Dansk Magisterforening

“Kombinationen af to uddannelser åbner for et væld af nye muligheder”

Jacob Sargin, Meritpædagog

34-årige Jakob Sargin har benyttet sig af Københavns Professionshøjskoles sporskiftemodel og læser til meritpædagog. Det betyder ifølge den uddannede cand.comm. ikke et farvel til den akademiske verden. Måske tværtimod. © foto: Jacob Nielsen

Professionshøjskoler og erhvervsakademier
Del artikel:

Uddannelsen til meritpædagog betyder ikke nødvendigvis et farvel til den akademiske verden for 34-årige Jakob Sargin.


I to et halvt år arbejdede Jakob Sargin, 34-årig cand.comm. fra RUC, med digital kommunikation og marketing. Men for et år siden opdagede han Københavns Professionshøjskoles (KP) sporskiftemodel og muligheden for at tage en pædagoguddannelse, til trods for at hans SU-klip for længst var sluppet op.

Han har ikke fortrudt sin beslutning ét sekund.

“Det ene øjeblik leger jeg jaguar i regnskoven med børnene i Sydhavnen, og det næste diskuterer jeg med min leder, hvordan vi bedst kan kommunikere om forældresamarbejdet. Det er mere berigende for mig at arbejde i den pædagogiske verden, end det var at skovle penge ind som reklametekstforfatter”, siger Jakob Sargin.

Der er smæk på i hverdagen. Foruden at være far til en lille søn og arbejde 30 timer om ugen i Børnehuset Sydhavnen, er Jakob Sargin onlinestuderende på KP.

“Der er opgaver hver uge og en del at læse. Cirka hver 4.-6. uge mødes mit hold fysisk på campus i Hillerød og modtager undervisning og vejledning”, forklarer han.

Det fungerer godt at arbejde i praksis ved siden af studiet:

“Jeg opdager nye ting og kan anskue den pædagogiske praksis mere kritisk, når jeg hele tiden ser virkeligheden igennem en videnskabelig prisme”, fortæller Jakob Sargin.

Det er en fordel, at han er trænet i at læse faglitteratur:

“Det passer godt til mit temperament, at jeg konstant anvender teorierne i felten. Det er også fedt, at jeg i den grad kan se, at kompetencerne fra min RUC-uddannelse er vigtige i mit nye arbejdsliv”.

Det åbner for et væld af interessante muligheder, at jeg bygger oven på min kommunikationsfaglighed med det pædagogiske fag

Jakob Sargin, cand.comm. og meritpædagog-studerende

Individualisten vandt

Uddannelsen til meritpædagog betyder ikke et farvel til den akademiske verden. Måske tværtimod, vurderer han:

“Det åbner for et væld af interessante muligheder, at jeg bygger oven på min kommunikationsfaglighed med det pædagogiske fag. God kommunikation er uløseligt forbundet med god institutionsledelse, en sund arbejdskultur og et velfungerende forældresamarbejde”, siger Jakob Sargin.

Det var ikke uden betænkeligheder, at han besluttede sig for at springe på KP’s sporskiftemodel:

“Lønnen er ikke prangende. Desuden er min mor pædagog, så jeg ved om nogen, hvor lidt prestige der er forbundet med det fag. Men der sker så meget i verden, at idealisten i mig endte med at vinde. Det handler om at turde gå efter det, der giver mest mening”.

Også af andre grunde var det en stor beslutning at kaste sig over et helt nyt felt.

“Det er 2½ år med hårdt arbejde og lidt fritid, så min kæreste skulle også være med på den. Til gengæld kigger jeg jo ind i et meget langt arbejdsliv bagefter. Kombinationen af en professionsbachelor og en kandidatuddannelse betyder, at der bliver flere interessante veje at gå”, siger Jakob Sargin.

Han kendte ikke meget til institutionsverdenen på forhånd.

“Der er en helt anden tone i den pædagogiske praksis, en helt anden omsorg, end jeg er vant til. Det er interessant og fedt at være en del af,", siger han.

At tage en uddannelse som 34-årig er også et personligt udviklingsprojekt.

“Måske ender jeg med at gå ledelsesvejen, måske noget helt andet. Jeg har i hvert fald høje forventninger både til mig selv og til, at det her fører mig til et nyt og spændende sted”.