Dansk Magisterforening

Kan være ulovligt: Professionshøjskole kan ikke svare på, hvilke data den indsamler om medarbejderne

© Pressefoto.

Rane von Benzon
Del artikel:

Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles praksis er ikke lovlig, vurderer advokat. "Om det skaber mistillid, må du spørge medarbejderne om," siger økonomichef.

Ifølge en undersøgelse fra Tænketanken Mandag bruger 79 procent af ledere digitalt indsamlede medarbejderdata. Samtidig angiver 63 procent af medarbejderne, at der bliver indsamlet data om dem.

Digitale redskaber er også hyppigt brugt på professionshøjskolerne og erhvervsakademierne. De fleste registrerer browserhistorik, mails og andre aktiviteter, der automatisk efterlader digitale fodspor, viser en rundspørge, som vi har foretaget blandt alle institutioner i landet.

På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) ved man til gengæld i slet ikke, hvor mange data man indsamler om de ansatte. 

”Vi har ikke et fuldt overblik over, hvilke af vores systemer, som kan indsamle data om medarbejderne," lød svaret fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, da vi lavede i undersøgelsen.

Men den tilgang er slet ikke lovlig, vurderer Emilie Loiborg, der er advokat hos Horten Advokater med speciale i databeskyttelsesret.

DMJX: Der er nedsat en arbejdsgruppe

Hvordan hænger det sammen? Det har vi spurgt Jørgen Johannsen om. Han er økonomi- og administrationschef på DMJX.

Hvad mener I med, I ikke har et overblik?

”Man har jo anvendt Teams i mange år. Det er en problemstilling, der først er kommet til overfladen inde for det sidste års tid. Hvert fald set fra vores perspektiv. Men der bliver nedsat en arbejdsgruppe, eller den er vist allerede nedsat, som skal kigge på det.”

Hvorfor har man ikke fået overblikket, inden man begyndte at bruge programmerne?

”Det kan jeg ikke svare dig på. Man brugte Teams, før jeg kom. Teams er jo et, i min verden, offentligt tilgængeligt program.”

Har I ikke databehandleransvaret?

”Jo, der er så den lille tricky-hed i det, at vi bliver hostet ved VIA University College. Det er dem, der stiller værktøjerne til rådighed, som sådan.”

Er det okay, fordi de stiller programmet til rådighed?

”Det er en beslutning, der er taget, før jeg kom. Jeg ved ikke, hvad man tænkte dengang.”

Det er en beslutning, der er taget, før jeg kom. Jeg ved ikke, hvad man tænkte dengang

Jørgen Johannsen, økonomi- og administrationschef på DMJX

Hvad tænker du selv nu?

”Man er ved at undersøge det.”

Hvordan ved I, at I overholder loven?

”Det er jo et retorisk spørgsmål. Det kan jeg ikke svare på.”

Er det fordi I ikke ved, om I overholder loven?

”Som jeg sagde, var det et retorisk spørgsmål, ikke? Så du har jo svaret.”

Medmindre du er uenig?

”Det sagde jeg ikke, jeg var. Jeg sagde det var et retorisk spørgsmål.”

Om det skaber mistillid, må du spørge medarbejderne om

Jørgen Johannsen, økonomi- og administrationschef på DMJX

Ifølge Emilie Loiborg er man forpligtet til at have et overblik, inden man anvender programmerne.

”Har hun svaret det, er det sikkert rigtigt.”

Hvad tænker du om den mistillid det kan skabe mellem medarbejderne og ledelsen?

”Om det skaber mistillid, må du spørge medarbejderne om.”

Du kan hjælpe os videre

Vil du vide, hvad din arbejdsplads indsamler om dig og gøre dine kollegaer klogere samtidig?


Så vil vi gerne hjælpe dig med at få større indsigt i forbindelse med en opfølgende artikel. Skriv til tko@dm.dk, hvis du er interesseret.

I indsamler data om dem uden at vide, hvor det ender. Er det tillidsskabende?

”Teams kan man jo bruge som privatperson også. Det er i min verden den samme problemstilling. Og så er jeg med på, at man som arbejdsgiver har et medarbejderansvar i forhold til data, der bliver genereret.”

Men lige den forskel er vel også rigtig vigtig?

”Det kan du have en pointe i.”

}