Fremdriftsreformen er stadig en spændetrøje

Forligspartierne bag den meget udskældte fremdriftsreform, der har til formål at reducere den gennemsnitlige studietid med 4,3 måned inden år 2020, har indgået aftale om en justering. Justeringerne er tiltrængte, men løser ikke de problemer vi, som studerende og undervisere på universiteterne, er blevet ramt af som følge af reformen.

Forligspartierne har, med ministeren i spidsen, forsøgt at sælge justeringen som en stor forbedring for de studerende, der nu kan få det nemmere selvom universiteterne fortsat risikerer at skulle betale op mod en mia. kroner om året i bøde i 2020. Men sandheden er, at reformen fortsat gør det meget vanskeligt for os studerende og undervisere at forsvare uddannelseskvaliteten. Og justeringen ændrer ikke på, at reformen er en spændetrøje, der vanskeliggør en masse af de aktiviteter, som ellers efterspørges af samfundet: iværksætteri, studierelevant arbejde, frivilligt arbejde, udvekslingsophold og praktik.

Forligspartierne fastholder de centralistiske planmål om nedbragt studietid, og de fastholder de bøder universiteterne skal betale, hvis planmålene ikke nås. Aftalen beskriver seks initiativer, der skal gøre det lettere for de studerende. Men gennemgående for dem alle er, at der ligger en regning gemt, hvis fleksibiliteten skal realiseres.

Det første initiativ er, at partierne ikke længere kræver, at de studerende tvangstilmeldes 30 nye ECTS hvert semester. Universiteterne kan dog stadig gøre det helt eller delvist. Der vil sikkert blive givet dispensationer, men universiteterne vil ikke have andre muligheder end at fastholde tvangstilmeldingen. De har nemlig ikke råd til at betale bøderne. Det andet initiativ supplerer muligheden for tvangstilmelding af 60 ECTS om året med en mulighed for at universiteterne kan udmelde de studerende, der ikke består 45 ECTS om året. Partierne tørrer derved ansvaret af på universiteterne. Som studerende og undervisere accepterer vi ikke partiernes præmis om, at man kan få mere kvalitet og mere fleksibilitet under den udstukne ramme. Og vi accepterer ikke politikernes forestilling om, at der er en interessemodsætning mellem universiteterne og de studerende.

Det tredje initiativ åbner mulighed for at universiteterne kan indføre løbende karaktergivning, fx baseret på skriftlige afleveringer i løbet af kurserne.  Det synes vi er godt, for det giver mulighed for at lette eksamenspresset og for at vi i fællesskab kan udvikle mere relevante former for karaktergivning.

Det fjerde initiativ skal give studerende der er iværksættere bedre muligheder ved at åbne mulighed for at universiteterne kan dispensere fra eventuelle tilmeldings- eller aktivitetskrav.

Vi er desværre ikke sikre på, at det får nogen stor effekt. For det første, fordi partierne slår fast at universiteterne stadig skal betale bøder for de iværksættende studerendes studietidsforlængelse. For det andet, fordi det er uklart hvordan muligheden kan administreres.

Det femte initiativ slår fast, at universiteterne kun må give studieskiftere merit for relevante dele af den tidligere uddannelse. Dette vil sikre at studerende ikke tvinges til at bruge alle deres muligheder for individuelle tilvalg på tidligere kurser, der ikke er relevante for den nye uddannelse. For os undervisere og studerende er det vigtigt, at den enkelte studerende har mulighed for at forfølge faglige interesser, fx som forberedelse til specialeprojektet. Denne mulighed forbedres nu for en stor gruppe af studieskiftere.

Det sidste initiativ handler om fx professionsbachelorers faglige supplering ved optagelse på en kandidatuddannelse. Oprindeligt opererede fremdriftsreformen med en reduktion af suppleringsmulighederne, men denne reduktion er nu rullet tilbage til, at universiteterne kan stille krav om op til 30 ECTS supplering. Dette øger muligheden for at folkeskolelærere, diplomingeniører, sygeplejersker osv. kan læse videre på en kandidatuddannelse. Og det udtrykker en erkendelse af, at en bachelorgrad ikke bare er en bachelorgrad. Det er vi glade for. Vi er samtidigt mindre tilfredse med, at der er lagt op til at den studerende ikke vil kunne få SU og i øvrigt selv skal betale for undervisningen. Vi håber, at partierne på Christiansborg vil besinde sig og bakke op om retten til gratis uddannelse.

Aftaleteksten indeholder også nogle meget løse formuleringer om fælles ønsker om mere praktik, udlandsophold, eksterne projekter og forskningsdeltagelse, men uden studietidsforlængelse. Det er jo positive hensigter, men netop kun hensigter uden forslag til realisering.

Tilbage står vi altså med en justeringsaftale der, på trods af enkelte gode tiltag, ikke ændrer ved det grundlæggende problem i fremdriftsreformen, det rigide krav til reduktion af studietiden og de tilhørende bøder. Men det værste er at partierne og ministeren sår splittelse mellem os, de studerende og lærerene på universiteterne. I stedet burde de anerkende at en egentlig løsning af problemerne må tage udgangspunkt i at studerende skifter uddannelse, starter virksomhed, har studerelevant erhvervsarbejde, kommer i praktik, eller noget helt andet der gør at de i sidste ende kommer til at passe rigtigt godt ind på arbejdsmarkedet.

Det er afgørende vigtigt for os at fastholde kvaliteten i uddannelserne. Den gennemsnitlige studietid på de lange videregående uddannelser var allerede før fremdriftsreformen støt faldende - fra 6,4 år i 2006 til 5,9 år i 2013 (Kraka). En yderligere sænkning kan ikke presses igennem med tvang og trusler, for så bliver det umuligt at fastholde kvaliteten.  Derfor er det en forudsætning for en løsning af fremdriftsreformens problemer at bøderne til universiteterne afskaffes, og at ministeriet i stedet indgår i konstruktiv dialog med os studerende og lærere på universiteterne.

Svaret på fremtidens behov for højt kvalificeret akademisk arbejdskraft er ikke en driftsøkonomisk optimering, der foreskriver, at så mange som muligt bliver kørt igennem så hurtigt som muligt uden skelen til kvaliteten af uddannelserne. Og svaret på behovet for job- og omverdensorientering af de studerende er ikke at skrue ned for den faglige dybde, for at skabe plads til stadigt flere elementer, indenfor en fanatisk håndhævet studietidsramme.

Hvis regeringen og forligspartierne vil have mere ud af uddannelsesbudgetterne, skulle de hellere genoptage kvalitetsdebatten og invitere studerende og universitetslærere til debat om hvordan vi bedst muligt bruger budgetterne.

Vi, de studerende og lærerne på universiteterne, vil fortsat stå sammen imod den spændetrøje, som partierne bag fremdriftsreformen har lagt os i.