Øremærket barsel: Hvad med de selvstændiges børns tarv?

Jeg ved godt, at dette emne er kontroversielt, fordi det går helt tæt på rigtig mange menneskers følelser. Men jeg synes, det er vigtigt at turde diskutere, hvorvidt ønsket om større ligestilling mellem kønnene er væsentligere end hensynet til barnets tarv.

Og min påstand er, at man i beslutningen om at øremærke 11 uger af den tidligere fælles barsel til barnets far har tilsidesat hensynet til barnets tarv for at opnå en ligestillingseffekt. Det er selvfølgelig helt legitimt at mene, at ligestillingen i dette tilfælde er vigtigere, og på grund af min egen manglende faglighed på området er jeg selv i tvivl i netop dette tilfælde.

Men man har lagt en hyklerisk undtagelse ind i ordningen. En undtagelse, som netop afslører, at man ikke har taget hensyn til barnet i beslutningen. Så nu får vi altså tudet vores mærkede ører fulde af ligestilling på vores ufødte børns og børnebørns bekostning.

Den faglige vinkel på øremærket barsel

Jeg er ikke sundhedsfaglig, så på det sundhedsfaglige område er jeg henvist til at stole på eksperter. I debatten om hensynet til barnet i den nye ordning har især to emner fanget min opmærksomhed. Det ene er barnets behov for tilknytning til moderen. Det andet er barnets fordel ved amning.

Det er min fornemmelse, at det første er det vigtigste, men det er også det vanskeligste at finde lægmandsforståelige oplysninger om. Jeg mener selv, at jeg er ret god til at skille skidt fra snot i skriftlige fremstillinger, og for mig har det været vanskeligt at finde nogen klar og tydelig – og samtidig populært fremstillet – evidens omkring effekten af delvist at fjerne moderens tilstedeværelse fra barnet efter netop 37 uger, som er den maksimale barselsmulighed til moderen i den nye ordning. Desuden har jeg selv svært ved at forestille mig, at denne altafgørende tilknytning ikke kan være lige så god, hvis den rettes mod faderen eller mod en adoptivforælder.

Men når det drejer sig om amning, er det lettere. 10 minutter på min foretrukne søgemaskine giver mig klare svar – og de svar er nok til at underbygge min påstand.

Og de fleste vil nok være enige med mig i, at lige præcis amning er det punkt, hvor moderens og faderens kompetencer i langt de fleste tilfælde adskiller sig fra hinanden.

Amning er vigtig. Det lægges der vægt på mange steder. WHO anbefaler derfor, at amningen starter i barnets første levetime, og barnet ammes fuldt ud, indtil det er fyldt 6 måneder (altså de første 26 uger). Herefter bør der ifølge WHO suppleres med anden føde, mens amningen fortsættes, til barnet fylder to år. Argumentet for WHO’s anbefaling er “to achieve optimal growth, development and health”.

Sundhedsstyrelsen her til lands har en lidt blødere formulering, som let kan tolkes til ulempe for barnet: ”Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn ammes fuldt, til de er omkring 6 måneder. Delvis amning anbefales til 12 måneder eller længere.”

Begrebet ”delvis amning” kan jo forstås sådan, at det er rigtig fint, at mor kommer hjem og ammer lidt en gang i mellem, når hun har fri fra arbejde. Men hos WHO, som Sundhedsstyrelsen henviser til i sin anbefaling, handler delvisheden om, at der efter 6 måneder også er brug for supplerende føde til brystmælken.

Jeg har på fornemmelsen, at nogle beslutningstagere har tolket direkte på Sundhedsstyrelsens formulering og overset, at baggrunden for den formulering er hentet hos WHO.

Hvad gør amning godt for?

Der er masser af videnskabelig dokumentation for, at amning er godt. Mit blik faldt først på en fremstilling af en undersøgelse fra DTU med titlen ”Jo længere amning, jo færre infektioner hos baby”. To af undersøgelsens konklusioner lyder: ”Fuld amning i fire måneder halverer risikoen for indlæggelse med infektioner i barnets første leveår” og ”Hver måneds amning ud over fire måneder sænker risikoen for indlæggelse med fire procent”.

Jeg har ingen problemer med at genkalde mig mine næsten 30 år gamle minder fra tiden som førstegangsfar. Forældreinstinktet og det oxytocin-trip, som er biologisk grundlag for tilknytningen, står tydeligt mejslet ind i min kropslige hukommelse. Jeg husker den uimodståelige trang til at ofre mig 100% for det barn, som jeg havde fået ansvar for.

Alligevel er jeg sikker på, at især konklusion nr. to ovenfor ville have overbevist mig om, at min hustru skulle have så stor en del af barslen som overhovedet muligt – af hensyn til barnet og på trods af ligestillingen. Fordi jeg ville føle, at det var den måde, hvorpå jeg bedst tog ansvar for mit barn.

Men hvad er barnets tarv?

Og her hører jeg for mit indre øre en sværm af skyldbetyngede flaskebørnsforældre, som går i forsvar og råber: ”Jamen, er vi så ikke gode forældre?”

Jo, nogle af jer er formentlig gode forældre og andre mindre gode – præcis som ammebørnenes forældre er det. Men jeres børn har objektivt gennemsnitligt en ulempe sammenlignet med ammebørnene. Det siger SDU-professoren jo klokkeklart.

I min argumentation ovenfor udelod jeg dog professorens tredje hovedkonklusion: ”Studiet antyder ikke behov for ændrede anbefalinger for amning og bør ikke være anledning til bekymring hos dem, der ikke ammer”.

Hvilket lidt skarpslebet kan oversættes til noget i retningen af: Det er bedst at amme, men det er også ok at finde andre løsninger.

Og hvis man går stærkt ind for ligestilling mellem kønnene, er der herfra ikke så langt til at mene, at på den baggrund varetager man faktisk bedst barnets tarv ved at give det lige ret til sin mor og far – og altså derfor øremærke den del af barslen, som ligger ud over WHO’s anbefalede seks fuldammemåneder, til faderen.

Men hvis man går ind på dette argument, står hykleriet stadig tilbage:

Hvorfor varetager man bedst lønmodtagerbarnets tarv med øremærket barsel, mens barnet af selvstændige hjælpes bedst med fortsat frivillighed?

Det spørgsmål står stadig og runger i mine stakkels tinnitusmærkede ører. Og præcis det spørgsmål understreger min påstand om, at man i beslutningen af den nye ordning har tilsidesat hensynet til barnets tarv. Og det er skændigt.