-17. Christian skulle vænne sig til, at afspadsering er et ukendt begreb

Christian Morimoto Hermansen underviser i engelsk og kristendomsforståelse ved det juridiske og politiske fakultet ved Kwansei Gakuin Univerisity i Japan. © Foto: Yuya Yabuguchi

"Ironi falder ikke i god jord i Japan, det bruger man ikke. Da jeg flyttede hertil, kunne jeg godt savne den politiske satire, men den blev kvalt i 1930’erne med militarismen. Dog har det område, jeg bor i, en kultur, hvor man gerne inviterer til, at folk griner med, når man taler. Det kan jeg godt høre på de af mine kolleger, der er opvokset i den her del af landet, især dem, der er fra Osaka, de er gode til det og skaber god stemning.

Jeg vil ikke sige, at jeg er venner-venner med kollegerne, men de af os, der underviser i fremmedsprog, går ud og spiser sammen, når der har været studiesamling".

CHRISTIAN MORIMOTO HERMANSEN

Alder: 60 år.
Uddannelse:Cand.mag. i japanske studier fra Københavns Universitet og en ph.d. i japanstudier.
Stilling:Missionær og professor ved det juridiske, politiske fakultet på Kwansei Gakuin University i Japan. Underviser i engelsk og i kristendomsforståelse.
Bopæl:Bor i Kyoto i Japan. Fik i 2001 arbejde ved et japansk forskningscenter, der arbejder med interreligiøs dialog. Efter tre år kom han til Kwansei Gakuin Universitet. Er japansk gift.

Arbejdet fylder rigtig meget

"Formelt arbejder man fra 9-17 fem dage om ugen, men der er mange, der arbejder meget mere. Jeg ved ikke selv, hvor mange timer jeg arbejder, for jeg har en transporttid på to timer hver vej, og der sidder jeg jo også og arbejder.

Arbejdspladsen er interesseret i, at vi laver nok til, at man kan kvalificere sig til at blive professor, fordi man som professor kan pålægges større arbejdsbyrder. Vi er således meget få ansatte i forhold til antallet af studerende på mit fakultet.

Som missionær medvirker jeg ved andagter tre gange om ugen, og som underviser har jeg normalt fem eller seks lektioner a 100 minutter om ugen. Desuden har jeg mange møder. Nogle dage har jeg undervisning i første og sidste periode, så jeg skal være klar fra 8.50 og slutter først 18.40.

Eksaminer og interview med håbefulde ansøgere foregår altid på lørdage. Vi får en beskeden betaling for særligt ekstraarbejde, men afspadsering er et ubekendt begreb.

Når man er fastansat som jeg, er der meget stor fleksibilitet i forhold til, om man arbejder hjemme, fordi man forventes at gøre sit arbejde færdigt og deltage i alle møder, uanset hvor man befinder sig.

Der er folk, der går ned med stress. Når det først er nået så langt, er der forskellige instanser, man kan få hjælp hos, og man kan godt få orlov til at komme til hægterne igen i både et og to år.
Arbejdstid, der strækker sig ud over de aftalte timer, er ikke noget særsyn i Japan. Nogle gange ender det desværre med Karoshi, som er japansk for ‘pludselig død ved overarbejde’".

Mit universitet tilbyder børne- og ældrepasning

"Men der sker trods alt noget. Nu er der indført lovgivning om overarbejde. Min datter arbejder fx i et stort kommunikationsfirma i Tokyo, som har bestemt, at medarbejderne ikke må være logget ind på arbejdscomputerne uden for aftalt arbejdstid.
Jeg ved, at jeg er meget privilegeret på min arbejdsplads, men man hører en del om underbemanding og overarbejde på mange typer af arbejdspladser.

Systemet er indrettet efter, at moderen går hjemme. Der er ingen løn i barselsperioden efter de første seks uger, så barsel er en ret stor omkostning. Mit universitet går dog for at være ret progressivt, så der er indrettet faciliteter, hvor mødrene kan sove under trygge vilkår i forskningsperioderne, og der kan skaffes backup i form af børne- eller ældrepasning".

}