Dansk Magisterforening

Ledelsesrådgiver: Vi skal være sultne

Af Jonathan Løw
Del artikel:

Hvis det går godt, så må I ikke slumre ind og tænke, at så fortsætter medarbejderne nok med at være sultne. Det gør de ikke. Vi bliver dovne i Paradis. Det skriver ledelsesrådgiver Jonathan Løw i dette blogindlæg.

For nyligt mødtes jeg med én af landets meget succesfulde entreprenører. Mødet var kommet i stand, fordi vi var nysgerrige på hinanden og ville afdække samarbejdsmulighederne i forhold til en ny startup, jeg er involveret i. Mere kan jeg ikke afsløre om den del for nu.

Entreprenøren hører til iblandt de meget velhavende mennesker herhjemme, men vedkommende er ikke drevet af penge. Han er drevet af sult, og det blev nøgleordet for hele vores snak.

Til daglig driver han en større og yderst succesfuld virksomhed, mens jeg, blandt andre aktiviteter, turnerer land og rige rundt for at udvikle organisationer og inspirere mennesker til at nå deres drømme og mål. Jeg plejer at kalde det at lytte højere.

Vi talte om, hvorfor organisationer får succes, eller hvorfor de ikke gør. Både når vi taler de private og de offentlige. Og vi blev hurtigt enige om dette lille nøgleord – sult.

Som iværksætter kan man være passioneret omkring tusindvis af forskellige ting. Nogle dedikerer år af deres liv til at skabe verdens bedste pølsebrød. Andre brænder for IT-løsninger og apps, mens andre igen er optaget af madlavning eller mode. Fælles for de, der så rent faktisk lykkes, er deres sult. En sult med at udleve det, der nærer deres sult.

Denne næring kan være vidt forskellig. Det er ikke sådan, at målsætningen omkring at blive rig ofte er én, der så også rent faktisk resulterer i, at man bliver rig. Nogle gange måske nærmere tværtimod. Men sulten er fortsat vigtig, for det er den, der holder os på stikkerne, når andre går kolde og lukker ned.

Sult gør, at man ikke tænker på at stemple ud, når fabrikken nærmer sig lukketid, men i stedet glemmer alt om tid og sted. Sulten skal derfor også holdes under observation fra kollegerne, for den kan være så stærk en drivkraft, at man glemmer sig selv og sit helbred. Det har jeg desværre oplevet på egen krop, men det er samtidig den sult, som er helt afgørende for at føle mening med arbejdslivet. Det kender du formentlig også som akademiker – uanset hvilket job, du så måtte besidde i dagligdagen?

Når man mister sulten, så er det på tide at komme videre. Vi talte på vores møde om, at vi begge udmærket kendte følelsen af at skulle videre. At være nået dertil med et projekt eller en opgave, hvor vi holder op med at være sultne, og det i stedet hænger os langt ud af halsen. Hvis du befinder dig der lige nu i dit arbejdsliv, så sig for guds skyld op. Hvis du ikke er så heldig at have en ledelse, der taler sult med dig, så må du selv tage ansvaret og finde appetitten et nyt sted.

Sult er på mange måder det, jeg hjælper organisationer med at finde, selvom jeg ikke har brugt det ord tidligere. Jeg har imidlertid igen og igen mødt mennesker og organisationer, som har brugt måneder på at formulere strategier, visioner og missioner, men aldrig fundet ind til, hvad der gør de enkelte medarbejdere i teamet sultne.

Er de virkelig passionerede omkring det, I mener, at organisationen står for? Og hvis de ikke er det, er det så et problem?

Faktisk ikke vil jeg hævde, for virksomheder bindes ikke sammen af strategier eller visioner, men af værdier og først og fremmest mennesker – dvs. kulturen.  Sult skabes hos den enkelte medarbejder, når vedkommende finder meningen med at være i præcis den organisation. Det er vel at mærke ikke organisationens mening, men den enkeltes.

Denne sult kan være vidt forskellig fra person til person. For nogle er det muligheden for at afprøve deres talenter og evner i praksis og at udvikle disse yderligere. Det ser man indenfor sportens verden, og det oplever man i organisationer, hvor arbejdet er struktureret på en måde, så den enkelte medarbejder virkelig kommer til at ’shine’.

For andre handler det om at stimulere deres behov for gode kolleger og at være i en kultur præget af tillid og empati. At være et sted hvor man føler sig tryg, set og hørt. Og for andre igen er det tilfredsstillelsen ved at nå deadlines, at gentage ting etc. Det er ikke noget, man kan sætte på formel, men det er faens vigtigt for, at hele jeres organisme fungerer.

Sult kan ergo ikke formuleres i store ord eller visioner. Det er en misforståelse, når ledere og organisationer tror, at de på denne måde kan få kollegerne til at give det ekstra, der skal sikre organisationens succes. Sådan fungerer vi mennesker ikke, og ofte bliver dette ’why’ misforstået på en måde, hvor ledelsen tror, at hvis den blot får formuleret et sådant kollektivt why, så forløser det også potentialet og stiller sulten hos den enkelte. Det gør det blot ikke.

I stedet handler det om at være opmærksom på den enkelte medarbejder og sikre, at vedkommende er i en position i organisationen, hvor de kan agere på de ting, der virkelig betyder noget for dem. Få stillet deres sult. Det kræver først og fremmest god og ikke mindst lydhør ledelse.

Når en medarbejder finder frem til, at de ikke kan få stillet sulten hos jer, så skal de videre. Det er at give en gave til dem og jer selv. I nogle organisationer er man i mine øjne for uambitiøse og tænker, at hvis blot medarbejderne giver fornuftige karakter i en tilfredshedsundersøgelse, så man kan godt klappe sig selv på skulderen, men er det virkelig nok at være tilfreds? Burde vi ikke stræbe efter at finde den sult, som dette indlæg handler om?

Jeg tror ikke på, at det i fremtiden er nok at gøre hverken kunder eller medarbejdere tilfredse. Vi skal ville mere. Vi skal være mere sultne. Det gælder uanset, om I lige nu befinder jer i en god eller kritisk periode i jeres organisation. Hvis det går godt, så må I ikke slumre ind og tænke, at så fortsætter medarbejderne nok med at være sultne. Det gør de ikke. Vi bliver dovne i Paradis. Og tilsvarende går I galt i byen, hvis I antager, at når der er krise, så står folk sammen og kæmper for at komme ud af den. Det er heller ikke automatisk tilfældet. I krisetider kan man ligeså vel opleve, at folk føler sig så pressede, at de glemmer, hvad de egentlig brænder for og er gode til og derfor begynder at gøre noget andet og mister troen på sig selv. Også her skal de finde tilbage til, hvor deres sult ligger. Gør de det, så skal de også nok vende udviklingen.

Hvor ligger din sult?