Dansk Magisterforening

Hvorfor spiser de fattige ikke bare kage?

Ansvarshavende redaktør for  DM Akademikerbladet Jakob Elkjær

© Foto: Jacob Nielsen

Debat
Af Jakob Elkjær
Del artikel:

Finansministeriet bagatelliserer den stigende ulighed i Danmark i ny Ulighedsredegørelse. Det er primært de fattiges egen skyld. Det havde været bedre med bud på løsninger.

Uligheden i Danmark skyldes for langt størstedelen de fattiges manglende flid og dårlige livsstil. Det er rent faktisk konklusionen i en officiel ’Ulighedsredegørelse’ fra Finansministeriet.

Det er ufatteligt, at der ikke er et tænkende væsen i hele det ministerielle system fra kontorchefen til ministeren, der har stoppet vrøvlet. Men nu er det udkommet, og redegørelsen på 275 sider er ikke kun ufrivilligt komisk, men også vigtig.

Vigtig, fordi den afliver enhver tvivl om, at Danmark er blevet skævere.

Embedsmændene skriver, at uanset hvilken metode, de bruger til at måle uligheden, så er den steget - for eksempel er den såkaldte ginikoefficient steget fra 20 til 28 fra 1994 til 2018. 

Alt i alt er de 275 sider en guldgrube af fakta om indkomster, formuer og ulighed i for eksempel sundhed. Vi får for eksempel at vide, at top én procent ejer det samme som de to tredjedele mindst formuende. Og at de 10 procent rigeste ejer halvdelen af al formue i Danmark. Og at de fattigste lever kortere.

Blandt de fattigste 10 procent dør 10 procent tidligt. Af de rigeste ti procent dør kun to procent tidligt, kan man se i en figur på side 21. Sammenligner man 2018 med 2000, så er der sket en voldsom negativ udvikling. I 2000 var det kun 6,5 procent af de 10 procent fattigste, som døde tidligt, hvor det i dag er 10 procent.

Det går først galt, når tallene skal udlægges og forklares.

Først får vi en skønsang om, at hvis vi sammenligner med andre, så går det rigtig godt: ”I Danmark er der få personer i lavindkomstgruppen, og den sociale mobilitet mellem generationer er høj. Forskellene i uddannelsesniveau er små, og forskellene i levealder er på niveau med forskellene i OECD".

Først herefter bliver rapporten ufrivilligt komisk. Det store slagnummer handler nemlig om, at indkomstforskelle ikke skyldes ulige muligheder, men mere den enkeltes flid og valg af livsstil.

Midt i en periode, hvor alt fra Verdensbanken til FN går i rette med stigende ulighed, fordi ulighed skaber mindre stabilitet, mindre tillid og mindre velstand, så fremlægger Finansministeriet en beregning, som viser, at størstedelen af den økonomiske ulighed er ret og rimelig.

Ministeriet når frem til følgende: ”Hvis der tages udgangspunkt i de omstændigheder, som der findes oplysninger for tilbage i tid, kan der med nogen usikkerhed skønnes, at 8 pct. af indkomstforskellene kan henføres til ulighed i muligheder".

Prøv at tænke tanken til ende: Når vi højtlønnede skræver over den hjemløse på gaden, så kan vi betrygge os selv med, at vores eget gode liv for 92 procents vedkommende skyldes vores egen indsats, mens den hjemløse blot kunne have udnyttet sine muligheder, der jo ikke for alvor adskiller sig fra vores andres muligheder.

Fine fakta, forvrøvlede udlægninger

Ministeriet tager naturligvis forbehold for, at tallene er usikre – de er jo ikke idioter - men som læser må man konkludere, at ulighederne i Danmark er små og mestendels rimelige.

En lang række fagfolk har allerede på Twitter konstateret, at ministeriets beregning er forenklet, misvisende, uvidenskabelig eller slet og ret dumpet på grund af metodefejl.

Men hvorfor er rapporten fyldt med fine fakta og forvrøvlede udlægninger på samme tid?

Fordi man ikke kan løbe fra fakta, men kan have en tilskyndelse til at retfærdiggøre egen indsats. Den stigende ulighed er jo i høj grad resultatet af politiske reformer designet i netop Finansministeriet. At bede netop dette ministerium om at lave en ulighedsredegørelse er derfor som at bede ræven lave en rapport om, hvem der har spist gæssene.

Der er for eksempel ikke skyggen af tvivl om, at en meget lang række af de skatte- og ydelsesreformer, der blev designet i Finansministeriet fra 2001 – 2017 under regeringer ledet af Anders Fogh (V), Helle Thorning (S) og Lars Løkke (V) gjorde Danmark mere ulige. 

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har vist, at 15 års skattereformer fra 2000 til 2015 entydigt er kommet de rigeste til gode. De 1% rigeste har fået 80.000 kr. mere på kontoen af reformerne, mens de 10% fattigste har fået 1.000 kr. mere fra skattereformerne.

Og mens de rigeste fik skattelettelser, så skar man på dagpenge, bistand og andre overførselsindkomster.

Nu er uligheden dokumenteret. Lad os holde op med at retfærdiggøre den og i stedet gøre noget ved den

Det står på side ét i regeringens og støttepartiernes forståelsespapir, at ulighed skal bekæmpes. Alligevel tyder alt på, at den stadig stiger.
Ikke mindst fordi Christiansborg i 2012 vedtog, at dagpenge og kontanthjælp skal stige mindre end lønningerne. En reform, som regeringen ikke har afskaffet. I DM Akademikerbladet har vi spurgt tre forskere i ulighed, hvilke instrumenter regeringen bedst kan bruge, hvis den vil leve op til sin egen målsætning om øget lighed.

De tre forskere peger samstemmende på, at den systematiske udhuling af dagpenge, kontanthjælp og andre overførsler skal stoppes, hvis ligheden skal øges. De er også enige om, at skattesystemet ikke omfordeler lige så meget, som det gjorde tidligere.

Spørger man Bent Greve, professor i samfundsvidenskab på RUC, om, hvad regeringen indtil videre har gjort for at bekæmpe uligheden, så er han ikke i tvivl om, at "det er meget begrænset”.

Han medgiver, at hjælpepakkerne fra regeringen klart har dæmpet den stigning, man kunne forvente i ulighed under corona, men det store initiativ, der skal vende udviklingen, lader vente på sig.

Nu er uligheden dokumenteret. Lad os holde op med at retfærdiggøre den og i stedet gøre noget ved den.