Her er professorens alternativ til udskældt museumsmodel

Per Nikolaj Bukh sad klar på sit kontor og glædede sig, da en arbejdsgruppe under kulturministeriet en torsdag i november præsenterede deres forslag til en kommende museumsreform.

Professoren i økonomistyring fra Aalborg Universitet havde ugen forinden udgivet en videnskabelig artikel om museers budgetter, og da rapporten kom frem på skærmen, kom genkendelighedens glæde.

Arbejdsgruppen gik med den finansieringsmodel, han har nørdet i virkelig mange år, den såkaldte tildelingsmodel.

Grundlæggende handler modellen om, at ministeriet tildeler museer et fast beløb plus yderligere tilskud baseret på deres præstation i forhold til andre museer målt ud fra antal brugere, indtægter samt antallet af forskningspublikationer. En model, der vil betyde en stor omfordeling sammenlignet med i dag.

Men Per Nikolaj Bukhs glæde blev hurtigt erstattet af bekymring i takt med, at han bladrede sig gennem siderne på skærmen.

”Jeg blev faktisk en smule chokeret. De havde virkelig givet den los med en model, der havde enormt mange faldgruber, og som ville få meget store konsekvenser for de økonomisk sårbare museer,” fortæller han.

Siden markerede den medievante professor sig med kritik af modellen.

”Dybt godnat”, ”helt vanvittigt” og lavet af folk, der ikke har forstand på økonomistyring, udtalte han i blandt andet Kulturmonitor, hvor han i særlig grad kritiserede, at incitamentsstrukturen baserede sig på trin frem for gradvis tilskyndelse.

Den kritik afviste arbejdsgruppens forperson Claus Juhl med ordene: "Vi har styr på det".

Men det har ikke overbevist Per Nikolaj Bukh, og han føler sig bekræftet i den respons, han har fået fra museumsmiljøet de seneste uger.

”Jeg tror, at jeg har fået 20 nye forbindelser på LinkedIn og har haft mange samtaler med forskellige museumsdirektører. Normalt er det sådan, at dem, der står til at vinde på en foreslået model, fejrer den. Her virker det som om, at alle er sure,” siger han.

Derfor har økonomiprofessoren udarbejdet sit eget bud på en model, han løbende har bygget videre på i dialog med interessenter.

Nu er han nået til version 7, og her er fokus særligt på to dele af den oprindelige model: Andelen af grundtilskuddet og trinstrukturen i incitamentsdelen.

Snubler på trinene

Per Nikolaj Bukhs første kritik af arbejdsgruppernes model handler om, at der var tale om, at museerne inddeles i tre trin baseret på deres præstationer – og her risikerer de at snuble, mener han.

”Det går altid voldsomt galt,” fortæller professoren og peger på, at man i kommuner ser, at der sker en mistænkelig medlemstilgang, når foreninger er ved at nå det næste trin for tilskud, hvis de får de sidste medlemmer.

”Jeg kan selvfølgelig ikke definitivt sige, om det bare er vennerne, eller om det er oprigtigt nysgerrige mennesker på foreningen.”

I denne kontekst kan det betyde, at museer, der er tæt på at nå antallet af besøgende for næste trin, vil bruge enorme ressourcer på at lokke de sidste mennesker ind ad dørene.

”Der har jeg jo lidt provokerende sagt, at hvis den enkelte besøgende kan blive 1.000 kroner værd, når man stiger i trin, ville man jo i princippet kunne give dem 500 kroner for at dukke op. Men det kunne lidt mindre ekstremt også betyde, at man gav gratis adgang, søgte mod lettilgængelige grupper eller lavede meget folkelige udstillinger på bekostning af fagligheden,” siger han.

Derfor foreslår Per Nikolaj Bukh en lineær model, hvor man måler tilskuddet ud fra graden af, hvordan man performer inden for de tre mål frem for, at man når over et vist trin.

”Grundlæggende handler det om, at man i trinmodellen ellers bliver overdrevet motiveret tæt på et trin og ikke nok, når man er langt fra dem. Her er det hele gradvist og uden så store omvæltninger for budgettet, alt afhængig af om man når op på et trin eller ej.”

Et fagligt skøn

Per Nikolaj Bukhs anden store kritik af arbejdsgruppens modeller handler om andelen af tilskuddet, der er incitamentsbaseret. Han mener, at det er alt for højt, når de fordeler mellem 27 og 35 procent i tilskud.

”Det er en god ide at skabe noget økonomi ud fra incitamenter til at klare sig godt. Men vi ved, at det ikke behøver at være mere end 5-10 procent, før det skaber tilstrækkeligt motivation,” siger han.

Når man når op i så stor andel, får man udover fordelene ved incitamenterne også ulemperne, argumenterer han.

”Hvis tilskyndelsen bliver overdrevet stor, går det galt. Det kan være, at man glemmer skimmelsvampen i samlingerne eller satser på at få pensionister ind ad døren i stedet for de sværere tilgængelige unge – selvom de unge også er enormt vigtige at få ind.”

Men her stiger kompleksiteten også i professorens forslag.

For i Per Nikolaj Bukhs alternative model skal grundtilskuddet til gengæld i højere grad differentieres på ”baggrund af en transparent vurdering af ansvarsområder og udgiftsbehovet”.

Han foreslår, at der skal være et sted mellem 3 og 10 fagligt begrundede kriterier – eksempelvis omfanget af ansvar som følge af museernes vedtægter eller omfanget af magasin i forhold til udstillingerne. Ud fra disse skal en gruppe eksperter eller ministeriet give en vurdering mellem 1 og 5, der vil bestemme museets grundtilskud for en femårig periode.

”Allerhelst så jeg, at det bliver 7-10 fageksperter fra museer og universiteter, hvor halvdelen bliver udskiftet ud fra et rotationsprincippet efter nogle år. Det ville disciplinere, så man ikke rider sine egne kæpheste. Hvis du er arkæolog og altid giver til fordel til arkæologiske museer, vil du måske blive erstattet af en anden fra en anden faggruppe, der vil gøre noget tilsvarende,” siger Per Nikolaj Bukh.

Per Nikolaj Bukh erkender, at hans model på den måde stadig er lidt vag sammenlignet med arbejdsgruppens, hvor de enkelte museer i dag kan se, hvad det ville betyde for dem.

Men bliver den model så ikke et slags tomt lærred, hvor alle museer kan drømme sig til, at netop de står til at vinde på den? Det mener professoren ikke selv er tilfældet.

”Det er klart, at museumsfolkene ville selv skulle finde ud af, hvad der skulle vurderes, og hvordan det skal vurderes, og af hvem. Det er ikke noget, du lige ryster ud af ærmet. Men jeg tænker ikke nødvendigvis, at der bliver stor vrede, når man skal finde ud af, hvordan skønnet konkret skal udformes," siger han.

"Det svarer til, når man sidder i et forskningsråd og skal vurdere ansøgninger – der er altid nogen, der vil synes, at det ikke fungerer, men det går sådan set okay.”

Det mindst ringe

Overordnet kan det siges, at Per Nikolaj Bukhs model flytter meget af effekten af omfordeling over på grundtilskuddet, der bliver større og mere differentieret.

Men det reducerer usikkerheden, argumenterer han selv.

”Godt nok skal der først en kompliceret vurdering til. Men når du først har den, skal du ikke hvert år frygte for, at det hele ændrer sig radikalt. Og selvom man bliver vurderet i den ud fra, hvor meget magasinering et museum for eksempel har, har jeg svært ved at tro, at museer vil udbygge deres lagre for at få en bedre vurdering fem år senere. Man har jo de museumsgenstande, man har.”

Det er heller ikke sikkert, at version 7 af hans forslag bliver det sidste. Der er en løbende dialog i gang, herunder med ministeriet, der i slutningen af november inviterede ham til et møde, hvor de udvekslede perspektiver.

”Det er en svær øvelse, men man bliver nødt til at prøve. Jeg er kommet med mit bud på det mindst ringe princip. Ja, det er lidt vagt, men alternativet fra arbejdsgruppen er værre.”