Dansk Magisterforening

Er dårlig samvittighed en uundvigelig del af at arbejde 37 timer og have børn?

"Jeg har knoklet for at opnå den stilling, jeg har nu, og jeg er en af de heldige, der dybfølt elsker mit arbejde. Men det er svært at få lov til at have det sådan som småbørnsforælder," skriver Caroline Cecilie Olesen i dette blogindlæg.

Debat Caroline Cecilie Olesen
Del artikel:

Der sidder konstant en lille samvittighedsdjævel på Caroline Cecilie Olesens skulder, som dukker op, når hun henter børnene som en af de sidste i institutionen. Nu vil hun gøre sit bedste for at fjerne alt, der hedder skam, skyld og skadelig selvkritik – både fra andre og hende selv.

Debatten om den perfekte balance mellem arbejds- og familieliv raser, og budskaber, holdninger og følelser hvirvler rundt i luften som efterårsblade i stormvejr.

I det ene ringhjørne af debatten står de, der mener at ønsket om en karriere skal, bør og må vige for familien. I det andet står de, der er bekymrede for udviklingen, særligt grundet de socioøkonomiske forhold og det uundvigelige faktum, at samfundets struktur kræver, at vi arbejder. Og der i midten står jeg så.

Jeg prøver sådan set bare at være her. Med mit fuldtidsjob, som jeg elsker, og mine børn, som jeg elsker endnu mere. De fleste er faktisk som mig, og alligevel mærker jeg den dårlige samvittighed over min jonglering med arbejde, børnehentning og nærvær hver evigt eneste dag.

Og jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg skal gå hen med den.

Kærlighed og kaos

Inden jeg fik børn, forestillede jeg mig, at min succes som mor skulle måles på, hvor glade mine børn var. Men allerede i løbet af de første dage, med en lille ny baby i hænderne, ramte idealerne mig som en hammer.

Selvom min søn var sund og rask og havde god øjenkontakt (den ultimative ros fra sundhedsplejersken), blev jeg nærmest besat af at finde ud af, hvordan jeg bedst kunne leve op til idealerne fra de perfekte mødre, som jeg så på Instagram eller læste om i medierne.

Han skulle vikles i en særlig vikle. Den skulle ikke sidde for højt, ikke for lavt. Han skulle have hjemmelavet babymos, som skulle fremstilles i små ftalat-frie forme, så jeg nemt kunne tage dem op af fryseren, og dermed have endnu mere tid til at lave mavetræning med ham på gulvet, så hans hoved ikke blev skævt. Han skulle til babysvømning. Han skulle til babysalmesang. Han skulle til kiropraktor. Han skulle have en slyngevugge, men også en ”bedside crib”, så faren for vuggedød blev minimeret. Han skulle have legetøj og farverige ting at kigge på, selvom han syntes, det var langt sjovere at sidde og bide i vores fjernbetjening eller et piskeris.

Jeg endte med at styrte København rundt for at indkøbe alle de mange livsnødvendigheder, der skulle til, for at min søn havde en ”god mor”, at jeg helt glemte at trække vejret, kigge på ham og opdage, at han sådan set havde det ret pragtfuldt.

Problemet er bare, at min relativt logiske hjerne hurtigt regner sig frem til, at mine børn i så fald er mindre heldige, fordi de har en mor, der som de fleste andre mennesker, prioriterer at arbejde 37 timer.

Caroline Cecilie Olesen

Desværre må jeg konstatere, at det stadig er idealerne, jeg forsøger at efterleve i dag, i stedet for min egen fornemmelse for, at mine børn på tre og seks år egentlig har det godt.

Et af de steder, hvor idealerne er allermest uopnåelige for mig, er i forbindelse med mit arbejde og min lyst til at gøre karriere. For jeg er ikke kun mor, og jeg er ikke kun optaget af mine børns trivsel.

Jeg har også andre ting, jeg går op i. There, I said it. Av. Det lyder allerede brutalt.

Mor elsker dig…. Og sit arbejde

Jeg har knoklet for at opnå den stilling, jeg har nu, og jeg er en af de heldige, der dybfølt elsker mit arbejde. Men det er svært at få lov til at have det sådan som småbørnsforælder.

Man skal helst have lyst til at udfordre sin arbejdskonstellation til fordel for mere familietid, for eksempel i form af deltid, orlov eller måske den ultimative arbejdsselvopofrelse – at trække sig fuldstændigt fra arbejdsmarkedet i en periode for at være til stede derhjemme.

I en radioudsendelse hørte jeg en hjemmegående husmor fortælle, hvordan hun havde opsagt sit gode job for at gå hjemme med børnene. Hun fik dagene til at gå med at bage boller, vaske tøj og stå klar med åbne arme, når børnene kom tidligt hjem fra deres respektive institutioner. Og hallelujah, det er jo umuligt ikke at have respekt for den beslutning og romantisere den i en nærmest sygelig grad. De børn er jo så heldige!

Problemet er bare, at min relativt logiske hjerne hurtigt regner sig frem til, at mine børn i så fald er mindre heldige, fordi de har en mor, der som de fleste andre mennesker, prioriterer at arbejde 37 timer.

PODCASTEN "HAV EN GOD DAG, SKAT"

Du vil gerne dit barn. Du vil bare også gerne dit job. Af nød eller af lyst. Så hvordan kombinerer man de to ting?

Hvordan agerer du i den evige dobbelte dårlige samvittighed over for job og børn, hvor du føler, du aldrig giver nok?

I Akademikerbladets podcast ’Hav en god dag, skat’ undersøger vi nogle af hverdagens dilemmaer og forsøger at hjælpe dig af med din dårlige forældresamvittighed.

Vil du være med? Send en mail til redaktør Benedicte Borelli på beb@dm.dk, hvis du vil dele dine erfaringer og tanker om emnet. 

Både fordi hun vil udnytte sin uddannelse og tjene penge – men også fordi arbejdet giver hende et element i hverdagen, hvor hun kan få lov til at tænke hjernevridende tanker, bruge sin kreativitet og grine lidt med voksne mennesker.

En vigtig del af hende selv, som hun virkelig ikke har lyst til at give afkald på. Og med hende, mener jeg mig.

Skam, skyld og skolemadpakker

Efterhånden har jeg lært, at jeg aldrig rigtig er alene. Der sidder konstant en lille samvittighedsdjævel på min skulder, som for eksempel dukker op, når jeg henter børnene klokken 16 og kan se, at de er nogle af de sidste tilbage i institutionen. Og jeg gentager lige; klokken 16.

Og mens jeg går rundt og pakker deres sager sammen, kigger jeg rundt på de tomme garderober og tænker ”Er det vitterligt kun mig, der stadig arbejder fuldtid – og hvordan har I råd til de kæmpestore huse, som vi besøger til fødselsdagsfesterne?”

Samvittighedsdjævlen dukker også op, når jeg skal rejse en enkelt dag i forbindelse med jobbet, og jeg tager afsked med de halvsovende børn om morgenen. For hvordan kan en mor overhovedet overveje at tage væk fra sit barn og efterlade det (hos far)? Huuulk.

Den dukker op, når børnene er syge, og det første jeg tænker på, er den præsentation til arbejdet, som jeg umuligt kan nå at få færdig, fordi jeg skal yde optimal omsorg med kolde omslag og nus.

Den dukker op, når jeg prioriterer at tage til fredagsbar, fordi jeg virkelig gerne vil omfavne det sociale liv, som pulserer på min arbejdsplads.

Den er der med andre ord hver evig eneste dag, og i alle praktiske aspekter af vores familieliv. Men det tror jeg nødvendigvis ikke, at den behøver at være.

Inspiration eller diktering

Jeg har brugt mange år på at forstå polerne i vores forældreskabsdebat. Og jeg har forståelse og respekt for dem begge, og alle dens aspekter, faktisk.

Men de repræsenterer ikke det sted, som de fleste af os står i livet - for de fleste af os er nødt til at arbejde, og de fleste af os har faktisk også en stor lyst til det. Samtidig vil vi gerne være kærlige forældre, der omfavner vores børns behov og giver dem en ballast, der gør dem til hele, ordentlige mennesker.

Og nu kommer jeg med en crazy-vild-sindssyg-wow tese: Jeg tror faktisk godt, at det kan sameksistere.

Jeg tror, at de familier som formår at leve et balanceret arbejds- og familieliv, uden at lade den dårlige samvittighed eller de polariserede holdninger influere deres valg, har fat i den lange ende. Dem, der forstår DERES egen families behov.

I samarbejde med Akademikerbladet, vil jeg over de næste par måneder invitere en række gæster i podcaststudiet, som lever sådan et helt normalt arbejds- og familieliv.

Jeg vil netop gøre en dyd ud af at spørge dem, hvordan de får arbejds- og familielivet til at hænge sammen, i stedet for om de kan få det til at hænge sammen.

Jeg vil gøre mit bedste for at fjerne alt, der hedder skam, skyld og skadelig selvkritik – både fra dem og fra mig selv - for jeg tror faktisk på, at de fleste af os formår at prioritere hverdagen, så den tilgodeser både os selv og vores børn – og det behøver vi ikke have dårlig samvittighed over.

Men vi kan lade os inspirere af hinanden, forstå hinandens valg og støtte op om vores individuelle hverdagsstrukturer, som ikke nødvendigvis er de rigtige for andre, men alligevel godt kan fungere perfekt for os selv.

}