Kender du lugten af fattigdom?

Som teenager fik jeg i 1973 et abonnement på Politiken af min far i julegave. Allerede dengang læste jeg kronikkerne, nød de gode formuleringer og vigtige synspunkter, der kunne ændre holdninger og få væsentlige temaer frem i dagens lys.

Én kronik gjorde særligt indtryk på mig, nemlig en kronik af Hanne Reintoft fra december 1982: ‘Fattigdomslugten.’

Dengang læste jeg til socialpædagog på Jægerspris Seminarium (1982-85). Vi læste ‘Socialpolitik’ af Torben Berg Sørensen. Den dykker ned i socialpolitikkens historiske udvikling fra slutningen af 1800-tallet over den berømte socialreform i 1933, også kaldet Kanslergadeforliget, fordi socialdemokraten K.K Steincke forhandlede med parterne på sin privatadresse i Kanslergade.

Det vigtigste skridt dengang var et opgør med almisseprincippet, som blev afløst af et retsprincip. Noget som i nogen grad kunne forhindre fornedrelsen ved at stå og tigge på gaden og ydmyge sig for at få mad på bordet.

Hanne Reintoft billedliggjorde i sin kronik den fornedrelse, systemet gerne ville forhindre.

For alt det, der sker, når mennesket kommer så langt ud, at det bliver isoleret, kan resultere i det, Hanne Reintoft kaldte Fattigdomslugten.

Hun fortæller i sin kronik om alle de gange hun som nybagt socialrådgiver skulle på besøg hos den enlige mor til tre, gik ind af døren til opgangen og blev mødt med lugten af ”petroleum, kål, våde bleer, påbrændt mælk, sjatter, snavsede glas og skodder”.

Lugten af fattigdom var især mærkbar op mod jul, hvor isolation og afsavn gjorde ekstra ondt, og hvor der skulle søges om julehjælp til at komme igennem.

Isolation er en dræber

Jeg blev optaget af Hanne Reintofts rammende beskrivelse og tænkte, at hvis jeg mødte Fattigdomslugten, ville jeg prøve at gøre noget ved den.

For jeg havde selv prøvet det. Var en del af det. Jeg havde været udsat for en "social begivenhed", der betød, at jeg blev støttet af staten til at gennemføre min uddannelse. Jeg fik en såkaldt §42 - den tids revalidering.

På den måde havde jeg skudt papegøjen for mit barns og mit eget vedkommende. Jeg var heldig. Kunne uden økonomiske kvaler uddanne mig og dermed sikre mig selv beskæftigelsesmæssigt. Men jeg var også dybt taknemmelig og fuldstændig bevidst om de uendelige ressourcer og kræfter, det gav mig, at staten støttede mig i min uddannelse til socialpædagog, hvor jeg kunne boltre mig og udvikle mine kreative evner, mit menneskesyn og det bedste i mig.

Jeg fik en plads, og det var helt afgørende. Følelsen af ikke at høre til, ikke at være noget, ikke have nogen værdi opstår nemlig, så snart mennesket ikke har en funktion på en uddannelse, et arbejde eller i et socialt fællesskab, hvor ens person og kvalifikationer bliver værdsat.

Har man ingen funktion, risikerer man at blive isoleret. Isolation er en dræber for det enkelte menneske i det lange løb. Den kommer snigende og er en begrænsning for mennesket, der er så meget,  når det er sammen med andre, hvor det kan udfolde sig, og får en værdi. Gennem arbejdet, i familielivet og hvor det ellers færdes.

Isolation kan føre til tanker om at være anderledes: “Jeg følger ikke normerne, de andre gider mig ikke, jeg er forkert.” Det kan betyde, at den isolerede næsten ikke tør gå udenfor sin dør.

Den type isolation vil ofte få trofaste følgesvende i form af sygdom, angst og depression og en masse andet, der måske dulmes med medicin, alkohol, stoffer og tidlig død.

Sølle kæmper og tæskehold

Men hvilken fattigdomslugt oplevede jeg på mit arbejde dengang i slutningen af 80'erne, da jeg var ansat i Skovlunde Medborgerhus?

Jeg så det stinkende misbrug, de gule fingre, de bumsede ansigter og det fedtede hår. Jeg så sølvpapirkugler - der havde været oppe i røven på en tredje - skifte hænder med lynets hast.

Jeg så slåskampe mellem svedende og frådende, men også sølle kæmper, der ikke kunne overskue at kæmpe for sig selv.

Jeg så tæskehold med køller, hørte politi med raslende håndjern og så enlige mødre i genbrugstøj med børn, der fik skældud, fordi de tiggede slik, hver gang de kom forbi en slikhylde i forretningen. Der blev dengang talt om “de grå børn”.

Kæden af negative følgevirkninger syntes jeg som nyuddannet socialpædagog, var meget spændende at undersøge og forsøge at bryde. Jeg ville være med til at indrette samfundet, så man kunne undgå at gå til grunde som menneske, fordi der kom en lavkonjunktur, konen skred og det hele gik ad pommern til. Indrette et samfund, der bød sig til med tilbud om at foretage sig noget og være sammen med andre om noget, der kunne være et nyt fællesskab, der var med til at skabe en ny identitet og selvværd.

For jeg så jo også, at det pludselig kunne vende. Jeg så mennesker, som pludselig fik det bedre, og kom til at opleve et fællesskab eller andet, der fik dem til at smile, blive rolige og tale lyst om fremtiden. Tilværelsen kunne forandre sig til den positive side. Det var det hele menneske, jeg så. Jeg kiggede efter ressourcer og kunne se, når det begyndte at gå godt.

Men hvordan skulle man så understøtte ressourcerne og det positive?

I de såkaldte ”fattigfirsere”, hvor jeg var startet som socialpædagog, var der et efterslæb af lavkonjunkturerne i 70'erne, hvor folk blev arbejdsløse i hobetal, og aldrig kom i gang igen på arbejdsmarkedet. Kartoffelkuren i 1986 gjorde heller ikke noget godt for mennesker, der allerede var ude i hampen. Det var, som om samfundet ikke var gearet til at tackle den slags problemer, der opstod i kølvandet på lavkonjunkturerne: “Isolation? Nej, så må man da bare tage sig sammen”, var en gængs holdning dengang, uden nogen som helst bagvedliggende omsorg for det menneske, der var kommet ud i tovene.

Jeg ville være med til at lave om på samfundet, skabe muligheder for, at mennesker kunne komme på fode og gå i gang med deres liv og bryde med fattigdomslugten.

Medborgerhuse skabte fællesskab

At blive en del af et fællesskab kunne styrke det enkelte menneske, og rundt omkring i boligforeningerne fandtes der små klubber og forskellige slags hobbyaktiviteter, der var indrettet i kælderlokaler rundt omkring i bebyggelsen. Her var små fællesskaber, men de kunne være svære at komme ind i. Det var mennesker, som havde kendt hinanden længe, og havde skabt deres egen kultur, der ikke skulle forstyrres af andre. Det var svært som ensom og isoleret at komme ind i sådan en klub for at møde andre og bryde sin egen isolation. Der opstod derfor et behov for andre måder at mødes og lave kultur og nye traditioner og fællesskaber, hvor folk kunne  mødes uforpligtende og selv bestemme, hvad der skulle foregå.

En af mulighederne var de medborgerhuse, der dukkede op.  ”Huset” i Aarhus og ”Huset i Magstræde ” i København, og flere andre steder. Jeg var med i den bevægelse, ivrig og engageret i at være med til at opbygge velfærdssamfundet,  hvor mennesker kunne mødes og trives  og omgås - med de ting, jeg syntes, jeg kunne bidrage med sammen med andre.

For ellers sad sagsbehandlerne på kontoret bag skrivebordet i en fastlåst position, og den isolerede borger i social deroute var også i en fastlåst position, hvor han næsten ikke kunne få sig selv slæbt ud af døren. Medborgerhusene kunne løse op for disse fastlåste positioner, fordi stedet tilbød nogle frie rammer, man selv var med til at skabe. De  involverede kunne se sig selv i et nyt lys, og spejle hinanden på en anden måde.

Medborgerhuset var i teorien en smeltedigel, hvor det var muligt at gå ind og træne mentalt og socialt og få et fællesskab med andre borgere. Det var et spændende møde og sådan noget kan lade sig gøre i et medborgerhus, hvor det egentlig er demokratiudvikling, der finder sted. Mennesker mødes og trives og får ideer, de gerne vil føre ud i livet sammen med andre. Et godt afsæt for at få et bedre liv og måske bryde med fattigdomslugten.

Lugten er her stadig

Men hvad er der så sket med ”Fattigdomslugten” gennem de år jeg har været socialpædagog?

Ja, den har ændret karakter siden mine unge dage, og siden Hanne Reintoft skrev om den.

Fra lugten af kål, våde bleer og petroleum er det i dag også en global lugt, hvor integrationsydelsen for eksempel efterlader folk i fattigdom. Og det er en lugt af mistrivsel.

Jeg har mødt ”hoarders” eller ekstrem-samlere. Jeg har mødt en som samlede på øl-dåser med tis i, og som fyldte sin lejlighed fra gulv til loft som en kunstinstallation. Men det var ikke kunst -  det var armod.

Jeg har mødt mennesker, der aldrig har sat deres ben på en skole, selv om der er skolepligt.

Jeg har mødt mennesker med ptsd, som bor i skoven, fordi de ikke kan være i nærheden af andre mennesker.

Jeg har mødt folk, der har dobbeltdiagnoser, og har det rigtig skidt på et lille kammer med en masse skrald og tomme pizzabakker, hvorfra de aldrig går ud.

Jeg har mødt de boligløse, der overnatter på herberg, og kappes om de bedste madrasser.

Fattigdomslugten er ikke blevet afskaffet i min tid, og bliver det nok ikke foreløbig.