Spring menu over
Dansk Magisterforening

Dansk akademiker i Trondheim

Del artikel:

Mens et voksende antal danske akademikere går arbejdsløse, er der ingen akademikerarbejdsløshed i Norge. Det oplever DM-medlem Toke Meier Carlsen, som arbejder i en fast stilling i Trondheim.

Hvis danske akademikere har svært ved at finde arbejde i Danmark, så kan lykken findes i Norge. Her er der nemlig masser af fast akademisk fuldtidsarbejde. Det oplever Toke Meier Carlsen, ph.d. i matematik fra Københavns Universitet og DM-medlem. Han har vendt ryggen til den voksende arbejdsløshed blandt akademikere i Danmark og er flyttet til Norge med familien. Her arbejder han i dag som lektor i matematik i en fast stilling på fuldtid på Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet (NTNU).

“Jeg flyttede herop, fordi der var mulighed for at få en fast stilling. Det er ikke så nemt i Danmark. Jeg havde været her som postdoc og kendte stedet. Da der kom en åben stilling, søgte jeg og fik den”, siger han.

Toke Meier Carlsen bor i centrum af Trondheim sammen med sin kone og deres nu to et halvt-årige datter i en lejlighed, som universitetet hjalp dem med at finde. Hans kone er netop blevet færdig med sin uddannelse og leder nu også efter et arbejde i Norge. For de har ingen planer om at flytte tilbage.

“Jeg ved ikke, hvor lang tid vi bliver her, men jeg synes, det er blevet hverdag for os heroppe, og vi tænker faktisk ikke meget over, at vi bor i udlandet. Jeg synes egentlig, der er meget lidt forskel på at bo og arbejde i Norge og Danmark”, siger Toke Meier Carlsen.

Han fortæller, at lønnen er nogenlunde den samme, som den ville have været i Danmark, mens skatten er lidt lavere. Til gengæld er dagligvarer lidt dyrere, så familiens rådighedsbeløb er nogenlunde det samme, som hvis den var blevet i Danmark, og Toke havde haft en tilsvarende stilling.

Toke Meier Carlsen har personligt hverken hørt om eller kender til andre danske akademikere, som er flyttet til Norge, men han fortæller, at der generelt kommer flere og flere udenlandske akademikere til Norge, fordi der er masser af job. Selv underviser han sine studerende på et blandet dansk-norsk, og selv om det gav visse misforståelser i starten, så har nu både han og de studerende vænnet sig til de mindre sprogforskelle. Og ud over nogle mindre besværligheder i starten med at få et norsk personnummer, så synes han ikke, det har været vanskeligt at bosætte sig og falde til i Norge.

“Jeg kan bestemt anbefale andre akademikere at arbejde og bo i Norge. Jeg synes ikke, det er meget anderledes end at flytte til en anden by i Danmark, så hvis man er indstillet på det, så kan man lige så godt indstille sig på at flytte til Norge”, siger Toke Meier Carlsen.