Dansk Magisterforening

61-årige Stefan pendler fra København til Korsør: Det er en gave

© Foto: Lars Pedersen

Debat Stefan Katić
Del artikel:

Sidder du fast i ledighed, så søg et godt stykke væk fra København og Aarhus. Sådan lyder opfordringen fra en moden akademiker, som fandt det gode arbejdsliv, da han hævede blikket fra hovedstaden.

Dette er et debatindlæg. Teksten er udtryk for forfatterens egen holdning.

Hvis jeg ved 7-tiden om morgenen kørte hjemmefra på cykel til arbejde, ville jeg være på jobbet omkring kl. 13.00.

Det er ikke fordi, jeg cykler specielt langsomt eller har en virkelig dårlig cykel. Det er, fordi jeg arbejder i Korsør og bor i hovedstaden. Korsør – Halsskov fraregnet – er sidste afkørsel på Sjælland inden Storebæltsbroen. Knap halvanden time i bil og over to timer i tog. Hver vej. Nogen vil sige, det er for langt at pendle. Jeg siger: Det kommer an på …

Hør her: I en lang periode levede jeg af en noget tynd suppe af midlertidige projektansættelser, jobcenterbetalte kursusforløb og et enkelt løntilskudsjob.

Når dét man gør ikke virker, er tiden inde til at prøve noget nyt. Så jeg søgte jobs, der lå lidt længere væk, end min magelighed brød sig om

Jeg søgte masser af jobs. Ikke så få gange landede jeg som ”en flot nummer to” efter jobsamtalen. Når dét man gør ikke virker, er tiden inde til at prøve noget nyt. Så jeg søgte jobs, der lå lidt længere væk, end min magelighed brød sig om. For eksempel et barselsvikariat på klimaområdet i Korsør – og fik jobbet.

Et nyt landskab, et nyt sted

Mentalt kan jeg godt lide, at jobbet er langt væk. Du rejser ind i en anden virkelighed hver dag og bemærker store og små forskelle. Folk taler dialekt. Byen er ny. Man møder en helt ny del af Danmark, man ikke kendte i forvejen. Hverken geografien eller de mennesker, der bor der. Marker, skove og oversvømmede vandløb. Vejskilte med spøjse og poetiske dobbeltnavne som Sønderupsønder og Lundforlund.

Her skal du ikke primært kommunikere til (andre) akademikere. Du skal forklare fjernvarmeplaner og mulighed for tilskud til at skrotte oliefyret for pensionister, der ikke kender regelsættet. Eller om grøn energi til skoleelever, der spørger om vindmøller til deres gruppearbejde. Det er både sjovt og udfordrende.

Ikke mindst er det langt fra logikkerne på Slotsholmen – og man får et andet virkelighedstjek. I bussen, ved borgermøderne i forsamlingshusene og på kommunebibliotekerne.

Stefan Katić

Stefan Katić er miljøplanlægger fra RUC.

Han er opvokset i Viby Sjælland som nummer to af fire brødre med en dansk mor, en kroatisk far og et ufatteligt antal marsvin.

Stefan Katic er ansat som klimamedarbejder i Slagelse Kommune og bidrager jævnligt til debatten i akademikerbladet.dk med en række udokumenterede synsninger.

Nogle vælger at se lang transporttid som en plage. Man kunne også vælge at se det som en tidsgave. Tid til at hive pc’en frem og arbejde i toget, hvis energien er til det. Eller til at kravle ind i en god fag- eller skønlitterær bog. Axel Schulmann: Brænd alle mine breve. Primo Levi: Hvis dette er et menneske. Jens Vilstrup: Lalandia. Nora Krug: Heimat. Peter Harmsen: Storm over Stillehavet. Alle dem havde jeg nok ikke fået læst, hvis ikke det var for intercitytoget IC244 og bus 901 fra Slagelse Station til Korsør.

Flere bøger venter!

Skrivero og skærmmøder

Det hele kan kun lade sig gøre, fordi vores team har besluttet at have to faste hjemmearbejdsdage, hvor man som udgangspunkt ikke skal lægge fysiske møder i Korsør.

Tiden med corona har gjort hjemmearbejdsdage til en fuldkommen naturlig del af arbejdslivet. Det er ikke længere en midlertidig undtagelse, som vi ser på med skepsis.

To hjemmearbejdsdage er to dage med skrive-ro, tid til fordybelse – og så lige nogle Teams-møder, hvor der enten er problemer med lyden eller billedet.

Fastansættelse – en guldåre

Nye udfordringer, gode bøger og kendskab til en helt ny del af Danmark. Alt det er godt.

Jeg skulle hilse og sige, at der ikke er mange 61-årige akademikere, som bliver tilbudt fast job

Men her kommer den virkelige guldåre: Da jeg tog et barselsvikariat, var det med en skummel bagtanke: Det kunne jo være, at ansættelsen på sigt ville kaste en fastansættelse af sig. Det var præcis, hvad der skete efter et halvt år. Planen virkede.

Jeg skulle hilse og sige, at der ikke er mange 61-årige akademikere, som bliver tilbudt fast job. Sig det ikke til nogen, men mit eksamensbevis er fra en tid, hvor statsministeren hed Poul Nyrup Rasmussen, radioen spillede TV-2’s ”Det er saaaamfundets skyld” i ét væk og faxmaskinen var højeste trin på den teknologiske udviklingsstige.

Væk fra komfortzonen – langt væk …

Som jobsøgende er der ikke noget værre end bedrevidende folk i job, der uopfordret kommer med råd om, hvad man ”bare” skal gøre. Så her kommer mit råd:

Find din smertegrænse for, hvor langt du vil pendle – og søg så en lille smule længere væk. Nogle gange skal man ryste posen. Nogle gange sker der først noget nyt, når man forlader sin comfort zone.

Selvom visitkortet siger ”klimamedarbejder”, så bliver også jeg undertiden træt af DSB, Movia og rejsekort-app’en, der definerer ens dag. Så låner jeg på skift to små biler. Rød bil, blå bil. På den ene hyler tagbøjlerne, hvis man kører over 105 km/t. Den anden lugter af benzin og førersædet kan ikke skubbes helt tilbage, så man sidder noget ubekvemt. Men jeg kommer da til Korsør.

Vil du med?

}