Dansk Magisterforening

Norsk rektor kritiserede forskere og mistede jobbet få dage senere. Det ville aldrig ske i Danmark

"I Norge hersker videnskaben, generøsiteten og modet. I Danmark hersker konkurrencestatens strukturelle magt," skriver Thomas Rømer med udgangspunkt i en norsk sag, hvor rektor mistede jobbet efter kritik af to forskeres udsagn.

Debat Af Thomas Aastrup Rømer
Del artikel:

Vi kan stole mere på norsk videnskab end på dansk, skriver Thomas Rømer, der er ny debattør for Akademikerbladet.

Jeg vil skrive om en sag, som har skabt stor dramatik i Norge, men som er overset i Danmark, selvom den indeholder vigtige principielle elementer.

Sagen drejer sig om, at rektoren for universitetet i Trondheim (NTNU), Anne Borg, i midten af december 2023 måtte fratræde sin stilling, fordi hun havde intimideret to forskeres ytringsfrihed.

To forskere fra NTNU var uenige i konklusionerne i en rapport om kernekraft, som en række magtfulde organisationer stod bag. De to forskere udtalte sig derfor kritisk i et kort interview til magasinet Dagens Næringsliv.

Rektor Anne Borg skrev derpå et læserbrev til samme medie, hvor hun skældte ud på de to kritikere for deres tone, som hun mente var ”usund”, et udtryk for “utilbørlig omtale af meningsmodstandere”, og at der var tale om ”en retorikk og en diskusjonsform jeg ikke kan stå inne for som rektor ved NTNU”.

Derpå rejste der sig en storm - både fra akademiske kolleger, fra en stor gruppe ansatte fra NTNU, fra advokater og fra mange andre. Alle kritiserede Anne Borgs aktion. Selv ministeren udtalte sig. Hun ”forstår reaktionerne”, kunne man læse.

Det kom også frem, at Anne Borg i forbindelse med sit indlæg havde kommunikeret tæt med kernekraftsrapportens interessenter. Dette uheldige samspil mellem universitet og erhvervsinteresser blev også en del af diskussionerne.

Efter få dages tumult blev presset for stort. Den 15. december forlod Anne Borg bestillingen. Hendes afskedstale kan man studere på NTNU’s hjemmeside sammen med bestyrelsens udtalelse, som understreger forskningsfrihedens principper.

På en måde er hele sagen udtryk for et sundhedstegn for norsk akademia. I Danmark ville en sådan sag aldrig føre til en så prompte reaktion

På en måde er hele sagen udtryk for et sundhedstegn for norsk akademia. I Danmark ville en sådan sag aldrig føre til en så prompte reaktion eller til større problemer for ledelsen. De norske universiteter er kort sagt i en bedre filosofisk tilstand end de danske.

Også en anden nordmand måtte forlade posten

Sagen om Anne Borg fik også en decentral udløber på NTNU’s Institutt for Lærerutdanning, hvor danske Keld Skovmand, der selv omkring 2015 blev rystet af konkurrencestatens pædagogiske universitet, lige er blevet ansat som førsteamanuensis.

Dette institut har sin egen bestyrelse, og den lokale bestyrelsesformand, som er ekstern, havde ligesom rektor intimideret en af sine ansattes ytringer. Denne gang foranlediget af et helt normalt kritisk indlæg på instituttets intranet 18. december sidste år.

Men seks videnskabeligt ansatte medlemmer af instituttets bestyrelse reagerede prompte. De offentliggjorde allerede dagen efter et brev i Universitetsavisa.no, hvor de protesterede og forklarede sagens sammenhæng, og ifølge brevet havde bestyrelsesformanden allerede forladt sin stilling. Det tog blot et døgn.

De seks brevskrivere citerer fra den centrale norske rapport om akademisk frihed:

”Institusjonene bør uttrykke tydelige forventninger til at alle ansatte modig og fritt bruker stemmen sin og bidrar til å utvikle en variert og uensartet debattkultur. Raushet (generøsitet, red.) overfor ulike syn og meningsmotstand bør fremelskes – enighet er ikke noe mål i seg selv.”

Thomas Aastrup Rømer

Ph.d. i evaluering og læringsteori.

Seniorrådgiver ved Tænketanken Prospekt.

Tidligere lektor i pædagogisk filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitet (2008-2023).

Forfatter til bogen 'Universitet og dets fjender', der udkommer februar 2024.

Fast debattør hos Akademikerbladet.

Trækker tråde til universitetsreformen

Der er en krølle på denne sag, som har relevans for dansk forskning.

Det drejer sig om, hvordan universitetsledelser konstitueres. I Danmark var ledelsen tidligere valgt af de ansatte selv, men fra 2003 vendte man det faglige hierarki om. Nu blev ledelserne ansat og kontrolleret af bestyrelser med folk fra primært erhvervs- og organisationslivet. Det var konkurrencestatens revolution, og det fik ødelæggende konsekvenser.

I Norge var der faktisk også en universitetsreform i 2005, men her gik man ikke så drastisk til værks. Man fastholdt nemlig et flertal af ansatte, både i bestyrelse og udpegningsorgan. Og dette flertal kunne så selv bestemme, om ledelsen skal vælges eller ansættes. I Oslo og Bergen har man valgte ledelser, mens man i Trondheim har ansat ledelse. Men altså på de ansattes magt og vilje. Det er også værd at nævne, at de norske forskere har langt større sikkerhed i ansættelsen.

Den aktuelle sag har ført til et omfattende pres for, at Trondheim skal vende tilbage til valgt ledelse, og presset understøttes af Norges tre meget aktive universitetsmedier, Khrono.no, Universitetsavisa.no og Forskerforum.no.

En af dem, der har argumenteret for valgt ledelse, er professor ved NTNU Sigurd Skogestad. Han siger i den forbindelse følgende til Universitetsavisa.no: ”Akademisk ytringsfrihet innebærer at ytringer kan imøtegås, også av leder, men dette må skje på faglig grunnlag og i full åpenhet og ikke i rollen som leder. En slik presisjon fra rektor vil gjøre det enklere for ledere å ta rett avgjørelse og stå imot pressgrupper.”

En anden professor, John Peter Collett fra Oslo, taler decideret om, at en ansat ledelse er en ”mistankens styreform”. Han vil have en tilbagevenden til en fuld akademisk republik. Hvad mon Collett vil kalde det danske system, der jo er langt mere vidtgående end det norske, som han altså kritiserer?

Man kan roligt sige, at det videnskabelige samfund er ved at tage magten

Med den norske tilstand får den akademiske republik større magt end de konkurrencestatsledelser, som vi har fået i Danmark. Og det er denne magt, vi aktuelt ser udfoldet i Trondheim. Man kan roligt sige, at det videnskabelige samfund er ved at tage magten på NTNU, og ved at tage magten, viser disse modige forskere på en måde, at de altid har haft den.

Det er den omvendte verden i forhold til situationen i Danmark, der jo styres af autokratiske konkurrencestatsenheder. Her er der ingen protester i ledelses- og bestyrelseslag, når der sker overgreb på det akademiske liv. Tværtimod.

Skal man følge de norske standarder, må især ledelsen på Aarhus Universitet og DPU forlade dens stillinger. Her har man siden 2008 forstærket 2003-reformens ideologi i autoritær og centralistisk retning med en række problematiske enkeltsager til følge.

I Norge hersker videnskaben, generøsiteten og modet. I Danmark hersker konkurrencestatens strukturelle magt.

Konklusionen er, at man kan stole mere på norsk videnskab end på dansk.

}