‘Nej tak!’ til at blive brugt som en dårlig undskyldning for ændring af SU’en
Dilyana Borisova nægter at lade regeringen give hende og andre udenlandske studerende i Danmark skylden for regeringens planlagte SU-besparelser, skriver hun i et blogindlæg.
En studerendes hverdag kan tit indeholde mere end at møde op til forelæsning. Efterhånden har det at ‘klare sig’ som studerende i den danske konkurrencestat ændret betydning og indebærer ikke kun at klare sig godt (og helst på normeret tid) gennem studiet, men også at passe et studiejob og samtidig balancere det hele med at engagere sig i forskellige sociale fællesskaber og finde tid til at holde det private liv i gang.
Men jeg klager ikke, fordi jeg også får personlig glæde af at engagere mig i projekter, jeg brænder for.
Da jeg startede på mit studie, syntes jeg, at det var vigtigt, at der bliver bygget en bro mellem studie- og arbejdsliv. Derfor meldte jeg mig til mit studies fagråd, hvor jeg kunne tale om det med mine medstuderende og organisere arrangementer, der satte fokus på det.
Efter mit første år på studiet blev jeg hjælpetutor, da jeg selv havde oplevet, hvor vigtigt det er at give nye studerende en god start på studiet. Det ville jeg gerne give videre til de årgange efter mig.
Lidt efter jeg startede med mit studie, startede jeg også på et frivilligt arbejde, der sætter fokus på integration af unge flygtninge i samfundet. Ikke fordi det var umiddelbart relevant i forbindelse med min drømmekarriere, men fordi jeg føler, at det er vigtigt, at alle bidrager til, hvordan samfundet imødekommer flygtningekrisen.
I løbet at mit andet semester som BA-studerende fik jeg en mail fra min fagforening: DM Studerende var i gang med at søge nye bestyrelsesmedlemmer til sektorens bestyrelse. Det lød spændende, og inden længe sad jeg til det første bestyrelsesmøde, og det har siden da været en ekstremt spændende og lærerig måde at engagere sig i studielivet på. Jeg har lært en masse om studenterpolitik og ikke mindst om, hvordan fagforeningsorganisering er med til at opretholde og bevare de demokratiske rettigheder og pligter i det danske samfund.
Den travle hverdag er altså ikke noget, der skræmmer mig, så længe den kommer med spændende muligheder for udvikling og for at gøre en indsats der, hvor det føles vigtigt. Derfor ramte det ekstra hårdt da jeg læste følgende sætning i regeringsgrundlaget:
"SU-systemets robusthed er presset af blandt andet en stigende tilstrømning af udenlandske studerende".
Det rammer lige i hjertet, fordi jeg selv er udenlandsk studerende.
I min hverdag er jeg bare en af de mange studerende, der balancerer mellem studie og arbejde, men i regeringsgrundlaget bliver jeg fremstillet som det sorte får. Som en del af en problematisk gruppe, der ligger til last for samfundet. Som én, der kun er kommet til Danmark for at nasse på systemet. Det rammer ekstra hårdt, fordi det slet ikke er sådan, jeg ser mig selv, eller har lyst til, at andre skal se mig. Jeg er en flittig og hårdtarbejdende studerende, som gør alt, hvad jeg kan, for at passe ind i det danske samfund – på lige fod med alle andre. Ikke desto mindre bliver Regeringsgrundlaget endnu en påmindelse om, at jeg i Regeringens øjne ikke kan have samme værdi for samfundet, som de danske studerende.
Men inden jeg begynder at skamme mig, hiver jeg mig selv ud af deres skræmmescenarier og tilbage til virkeligheden.
DEA og DREAM undersøgelser af de samfundsøkonomiske konsekvenser ved internationale studerende på danske videregående uddannelser viser, at udenlandske studerende på danske universiteter giver et overskud for statskassen.
Den giftige retorik og skræmmepolitik omkring internationale studerende er altså direkte usand.
Jeg er en udenlandsk studerende, der studerer på fuld tid, passer sit studiejob og arbejder frivilligt. Jeg skaber økonomisk værdi, idet jeg betaler min skat, men jeg skaber ikke mindst kulturel værdi. Jeg har for eksempel tit oplevet i mit frivillige arbejde med unge flygtninge, at min erfaring med at have kommet fra en anden kultur har gjort det nemmere for mig at forstå og hjælpe andre med at integrere sig i samfundet.
Jeg mener derfor ikke, at jeg er en udgift for samfundet. Jeg skaber værdi på lige fod med alle andre engagerede unge. Så når det kommer til regeringens brug af udenlandske studerende som syndebuk for alverdens ulykker, så er det ikke bare en dårlig undskyldning - det er direkte i modstrid med sandheden.
Dilyana Borisova læser pædagogik på Københavns Universitet og er medlem af bestyrelsen for DM Studerende. Hun kom til Danmark fra Sofia, Bulgarien som 18-årig, fordi hun blev optaget på en international professionsbachelor i Aalborg (hvor hun ikke modtog SU og derfor forsørgede sig selv via arbejde ved siden af studierne). Hun besluttede sig for at blive, lære sproget og tage en dansk uddannelse og har boet her lige siden.
Alle blogindlæg er udtryk for skribenternes egen holdning. Bland dig gerne i debatten, men hav fokus på sagen og argumenterne. Vi sletter personangreb, diskriminerende udsagn og indspil uden relevans for diskussionen. God debat!
Men jeg klager ikke, fordi jeg også får personlig glæde af at engagere mig i projekter, jeg brænder for.
Da jeg startede på mit studie, syntes jeg, at det var vigtigt, at der bliver bygget en bro mellem studie- og arbejdsliv. Derfor meldte jeg mig til mit studies fagråd, hvor jeg kunne tale om det med mine medstuderende og organisere arrangementer, der satte fokus på det.
Efter mit første år på studiet blev jeg hjælpetutor, da jeg selv havde oplevet, hvor vigtigt det er at give nye studerende en god start på studiet. Det ville jeg gerne give videre til de årgange efter mig.
Lidt efter jeg startede med mit studie, startede jeg også på et frivilligt arbejde, der sætter fokus på integration af unge flygtninge i samfundet. Ikke fordi det var umiddelbart relevant i forbindelse med min drømmekarriere, men fordi jeg føler, at det er vigtigt, at alle bidrager til, hvordan samfundet imødekommer flygtningekrisen.
I løbet at mit andet semester som BA-studerende fik jeg en mail fra min fagforening: DM Studerende var i gang med at søge nye bestyrelsesmedlemmer til sektorens bestyrelse. Det lød spændende, og inden længe sad jeg til det første bestyrelsesmøde, og det har siden da været en ekstremt spændende og lærerig måde at engagere sig i studielivet på. Jeg har lært en masse om studenterpolitik og ikke mindst om, hvordan fagforeningsorganisering er med til at opretholde og bevare de demokratiske rettigheder og pligter i det danske samfund.
Den travle hverdag er altså ikke noget, der skræmmer mig, så længe den kommer med spændende muligheder for udvikling og for at gøre en indsats der, hvor det føles vigtigt. Derfor ramte det ekstra hårdt da jeg læste følgende sætning i regeringsgrundlaget:
"SU-systemets robusthed er presset af blandt andet en stigende tilstrømning af udenlandske studerende".
Det rammer lige i hjertet, fordi jeg selv er udenlandsk studerende.
I min hverdag er jeg bare en af de mange studerende, der balancerer mellem studie og arbejde, men i regeringsgrundlaget bliver jeg fremstillet som det sorte får. Som en del af en problematisk gruppe, der ligger til last for samfundet. Som én, der kun er kommet til Danmark for at nasse på systemet. Det rammer ekstra hårdt, fordi det slet ikke er sådan, jeg ser mig selv, eller har lyst til, at andre skal se mig. Jeg er en flittig og hårdtarbejdende studerende, som gør alt, hvad jeg kan, for at passe ind i det danske samfund – på lige fod med alle andre. Ikke desto mindre bliver Regeringsgrundlaget endnu en påmindelse om, at jeg i Regeringens øjne ikke kan have samme værdi for samfundet, som de danske studerende.
Men inden jeg begynder at skamme mig, hiver jeg mig selv ud af deres skræmmescenarier og tilbage til virkeligheden.
DEA og DREAM undersøgelser af de samfundsøkonomiske konsekvenser ved internationale studerende på danske videregående uddannelser viser, at udenlandske studerende på danske universiteter giver et overskud for statskassen.
Den giftige retorik og skræmmepolitik omkring internationale studerende er altså direkte usand.
Det er den blandt andet, fordi udenlandske studerende, der modtager SU, også arbejder og betaler SKAT under deres uddannelse. Det er faktisk sådan, at internationale studerende, der kommer til landet for at tage en videregående uddannelse, må søge om at blive ligestillet med danske statsborgere og opfylde en række krav, Uddannelses- og Forskningsministeriet stiller. En udenlandsk studerende skal optjene retten til SU ved fx at have et studiearbejde på mellem 10 og 12 timer om ugen eller ved at dokumentere et lovligt uafbrudt ophold i landet på mindst fem år. En DREAM-undersøgelse fra 2013 viser, at tiltrækning af 1000 internationale studerende årligt, betyder et overskud for statskassen på mellem 0,4 og 0,8 mia. kr. I sit notat om studerende fra andre EU-lande konkluderer tænketanken EUROPA også, at udenlandske studerende, der kommer til landet og optjener retten til SU, ikke er et reelt samfundsøkonomisk problem.
Derfor nægter jeg at blive brugt som en undskyldning for, hvorfor regeringen flytter rundt på statsbudgettet og skærer ned på SU’en på en måde, der kan have alvorlige konsekvenser, ikke kun for udenlandske studerende, men for ressourcesvage unge i landet i det hele taget. Det er altså på tide, at der en gang for alle bliver ryddet op i den politiske skræmmeretorik, der fremstiller udenlandske studerende som sorte får.Jeg er en udenlandsk studerende, der studerer på fuld tid, passer sit studiejob og arbejder frivilligt. Jeg skaber økonomisk værdi, idet jeg betaler min skat, men jeg skaber ikke mindst kulturel værdi. Jeg har for eksempel tit oplevet i mit frivillige arbejde med unge flygtninge, at min erfaring med at have kommet fra en anden kultur har gjort det nemmere for mig at forstå og hjælpe andre med at integrere sig i samfundet.
Jeg mener derfor ikke, at jeg er en udgift for samfundet. Jeg skaber værdi på lige fod med alle andre engagerede unge. Så når det kommer til regeringens brug af udenlandske studerende som syndebuk for alverdens ulykker, så er det ikke bare en dårlig undskyldning - det er direkte i modstrid med sandheden.
Dilyana Borisova læser pædagogik på Københavns Universitet og er medlem af bestyrelsen for DM Studerende. Hun kom til Danmark fra Sofia, Bulgarien som 18-årig, fordi hun blev optaget på en international professionsbachelor i Aalborg (hvor hun ikke modtog SU og derfor forsørgede sig selv via arbejde ved siden af studierne). Hun besluttede sig for at blive, lære sproget og tage en dansk uddannelse og har boet her lige siden.
Alle blogindlæg er udtryk for skribenternes egen holdning. Bland dig gerne i debatten, men hav fokus på sagen og argumenterne. Vi sletter personangreb, diskriminerende udsagn og indspil uden relevans for diskussionen. God debat!
